Sådan blev den 25. december juledag

Hvorfor fejres Jesu fødselsdag netop den 24. og den 25. december? Der er nemlig ingen datoangivelser i selve juleevangeliet ifølge Lukas eller i det mindste en angivelse af årstiden for fødslen de øvrige evangelier i Det Nye Testamente. Foto: pressmaster - Fotolia

Hvem har fastlagt, at Jesus blev født den 25. december? Og hvordan blev den 24. fastsat som juleaften? Det står der ikke noget om i juleevangeliet. Få forklaringen her

Jesus' fødselsdag fejres overalt i verden med salmer, specielle gudstjenester, festlige måltider og gaver den 24. december, og juledagen den 25. december er så selve fødselsdagen.

Men hvorfor fejres hans fødselsdag netop den 24. og den 25. december? Der er nemlig ingen datoangivelser i selve juleevangeliet ifølge Lukas eller i det mindste en angivelse af årstiden for fødslen de øvrige evangelier i Det Nye Testamente. LÆS OGSÅ: Hvad sker der juleaften? Det kirkelige festår bliver til
For den tidlige kristendom var det påsken, der stod i centrum i den kirkelige kalender. Den var den ældste fest i den tidlige kristendoms festår. Påsken var en jødisk fest, der nu var fyldt med et nyt indhold. I den jødiske påske mindedes man befrielsen fra slaveriet i Egypten og slagtningen af påskelammet, hvis blod beskyttede israelitterne mod dødsenglen, der dræbte alle Egyptens førstefødte for at få Farao til at slippe israelitterne fri.

Helt fra den første generation af kristne har man opfattet Jesu som det det nye påskelam. Og ifølge Johannesevangeliet dør Jesus da også på korset netop som påskelammet ifølge den jødiske tradition blev slagtet i templet den 14. dag i forårsmåneden Nisan. Påsken var således fastlagt datomæssigt selvom der op gennem den tidlige kristendoms århundreder stadig kunne være strid om den helt nøjagtige datoangivelse.

LÆS OGSÅ: Hvornår falder påsken?

Og så var der pinsen, festen for Helligåndens komme, som ifølge Apostlenes Gerninger lå 50 dage efter den kristne påskes højdepunkt, dagen for Jesus' opstandelse.

Festen for Jesus' fremtræden
I det 2. århundrede begyndte kristne, især i Egypten, at markere den 6. januar som en fest for Jesus' fremtræden eller tilsynekomst. Det blev til den såkaldte epifanidag. Med denne dag ville man festligholde, at Jesus var kommet til verden og nu trådte frem. Det blev først og fremmest en fest, hvor man markerede Jesus' dåb. Festen blev i øvrigt efterfulgt af 40 dages faste svarende til Jesus' egen 40 dages ophold i ørkenen efter dåben i Jordanfloden.

LÆS OGSÅ: Epifanifesten markerer Jesu dåb

Men vender vi os til de store teologer fra slutningen af det 2. århundrede, det vil sige Irenæus (ca. 130 200) og Tertullian (ca. 160 225), finder vi hos dem ingen henvisning til en festligholdelse af Jesus' fødsel. Teologen Origenes fra Aleksandria (ca. 165 264) vender sig tilmed mod den romerske skik at fejre fødselsdag, som han kalder en hedensk praksis.

SE OGSÅ TEMA: Troens hovedpersoner

Nogle af de apokryfe skrifter, altså de skrifter der ikke blev anerkendt som norm for kirkens lære, fortalte om Jesus' bedsteforældre, og hans barndom. Det gælder skrifter som Jakobs Forevangelium og Thomas' Barndomsevagelium. Også i disse skrifter leder man forgæves efter en fødselsdato.

De første forsøg på at fastsætte Jesus' fødselsdag
Omkring år 200 finder vi hos en enkelt af de store teologer, nemlig Clemens fra Aleksandria (ca. 150 215) en række overvejelser over, hvornår Jesus blev født. Clemens nævner forskellige kristne gruppers forsøg på at fastlægge Jesus fødsel. Men underligt nok nævner han ikke den 25. december som en mulighed.

Clemens skriver, at nogle mener, at Jesus blev født i kejser Augustus' 28. regeringsår (Augustus blev kejser i år 29 f. Kr.) på den 25. dag i den egyptiske måned Pachon, hvilket skulle svare til den 20. maj. Andre hævder, skriver Clemens, at Jesus blev født den 24. dag i måneden Pharmuthi - det vil sige den 20. april.

