Påskeklassiker

Sådan er opstandelsen blevet tolket gennem tiderne

Skal opstandelsen forstås symbolsk eller konkret? Det har der været forskellige holdninger om i kirkehistorien. Her er opstandelsen skildret på et mosaik-vindue i First Presbyterian Church, Klamath Falls, Oregon.

Troen på Jesu opstandelse som en kendsgerning stod ikke til diskussion, før den moderne bibelforskning satte spørgsmålstegn ved påsketroens historiske indhold

Den romerske filosof Celsus skrev ca. år 178 i en kritik af de kristne, at den opstandne Jesus kun blev set af en halvforrykt kvinde og et par andre. Imidlertid blev troen på Jesu opstandelse det centrale i kirkens forkyndelse.

Den kristne fortælling - Oldkirkens tro

Fortællingen om Jesu liv, død og opstandelse og hans genkomst på den yderste dag blev i oldkirken formuleret i kort form i trosbekendelser.
Mest enkel og kortfattet var denne fortælling udtrykt i den såkaldte apostolske trosbekendelse. Den indeholder tre dele:

Først bekendes troen på Gud som skaberen af himmel og jord. I bekendelsens andet led lader Gud sin søn blive født som menneske på jorden, hvor han pines, korsfæstes og dør, men genopstår og farer til himmels, hvorfra han skal komme igen til dom. I tredje led knyttes forbindelsen til den forsamling af troende, der har fået deres synd tilgivet og vil indgå til et evigt liv. I den kristne fortælling, og som den sammenfattes i trosbekendelsen, skildres frelseshistorien. Det er en lineær historie, der finder sted med skabelsen som udgangspunkt og slutter i en dommedag.

Det er inden for denne historie, at Jesu liv, død og opstandelse finder sted. Det er historiens altafgørende punkt. Med Jesu opstandelse er syndens og dødens magt overvundet. Kirkens tid og virksomhed er hermed begyndt, hvor den kristne kan se fremad i håbet om Jesu genkomst og det evige liv.

En af kirkens første store teologer, Irenæus (130 200), som var biskop i Lyon, fremstiller det sådan i et forsvarsskrift for kristendommen:

"På grund af syndefaldet er menneskene kommet i djævlens magt. Men Jesu komme til verden, hans død og opstandelse er den handling, hvormed han har besejret djævelen og befriet menneskene. Trods dette fortsætter kampen, men den er efter Jesu opstandelse kommet ind i et nyt stadium, fordi den afgørende kamp er udkæmpet. Nu har mennesket fået del i Jesu sejr og genvinder det liv, som ellers var gået tabt på grund af syndefaldet. Ved Jesu opstandelse genoprettes det, som skete ved skabelsen. Ved sin opstandelse viste Jesu sin guddommelighed. Og det er den lighed med Gud, som mennesket nu kan vokse frem imod."

Middelalderen - Jesu opstandelse sejrer over djævelen og døden

I et oldengelsk digt fra midten af 600-tallet skildrer munken og skjalden Kædmon, hvordan Jesus mellem døden på korset og opstandelsen påskemorgen stiger ned til dødsriget, hvor djævelen holder de døde i fangenskab. Kristus stormer dødsrigets porte og befrier de fangne.

Fra Helvede stiger Jesus nu op med de frelste, og hans opstandelse er da selve sejren over list og ondskab, djævel og død. I Kædmons digt tager også naturen del i dramaet, sådan som det fremgår af en strofe i Grundtvigs gendigtning:

"Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare".

I den tidlige middelalder var det vigtigt for kirken at vise, at den kristne Gud var stærkere og mægtigere end andre herskere og guder. Jesus er blevet til Kristus, den ophøjede og sejrende herskerskikkelse. Både i slutningen af oldtiden og i begyndelsen af middelalderen fremstilles Kristus da også i kirkekunsten som den, der sidder på sin trone i himlen og hersker ikke bare i himlen, men også over jorden.

Den teologiske tænkning fremstillede Kristus som den, der ved sin guddommelige kraft selv havde udvirket opstandelse. På den ene side er Kristi opstandelse et mysterium. På den anden side er det en virkelig begivenhed, der har vist sig i historiske kendsgerninger: Han er direkte kontakt med sine disciple efter sin opstandelse, men han er ikke længere bundet af tid og rum. Kristus har nu bevist sin guddomsmagt og med denne magt har han løskøbt mennesket fra død og fortabelse. De middelalderlige teologer pegede på, at dette mysterium vat tilgængelige både for troen og fornuften.

Men side om side med den teologiske tænkning var middeladeren også præget af en række fromhedsbevægelser og en fordybelse i det religiøse liv.

På Sct. Victorklosteret i Paris sad munken og digteren Adam af Sct Victor i midten af 1100-tallet i sin celle og med udsigt til skove og dale. Han oplever foråret, som dufter ham i møde i hans lille celle. Men foråret kommer af opstandelsen.

Den samme Gud, som oprejste Kristus fra de døde, skaber også fornyelsen i naturen. Og hele naturen, og jordens elementer tager del i jubelen over dødens nederlag. Menneskets vej til paradiset er nu åbnet, skriver Adam.

Her i Grundtvigs bearbejdning (1. vers):

"Verdens igenfødelse
glæden igenføder;
skønt fornyet skabningen
den Opstandne møder.
Øst og vest og syd og nord,
ild og vand og luft og jord
synger påskesalmer".
(Den Danske Salmebog nr. 235)

Luther - Den opstandne Kristus er nærværende i sit ord

I an af sine bordtaler hævder reformatoren Luther (1473-1546), at hvis hans så den opstandne i et syn, ville han sige: Vig bort, du djævelens spøgelse, Kristus kommer kun til mig i sit ord.

