LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Klassiker

Bispevalg fra Reformationen til i dag

Ved et bispevalg i Danmark vægter et menighedsrådsmedlems stemme lige så højt som en præsts. Foto: colourbox.com

I dag har Aarhus Stift fået ny biskop. Læs hvordan her - og bliv klogere på bispevalgets historie, som blandt andet viser, at kongen engang havde stor magt i kirken

Ved middagstid i dag blev det afgjort, hvem der blev den nye biskop over Aarhus Stift. Men hvordan foregår sådanne valg andre steder?

Ordninger for valg af biskop er vidt forskellige fra land til land og kirke til kirke. Nogle steder bliver biskoppen valgt af en stor kirkelig forsamling, en synode. Andre steder udpeges til formålet en særlig forsamling af repræstentanter for forskellige grupper.

I den romersk-katolske kirke er valget af en ny biskop eksempelvis en særdeles kompliceret affære, som både involverer den afgående biskop, andre biskopper, præster, lægfolk, den pavelige nuntius (ambassadør), den romerske kurie (pavedømmets administration) og paven selv.

I den danske folkekirke bliver en ny biskop valgt ved et direkte valg, hvor præster, menighedsrådsmedlemmer og repræsentanter for valgmenigheder har stemmeret.

Sådan har det været siden 1922, selv om valgmetoden har forandret sig lidt undervejs.

Udvalgt af kongen
Fra reformationen i 1536 og indtil 1922 blev biskopperne udvalgt af kongen senere dog af kirkeministeren.

Det skulle egentlig have været en midlertidig nødløsning, da alle de tidligere romersk-katolske biskopper blev afsat i 1536, men ordningen endte altså med at vare i næsten 400 år.

Mere magt til menighedsrådene
I begyndelsen af 1900-tallet var der en stærk stemning for mere selvbestemmelse i folkekirken.

Man havde fået menighedsråd i 1903. I 1912 blev denne ordning gjort permanent, og menighedsrådene fik lov til selv at vælge, hvem de ville have som præst.

Hovedmanden bag disse tiltag var venstremanden I.C. Christensen, som var kultusminister (undervisnings- og kirkeminister) fra 1901 og konseilspræsident (statsminister) fra 1905 til 1908.

I 1920 blev I.C. Christensen igen kirkeminister. Han ønskede, at kirken skulle have endnu mere selvbestemmelse. Man havde i længere tid diskuteret, om valget af biskopper skulle overlades til kirken, og hvem der i så fald skulle have stemmeret til sådan et valg.

Der var flere forslag fremme: Nogle foreslog en særligt udpeget valgforsamling bestående af repræsentanter for stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer og de andres stifters biskopper med flere.

Andre ønskede, at alle stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer skulle kunne stemme. Men de skulle stemme i to adskilte afstemninger, og kirkeministeren skulle have det sidste ord.

I.C. Christensen valgte, at det var det sidste forslag, der skulle gennemføres, men det endte med at blive i en lidt anderledes form: Præster og menighedsrådsmedlemmer skulle alligevel ikke stemme hver for sig, men samlet.

Eftersom der er mange flere menighedsrådsmedlemmer end præster, kom dette til at betyde, at menighedsrådene fik mere at skulle have sagt ved bispevalgene end præsterne.

Endvidere er de små sogne bedst repræsenteret blandt de stemmeberettigede. Et menighedsråd i et sogn med få hundrede mennesker har fem medlemmer, mens et menighedsråd i et sogn med flere tusind mennesker aldrig kan have mere end 15 medlemmer.

Derfor lover bispekandidater også ofte at støtte de små sogne.

Flere valgrunder
Oprindeligt var reglen, at kirkeministeren kun var forpligtet til at udpege en bestemt kandidat til biskop, hvis han fik over to tredjedele af stemmerne.

Det er meget usandsynligt, at en kandidat får så mange stemmer. Alligevel har ingen minister nogensinde benyttet sig af sin ret til at vælge en anden kandidat end den, der havde fået flest stemmer, og i 1994 blev det bestemt ved lov, at ministeren ikke måtte vælge en anden.

Dengang det stadig var kirkeministeren, der bestemte, hvem der skulle være biskop, havde man ofte taget hensyn til betydelige mindretalsgrupper som Indre Mission og grundtvigianerne.

Disse grupper var på landsplan store nok til, at det berettigede, at nogle af biskopperne skulle være derfra. Men mindretallene var ikke i flertal i noget stift, så efter de direkte bispevalg blev indført i 1922, fik mindretallene svært ved at få valgt nogen af deres folk til biskop overhovedet.

