10 eksempler på kulturmøder i Bibelen
Kristendommens udbredelse foregik i kulturmøder mellem den jødiske kultur og den græsk-romerske. Men også Det Gamle Testamente beretter om møder på tværs af kulturer og religioner
Bibelen indeholder fortællinger om konflikter og kløfter mellem mennesker og folkeslag. Israels folk stod gang på gang over for fremmede og deres kultur. Oftest betød kulturmødet en ny selvforståelse for folket.
Den tidligste kristendom stod over for udfordringen at udbrede evangeliet i en ikke-jødisk verden. Men det kristne budskab byggede i sig selv bro over modsætninger og kløfter.
Læs 10 eksempler på kulturmøder i Bibelen:
1. Israelitterne i Egypten
Historien om Josef danner forbindelse mellem fortællingerne om patriarkerne, Abraham, Isak og Jakob i Kanaan og så de israelitiske stammers ophold i Egypten. I Anden Mosebog i Det Gamle Testamente fortælles om, hvordan israelitterne er blevet til et undertrykt folk i Egypten. Den historiske kerne er, at Egypten altid har været udsat for infiltration eller indvandring af fremmede nomadestammer fra ørkenområderne i øst.
Egypten har ladet sådanne stammer tage ophold i deltaområderne mod øst ved Nilens udløb i Middelhavet. Her kunne de selv finde føde og holde deres kvæghjorde. Stammerne er blevet brugt som arbejdskraft og har vel levet under slavelignende forhold. Fra egyptisk side har der også været ydet en skrap fødselskontrol, så de fremmede ikke bredte sig for meget i landet.
Fortællingerne om opholdet i Egypten og udfrielsen derfra under ledelse af Moses, ses i teksterne som en nyskabelse af folket som Israel.
2. Ruth og Boaz
Ruths Bog er en af de mest velskrevne fortællinger i Det Gamle Testamente. Her fortælles om kvinden Ruth, som er fra Moab og dermed ikke er en israelit. Men selvom hun er en fremmed kvinde, fremhæver fortællingen hendes trofasthed over for sin mands israelitiske familie. Det belønner Gud hende for ved at gøre hende til stammoder til David.
I Ruths Bog fortælles om, hvordan en mand fra Juda område, Elimelek sammen med sin kone No'omi og deres to sønner flygter til Moab på grund af en hungersnød. Sønner gifter sig med moabitiske kvinder, hvoraf den ene er Ruth. Sønnerne dør imidlertid, og Ruth følger sin svigermor tilbage til det israelitiske område.
Her kommer de i tjeneste hos Boaz, som Ruth gifter sig med for at skaffe sin tidligere mand afkom, som det hedder i teksten. Hun er parat til at gå ind i den israelitiske tro, dens normer og kultur, selvom hun har sine rødder i en fremmed religion. Boaz tager imod hende som hustru og indløser og overdrager hende hendes mands ejendom.
3. Kanaanæerne og israelitterne
Kanaan er i Det Gamle Testamente navnet på det område, som israelitterne vandrede ind i. Kanaanæerne var Palæstina-områdets urbefolkning med en polyteistisk frugtbarhedsreligion. Det Gamle Testamente skildrer de utallige kampe mellem kanaanæerne og israelitterne, der til sidst førte til dannelse af et Israel under kong David. Men kampen mellem de to kulturer, mellem Israels Gud, Herren og den vigtigste af kanaanæernes frugtbarhedsguder, Ba'al, fortsatte. Israelitterne faldt gang på gang fra dyrkelse af deres egen Gud og lod sig friste af Ba'al.
Profeterne tordnede imod folkets religionsblanderi, som blev tolket som frafald med Gud Herrens straf til følge. Den nyere forskning har imidlertid afdækket, at israelitternes religion var en videreudvikling af gamle vestasiatiske forestillinger. Modsætningsforholdet til kanaanæerne var af ideologisk karakter og havde ikke baggrund i en israelitisk indvandring, som i øvrigt ikke kan påvises historisk.
4. Dronningen af Saba og kong Salomon
I Første Kongebog i Det Gamle Testamente findes en lille perle af en fortælling om mødet mellem to kulturer personificeret ved dronningen fra Saba i det vestlige Arabien og den rige og vise israelitiske konge, Salomon.
Hun har hørt rygter om kongens rigdom og visdom og møder op med stort følge for at prøve ham med gåder. Hun imponeres over hans hof, dets klædedragter, mad og normer. Hun overværer kongens religiøse pligter i templet. Hun, en fremmed, må da takke israelitternes Gud, fordi han har udvalgt Salomon som konge: Fordi Herren elsker Israel for evigt, har han gjort dig til konge til at øve ret og retfærdighed."
Forfatteren lader således en fremmed regent med anden kultur og religion takke Israels Gud Herren.
5. Eksilet i Babylon
Landflygtigheden eller eksilet i Babylon varede fra 597 til 539. Baggrunden var stormagten Babylons erobringer af de vestasiatiske områder op mod Middelhavet. Det var især overklassen, præsteskabet og godsbesiddere, der blev bragt i eksil i Babylon. Ifølge de kilder vi har til opholdet i Babylon, det vil sige Jeremias' og Ezekiels profetbøger, har forholdene været tålelige for de bortførte.