Jesu opstandelse hænger for Luther sammen med forståelsen af Bibelen. Når Bibelens ord bliver nærværende og skaber tro, så er det fordi, den opstandne og levende Kristus er til stede i sit ord. Derfor behøver enkeltheder i Bibelen ikke at være historisk korrekte. Men det er Bibelens budskab, evangeliet, der er det afgørende.

Evangeliet er en prædiken om Kristus, siger Luther:

Få ord bruger den, der ikke omtaler Kristi gerninger, men kort fortæller, hvordan han med sin død og opstandelse har overvundet synd, død og helvede for dem, der tror ham. Sådan gør Peter og Paulus.

Luther forkastede den katolske kirkes lære om forvandlingen af brød og vin til Jesu legeme og blod i nadveren. I stedet understregede han, at Jesu opstandelse betød, at han er til stede i nadveren som den, der giver sit liv videre til den troende.

1700-tallet - Rationalistisk tolkning

Teologen Reimarus (d. 1768) begyndte nu en historisk-kritisk forskning. Han hæftede sig ved, at der i Matthæusevangeliet fortælles, at disciplene belv beskyldt for at have stjålet Jesu legeme. Reimarus anså netop dette for den mest sandsynlige forklaring på, at graven var tom påskemorgen.

Disciplene havde håbet, at Jesus var en politisk anfører. Men henrettelsen knuste dette håb. Men ved at fjerne liget fra graven banede de vejen for forkyndelsen af hans opstandelse, mente han.

En anden rationalistisk forklaring var, at disciplene ikke kunne glemme deres herre og mester. Derfor kunne de ikke tro, at han virkelig var død. og i denne krisetilstand "ser" de ham igen som den levende.

Grundtvig

N. F. S. Grundtvig (1783-1872) gjorde op med rationalismen. Han griber tilbage til den klassiske kristendom med disse linjer fra en af sine påskesalmer:

"Herren af søvne opvågned, opsprang,
hører du, Helved, vor morgensang:
Kristus opstod fra de døde!
Op stod nu Gud, og hans fjender adspredtes,
brat de som voks over gløderne bredtes:
Kristus opstod fra de døde!"
(Den Danske Salmebog nr. 223)

Jesu opstandelse er sejren over døden og dens magt, men Jesu opstandelse betyder også hans nærvær ved dåben og nadveren og i evangeliets forkyndelse. Som den opstandne er Jesus tilstede i sin kirke.

Efter sin opstandelse gav han sine disciple dåbsbefalingen, holdt nadver med dem og lærte dem trosbekendelsen. Alt dette er den levende kraft, der opretholder kirken. Jesus er i sit ord stadig til stede i sin menighed. Og så betyder Jesu opstandelse, at der er plantet et uovervindeligt håb i kirken. Dette fortæller Grundtvig om i den nok mest populære af sine påskesalmer, Påskeblomst, hvad vil du her. Her spørger han:

"Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?"

Og svarer selv i det sidste vers:

"Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde".

Nutidige tolkninger af Jesu opstandelse

I den historisk-kritiske forskning, der for alvor brød frem i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet begyndte man at skelne mellem den historiske Jesus, der ikke anså sig selv for Messias og så den tolkning, der blev til blandt de første kristne efter påske, nemlig at påskens begivenheder godtgjorde, at Jesus var Messias.

Den historisk-kritiske forskning var grundlaget for den såkaldte eksistensteologiske tolkning. Denne tolkning skyldes først og fremmest Rudolf Bultmann (1884-1976). Næsten programmatisk kommer Bultmanns opfattelse til udtryk i denne opfattelse af opstandelsestroen:

"Kristus, den korsfæstede og opstandne, møder os i forkyndelsens ord, ikke anderledes. Netop troen på dette er i sandhed påsketroen".

Bultmanns opfattelse kan kort sammenfattes i følgende:

"Jesus og hans disciple ventede en ny verden, en ny tidsalder, der skulle afløse den nuværende. Netop Jesu tilsynekomst påskedag er forstået som det nye, som er brudt ind i denne verden. Selve budskabet om, at han lever, blev selve opstandelsen, det vil sige den nye verdens indbrud i den gamle".

Og på grundlag af dette budskab om lidelse, død og opstandelse bliver evangelierne formet. Denne begivenhed, som ikke kan fastsættes som noget historisk, fortsætter med at blive virkelighed i ordet, hvor det modtages i tro. Jesus er således opstanden for den, som tror ordet om det.

En anden tysk forsker, G. Lüdemann argumenterer for en psykologisk tolkning. Han mener, at beretningen om den tomme grav er en uhistorisk legende. Til gengæld lægger han vægt på Jesu tilsynekomster for henholdsvis Peter og Paulus.

Peters visioner, mener han, skyldes dennes oplevelse af Jesu voldsomme død, i hvilken Peter ser sig tilgivet for sin fornægtelse. Og Paulus møder den opstandne Kristus i en krisesituation, idet han mere og mere føler sig overbevist om, at den, som han forfølger, har sandheden. Det er på Peters og Paulus` visioner, at menighedens påsketro er funderet. Selve visionernes teologiske sandhed bliver afgørende: Syndernes forladelse evigheden, der bryder ind i dette liv.

Til sidst et citat fra en dansk teolog, Gustav Brøndsted (1885-1959):

"Opstandelsen er ingen kendsgerning med et par spørgsmålstegn hist og her. Den er selv det, der spørger. Den møder os i en række sprængte og flimrende menneskeberetninger; og det bliver et personligt spørgsmål til os, om vi vil betragte denne flimren som udtryk for, at vi kun står overfor fantasier og konstruktioner, eller om vi står over for en virkelighed, der kan bruge vores virkelighed som et sprog, men ikke rummes deri