Sådan blev Bibelen til

En bog som Det Gamle Testamente, som er blevet til over så lang en tidsperiode, har ikke en entydig opfattelse af Gud og verden. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Bibelen blev skrevet over en lang periode. Få overblik over tilblivelseshistorien her

Selve ordet bibel kommer af det græske ord Biblia, der betyder små bøger.

Bibelen består af to dele: Første del er Det Gamle Testamente og stammer i en samlet udgave fra det 1. århundrede f.Kr., men bagved ligger flere århundreders tilblivelseshistorie.

Det Nye Testamente er fra det 1. århundrede e.Kr. Det Gamle Testamentes grundsprog er hebraisk og Det Nye Testamente er oprindeligt skrevet på græsk. Ingen bog er oversat til så mange sprog som Bibelen. Og nye oversættelser kommer til, dels fordi et nationalsprog ændrer sig, dels fordi bibelvidenskaben, sprogvidenskaben og historievidenskaben udvikler sig og gør nye opdagelser.

Det Gamle Testamentes tilblivelse

Det Gamle Testamente består af 39 skrifter. Disse skrifter udgør langt fra en helhed, men er blevet til over en lang periode måske på 700-800 år.

Det Gamle Testamente består af vidt forskellige former for litteratur: Fortællinger, lovtekster, profetord, digte. Bag flere af disse tekster ligger der mundtlige traditioner, der efterhånden er blevet samlet og skriftligt udformet. Nogle af skrifterne har sandsynligvis undervejs op igennem århundrederne undergået redigeringer og tilføjelser.

Den vigtigste periode i de gammeltestamentlige skrifters tilblivelse er de ca. 40 år, hvor præsterne fra Jerusalemstempel var i eksil i Babylon fra 587-539 f. Kr. Netop i landflygtigheden har det været nødvendigt for præsteskabet at finde tilbage til baggrunden for den israelitisk-jødiske religion og få kortlagt Guds historie med det jødiske folk fra skabelsen og frem til deres egen.

Det Gamle Testamentes indhold

Vi kan bedst betegne Det Gamle Testamente som en antologi, der både afspejler den israelitisk-jødiske religions historie og selve det jødiske folks historie frem til omkring 300 år f. Kr.

Forrest har man i redigeringsarbejdet sat urhistorien, det vil sige fortællingerne om skabelsen, den første menneskehed og dens undergang i syndfloden. Dernæst fortællingerne om det israelitiske folks stamfædre Abraham, Isak og Jakob og beretningerne om det israelitiske folks slaveri og udfrielse fra Ægypten og vandring tilbage til det forjættede land, Kanaan.

Så følger fortællinger fra indvandringen, etableringen af kongedømmet, som får sin kulmination med David, og endelig nedgangsperioden i kongetiden, hvor det samlede kongedømme for det første deles i to og dernæst besættes af de mellemøstlige stormagter. Hele denne fortællesamling afspejler dels en urtid i folkets historie, som vi ikke har en historisk viden om, dels perioden fra ca. år 1000 f. Kr. og frem til år 300. f. Kr.

Det siger sig selv, at en bog (eller snarere en antologi), som er blevet til over så lang en tidsperiode heller ikke har en entydig opfattelse af Gud og verden.

Det Gamle Testamente som jødisk helligskrift

Med eksiltidens redigering og samling af skrifter var den væsentlige del af Det Gamle Testamente færdig. Men i de følgende århundreder kom der stadig enkelte skrifter til.

Den første samling var en græsk udgave, kaldet Septuaginta, som blev brugt af jøder i de græsktalende middelhavsbyer. Men et egentligt jødisk helligskrift med de nuværende 37 bøger blev først vedtaget ved et møde år 90 i Palæstina. Denne skriftsamling blev så den kristne kirkes Gammel Testamente.

Med betegnelsen Det Gamle Testamente er det signaleret, at der følger noget efter, nemlig Det Nye Testamente. Og det er da også kirkens forståelse, at fortællingerne om skabelsen, profeternes syner og Moseloven er forudsætningen for Det Nye Testamentes forkyndelse af Jesus som Guds søn.