Man kunne grundlægge egne erhverv og eje jord. Dog var man hårdt ramt rent religiøst. Man var forbudt at ofre til Gud Herren. De gamle hymner fra templet måtte ikke bruges, sådan som det fremgår af Salme 137,1-4: "Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion; i poplerne derovre hængte vi vore citere. For vore fangevogtere
krævede, at vi skulle synge, vore plageånder krævede glædessang: 'Syng for os af Zions sange!' Hvordan skulle vi kunne synge Herrens sange på fremmed jord?" I Babylon voksede jødedommen frem, det vil sige, at den israelitiske offerreligion nu fik loven og synagogegudstjenesterne som centrum. Kræfterne blev nu sat ind på at bevare religionen og afgrænse sig i forhold til det fremmede.
6. Jesus helbreder en romersk officers tjener
I Lukasevangeliet kapitel 7,1-10 fortælles nu om helbredelsen af en romersk officers tjener. Officeren er en centurion, det vil sige officer for en deling på 100 mand. Som fremmed i det jødiske folk mener han ikke at have adgang til Jesus, men sender nogle ældste, det vil sige medlemmer af det lokale religiøse råd til Jesus med bøn om at frelse den værdsatte tjener.
For officeren er en velgører i forhold til det lokale samfund. Da Jesus er næsten fremme ved huset, sender officeren bud til Jesus om blot at sige et ord, så vil tjeneren blive rask. Officeren tør ikke lade Jesus komme ind i sit hus. Det finder han sig ikke værdig til. Og ifølge jødisk skik gik man da heller ikke ind i en fremmeds hus. Jesus forholder sig ikke til disse normer, men alene til, at tjeneren er syg. I fortællingen fremhæves officeren som et eksempel på den fremmede, hvis tro er større end det jødiske folks.
7. Jesus og den kanaanæiske kvinde
I Matthæusevangeliet kapitel 15 fortælles om Jesu møde med en kanaanæisk kvinde. Jesus er på sin vandring kommet op til grænseegnene mellem den jødiske kultur og den oprindelige kanaanæiske. Den kanaanæiske kvinde har alle odds imod sig. Hendes datter er forfærdelig syg og hjælpeløs. Hun selv er en fremmed og hører til de udstødte og foragtede i forhold til det folk og den religion, som Jesus og hans disciple hørte til.
På trods heraf, men også efter nogen tøven og påvirket af hendes overtalelsesevner, erklærer Jesus hendes datter for rask. Med fortællingen fremhæves ikke alene Jesu grænseoverskridende handlinger, men fortællingen legitimerer også ikke-jøders adgang til det kristne evangelium og medlemskab i det nye kristne fællesskab, der blev til efter Jesus opstandelse og himmelfart.
8. Den første romer døbes
I Apostlenes Gerninger fortælles om det kristne budskabs udbredelse og vej ud over Palæstinas grænser. Det vil sige, at sammenstødet mellem en jødisk farvet opfattelse af kristendommen, nemlig at Jesu budskab primært var rettet til jøderne, støder sammen med den opfattelse, at budskabet er for alle uanset kulturel og religiøs baggrund.
Kristendommens udbredelse bliver altså ensbetydende med et kulturmøde mellem den jødiske kultur og den græsk-romerske. Fortællingen om den romerske officer Cornelius og hans families dåb er fortællingen om, hvordan grænsen overskrides. Cornelius kommer i den jødiske synagoge og beder de jødiske bønner. I en vision bliver han opfordret til at sende bud efter apostelen Peter for at blive døbt. Peter forberedes i en drøm, hvori han ser et bord dækket op med såvel rene som urene dyr. Guds stemme opfordrer ham til at spise. Og Peter forstår, at der ikke kan skelnes mellem jøder og hedninge i det nye kristenfolk. Peter møder da op i Cornelius hus og døber hele familien.
9. Menigheden i Antiokia
I Romerrigets andenstørste by, Antiokia i Syrien, opstod der hurtigt en kristen menighed, som bestod af både jøder og ikke-jøder. Menigheden var i sig selv et kulturmøde. Det giver hurtigt problemer, idet de jødekristne forlanger, at de hedningekristne skal overholde de jødiske spiseregler for, at man kan holde måltid sammen. Paulus, som opholder sig i menigheden, mener, at kristendom betyder, at alle religiøse regler er uden betydning. For alle er lige i Kristus, siger Paulus. Problemet forlægges for apostlenes i Jerusalem, hvor Paulus' synspunkt vinder. Det er primært Paulus' opfattelse, der gør kristendommen universel.
10. Paulus i Athen
I Apostlenes Gerninger kapitel 17 fortælles om Paulus' møde med befolkningen i Athen. Her i den græske filosofis hovedcenter holder Paulus en tale, hvor han henviser til byens alter for "en ukendt gud".
Den gud, som grækere ikke kender, men alligevel dyrker, er den Gud, som Paulus vil fortælle om. Det er skabelsens Gud, som har skabt mennesket i sit billede. Menneskeheden er altså en enhed, siger Paulus og menneskelivets mål er at finde frem til denne Gud: "For i ham lever vi, ånder vi, og er vi."