I 1994 blev det også besluttet, at der skulle være to valgrunder, hvis ingen kandidat fik absolut flertal i første runde.

Indtil da havde det blot været den kandidat, der fik flest stemmer, der blev valgt. Det betød, at hvis der var tre eller flere kandidater, havde vinderen ikke nødvendigvis over halvdelen af stemmerne bag sig.

Efter de nye regler går de to kandidater med flest stemmer videre fra første runde. I anden runde er der kun de to kandidater at stemme på, så vinderen må nødvendigvis få et flertal af stemmerne.
|
Problematiske valgsystemer
Det nye valgsystem minder om den måde, som det franske præsidentvalg foregår på. Det gamle system mindede derimod mere om amerikanske præsidentvalg.

I det amerikanske system er det et velkendt problem, at kandidater kan komme til at tage stemmer fra den modkandidat, de ellers er mest enige med. Resultatet af det kan blive, at den kandidat, de er mindst enig med, bliver valgt.

For eksempel skyldtes valget af den højreorienterede præsident George W. Bush i 2000 blandt andet, at den meget venstreorienterede kandidat Ralph Nader fik nogle stemmer, som den moderat venstreorienterede kandidat Al Gore ellers ville have fået. Ingen af kandidaterne fik mere end halvdelen af stemmerne.

Et lignende problem har man oplevet ved danske bispevalg. I 1950'erne begyndte kvindelige præster at være et vigtigt emne i bispevalgkampene. Til at begynde med var det ikke en fordel at være alt for varm fortaler for kvindelige præster. Men efterhånden blev det vanskeligt for en kandidat at blive valgt, hvis han ikke ville ordinere kvindelige præster. Alligevel blev sådanne kandidater ved med at stille op.

Mange fra kirkens såkaldte højrefløj stemte trofast på disse kandidater, selvom de ikke havde nogen reel chance for at blive valgt. Det betød, at mere midtersøgende centrum-højre-kandidater fik vanskeligt ved at blive valgt. I forhold til kandidater fra kirkens såkaldte venstrefløj kom de nemlig til at mangle de stemmer, der gik til de kandidater, der ikke ville ordinere kvinder.

Da den anden valgrunde blev indført i 1994, var det blandt andet for at modvirke denne tendens. Det var bare for sent, for modstanderne af ordningen med kvindelige præster havde allerede indset problemet og var holdt op med at stille op.

Til gengæld betød den nye regel, at mange flere kandidater nu så en chance for at blive valgt. Derfor er der nu ofte fire eller fem kandidater til et bispevalg og ved bispevalget i København i år har hele syv personer indtil videre meddelt, at de ønsker at stille op. Dermed kan kandidaterne stadig komme til at tage stemmer fra hinanden, nemlig i den skærpede kamp om at komme med i anden valgrunde.
|
Rod i Roskilde
Bispevalg foregår næsten altid lige efter bogen og uden slinger i valsen. Men det seneste bispevalg i Roskilde i foråret 2008 var en undtagelse.

I første omgang havde Peter Fischer-Møller og Henrik Wigh-Poulsen fået flest stemmer. Begge havde fået 562 stemmer, mens Poul Joachim Stender havde fået kun 12 stemmer færre. Det viste sig imidlertid, at der havde været alvorligt rod i stemmeoptællingen. Derfor forlangte Stender og flere andre, at valget skulle gå om.

Det endte med, at Roskilde Stifts valgbestyrelse blev hægtet helt af valget. Kirkeministeren besluttede, at Fyens Stift skulle stå for et omvalg. I anden runde fordelte de tre førende kandidaters stemmer sig markant anderledes. Fischer-Møller fik 693, Stender fik 669 og Wigh-Poulsen fik 635. Dermed gik Fischer-Møller stadig videre til anden valgrunde, men hans modkandidat blev Stender. I anden runde blev Peter Fischer-Møller valgt til biskop.

Rodet ved bispevalget i Roskilde fik mange til at foreslå ændringer i valgmetoden.

Et andet forslag, som kom frem under dette valg, var ansættelse af biskopper på åremål. I dag er det sådan, at en biskop kan sidde, indtil han bliver 70, uanset hvor gammel eller hvor ung, han var, da han blev valgt. Forslagene om åremål går på, at biskoppen skal være bundet til at træde tilbage efter f.eks. 10 eller 12 år.