Den endelige fastlæggelse af Jesus' fødselsdag
Fra midten af det 4. århundrede er der nu to datoer, som interessen samler sig om, og som nu også fejres som Jesus' fødselsdag. Det gælder den 25. december, som den vestlige del af kirken med Rom som centrum nu markerer med fester. I den østlige del af kirken, især i Egypten og i Lilleasien mente man derimod, at den 6. januar, det vil sige epifanidagen også skulle fejres som Jesus' fødselsdag. I den østlige kirke eller den ortodokse fastholdes denne dato stadig som en festligholdelse af inkarnationen, altså Guds komme til verden gennem Jesus' fødsel.

Den 6. januar blev i øvrigt fastholdt overalt i kirken både i vest og øst som festen for de tre vise mænds komme til Betlehem altså den dag, vi nu kalder helligtrekongersdag. Julefesten blev så en 12 dages fest fra den 25. december.

Vi skal imidlertid helt frem til nøjagtigt år 336, hvor vi finder en liste over dødsdatoer på kristne biskopper og martyrer. Her er datoen den 25. december markeret som natus Christus in Betleem Judeae, Altså: Jesus fødsel i Betlehem i Judæa.

Endelig nævner år 400 den store teolog og biskop i Hippo i Nordafrika, Augustin, at en udbrydergruppe af kristne, de såkaldte donatister, nægter at holde epifanifesten den 6. januar, men til gengæld festligholder den 25. december som Jesus' fødselsdag.

Hvorfor den 25. december? To teorier
Den vel nok mest ankerkendte forklaring på den 25. december er, at netop denne dato fejrede romerne deres midvinterfest, den såkaldte Saturnalia. Det svarede i øvrigt til, at man i den vestlige og nordlige del af Europa holdt fester for solens tilbagekomst i slutningen af december.

LÆS OGSÅ: Jul - fra hedenske skikke til kristen højtid

I år 274 etablerede den romersk kejser Aurelian netop en fest for natalis solis invicti, det vil sige festen for den uovervindelige sols fødsel den 25. december. Forklaringen er så den enkle, at de kristne overtog denne fest for solens fødsel også for at styrke spredningen af kristendommen og dens fejring af Jesus' fødsel ved at overtage elementer fra den hedensk fest.

Dette svarer godt til, at teologen og biskoppen over Milano, Ambrosius (ca. 339 397), i en prædiken beskriver Jesus som den sande sol, som overstråler alle de faldne guder fra den tidligere verden.

Den 25. december var altså ikke en dato, som kirken selv havde valgt. Men i sig selv var datoen for Jesus' fødsel et tegn på, at Gud havde forkastet de hedenske guder.

En anden forklaring har sit udgangspunkt i en forening af datoerne på Jesus' død på korset og hans undfangelse. Denne forklaring virker umiddelbart underlig. Den er fremsat første gang af teologen Tertullian omkring år 200. Han fastsætter Jesus dødsdag til den 25. marts, som ifølge den romerske kalender svarede til den jødiske kalenderangivelse for påsken.

Samme dato optræder siden i kirkelige kalendere som tidspunktet for Marias bebudelse, som i øvrigt fejredes allerede i den tidlige kristendom. I et skrift fra Nordafrika, som stammer fra det 4. århundrede hedder det det da også, at Jesus døde netop den selvsamme dato, som han blev undfanget. Samme skrift understreger så, at hans fødsel derfor fandt sted ved vintersolhverv.

Også i den østlige del af kristenheden blev sammenfaldet datomæssigt mellem undfangelse og død fastslået. Men her gik man ud fra den gamle græske kalender og ikke den jødiske, hvilket fastlagde døden på korset til 6. april og derfor hans fødselsdato til 6. januar.

Hvilken forklaring på den 25. december er så den rigtigste? Det kan sikkert ikke besvares på anden måde, end at en teologisk og kirkelig begrundelse til al held er sammenfaldende med en hedensk festlighed, udbredt i den vestlige og nordlige del af Europa.

Det sidste kan så give forklaring på, at julefesten i høj grad har indoptaget lokale, folkelige traditioner. Først og fremmest er der sket det, at julenat som fødselstime er blevet rykket frem til en fejring af juleaften, der i Nordeuropa helt er kommet til at overskygge juledagen, Jesus' fødselsdag.