Men samtidig er Det Gamle Testamente også jødedommens hellige bog. Da jødedommen ikke anerkender Det Nye Testamente som et helligt skrift, har man her en anden betegnelse, TANAK. Det er forbogstaverne i den hebraiske betegnelse for henholdsvis loven (toraen), profeterne og skrifterne.

Det Nye Testamente - evangelierne

Det Nye Testamente består af 27 skrifter af forskellige litterære genrer. Den første hovedgrupper er de fire evangelier, der fortæller om Jesu liv, hans forkyndelse, død og opstandelse. De fire evangelier er opkaldt efter de formodede forfattere og hedder: Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet. De tre første kaldes også de synoptiske evangelier, fordi de kan ses sammen (synopse), det vil sige de følger i store træk hinanden i fremstillingen af Jesu forkyndelse og livsskæbne.

Markusevangeliet regnes for at være det ældste af de tre, idet næsten alt, hvad Markus skriver, er indeholdt i Matthæus- og Lukasevangeliet. Johannesevangeliet afviger fra de andre tre ved en helt anderledes disposition af stoffet og i øvrigt ved at bruge andre begreber og en anden sproglig stil.

Evangelierne er først skrevet mellem år 70 og 100 e. Kr. Det vil sige, at der forud for evangelierne er gået en mundtlig overlevering af fortællingerne om Jesus inden den skriftlige udformning.

Det kan naturligvis undre os, at man først 40 år efter Jesu død og opstandelse nedskriver beretninger om ham. Forklaringen kan være, at de første generationer af kristne levede i forventning om Jesu nære genkomst. Denne forventning opgives, da Jerusalem i år 70 bliver ødelagt af den romerske besættelsesmagt. Begivenheden gør, at de kristne menigheder begynder at nedskrive, hvad man havde overleveret om Jesus.

De andre skrifter i Det Nye Testamente

I Det Nye Testamente følger så endnu et fortællende skrift efter evangelierne, nemlig Apostlenes Gerninger, som handler om de første kristnes liv og vilkår, missionen fra Jerusalem og ud i det øvrige Palæstina og videre i den græsk-romerske verden. Dette skrift har uden tvivl samme forfatter som Lukasevangeliet. Hovedpersonen er Paulus, der har skrevet en lang række breve til de menigheder, som han enten selv har grundlagt eller har tilsyn med. I sine breve fremlægger Paulus sit kristendomssyn, rådgiver menighederne, griber ind i og indskærper, hvad der er ret kristen tro og livsførelse.

Til Paulus' breve slutter sig en gruppe breve, som tillægges henholdsvis Johannes, Peter og Jakob. Og endelig har vi et af Bibelens mest mærkelige skrifter anbragt til sidst i Det Nye Testamente. Det er Johannes' Åbenbaringsbog, som består af breve til syv menigheder i Lilleasien, og hvor forfatteren opfordrer de kristne til at holde ud i forfølgelserne. For den sidste kamp mellem Gud og Satan er begyndt, og den vil med sikkerhed ende med Guds sejr og hans riges komme i form af det nye Jerusalem.

Det er visioner af verdens undergang, dommedag og den nye skabelse, som har haft afgørende betydning for kirkens tolkning af de sidste tider. Det Nye Testamente munder altså ud i en vision om verdens afslutning.

Den kristne kirkes kanon

Der skulle imidlertid gå et par århundreder, inden man i kirken fastholdt, at det netop var disse 27 skrifter, der skulle udgøre Det Nye Testamente. I det 2. århundrede e. Kr. dukkede der nemlig andre evangelieskrifter op, men de blev ikke regnet for at være autentiske vidnesbyrd om Jesu liv og forkyndelse og kom derfor ikke med i Det Nye Testamente.

Men det, at Det Nye Testamente nu var en realitet, ændrede også de kristnes syn på Det Gamle Testamente. Hidtil havde de kristne Det Gamle Testamente for et vidnesbyrd om Jesus Kristus, men nu fik Det Gamle Testamente plads som forberedelsen til Jesu komme.

Fastlæggelsen af den nytestamentlige kanon blev både dramatisk og langvarig. Og det er først i det 4. årh. at den endelige nytestamentlige kanon blev fastlagt. I den østlige kristenhed ved et påskebrev fra biskop Athanasios i 367. I den vestlige del af kristenheden ved et kirkemøde i 396.