10 kontroversielle paver

Pave Gregor d. 7. blev regnet for en af de mest betydningsfulde paver overhovedet. Mere end nogen anden middelalderpave har han skabt modstand, og bedømmelsen af ham har skiftet igennem tiderne. Han karakteriseres af samtiden som lille af vækst, grim, men med en ildsjæl. Han forfulgte sine mål og visioner utålmodigt og kompromisløst.

Én pave fik liget af sin forgænger gravet op af graven for at føre retssag imod ham, en anden levede åbenlyst med elskerinder. Læs historien om 10 paver, som huskes for kontroversielle holdninger og opsigtsvækkende levevis

Siden apostlen Peter blev den første leder af de kristne i Rom har man talt i alt 263 paver til og med den nuværende pave Benedikt XVI, som er den katolske kirkes overhoved.

Flere af disse paver har historikerne betegnet som kontroversielle.
Betegnelsen kan skyldes flere årsager. Der kan være tale om paver, der har udnyttet deres embede til magtmisbrug, liv i ødselhed eller umoral. Der kan være tale om paver, der har haft kontroversielle politiske, dybt konservative eller progressive holdninger.

Og så er der endelig en legende om en pave, der havde det forkerte køn. Hun hed Johanna, og skulle ved at skjule sin identitet have opnået valg til pave i 857. Men blev lynchet året efter, da hun afsløredes på grund af en abort.

Her følger en liste over 10 kontroversielle paver.

Pave Stefan d. 6. (896 - 897) - Hev et lig i retten

Af sin forgænger pave Formosus var Stefan blevet indviet til biskop. Imidlertid så Stefan en modstander og fjende i pave Formosus og bekæmpede ham på alle måder.

Den eneste begivenhed, der nævnes fra pave Stefans kun etårige pavedømme er den makabre ligsynode. Pave Stefan indkaldte til et kirkemøde, hvor Formosus skulle anklages for sine gerninger som pave. Liget af Formosus blev gravet op og iført paveligt skrud og sat på selve pavestolen. En diakon skulle nu svare på anklagerne på den afdøde paves vegne. Skueprocessen endte med, at pave Formosus blev fundet skyldig i samtlige anklagepunkter.

Hans pavedømme blev erklæret for ugyldigt og liget til sidst kastet i Tiberen. Stefan d. 6.s handlinger udløste en folkeopstand. Hertil kom, at man så en sammenstyrtning af den store Laterankirke i Rom som tegn på Guds dom. Han blev afsat, fængslet og endelig kastet i Tiberen.

Pave Gregor d. 7. (1073 1085) - "Paven har verdensherredømmet"

Gregor d. 7. blev født i 1020 og fik navnet Hildebrand. Han kom fra jævne kår og blev allerede som dreng sendt til Rom for at få en kirkelig oplæring.

Efter ordination til præst gjorde han hurtig karriere og fik efterhånden betroede poster for paverne og blev leder af klosteret ved S. Paolo kirken i Rom. Rejser til Tyskland og Frankrig gav ham en klar fornemmelse af de politiske forhold.

I 1073 blev han efter pres fra Roms befolkning valgt til pave under navnet Gregor d. 7. Han blev regnet for en af de mest betydningsfulde paver overhovedet. Mere end nogen anden middelalderpave har han skabt modstand, og bedømmelsen af ham har skiftet igennem tiderne.

Han karakteriseres af samtiden som lille af vækst, grim, men med en ildsjæl. Han forfulgte sine mål og visioner utålmodigt og kompromisløst.

Gregor d. 7. kæmpede på to fronter, der begge gav ham mægtige fjender: For det første hævdede han, at pavemagten stod over fyrstemagten. Som pave var han Kristi stedfortræder med uindskrænket ret til at styre alt både kirkeligt og verdsligt. I 27 sætninger (Dictatus papae") fra 1075 gjorde han det klart, at paven besad verdensherredømmet. I praksis betød det, at paven alene havde ret til at udnævne biskopper modsat konger og fyrster.

Dette bragte ham i konflikt med den tysk-romerske kejser Henrik d. 4. Gregor lyste Henrik i band, dvs. udelukkede ham fra kirken og løste hans undersåtter fra deres troskabsed til kejseren. Efter at Henrik havde gjort bod, blev han genoptaget i kirken af Gregor. Det løste dog ikke konflikten mellem de to.

Den anden front var den indre, kirken. Gregor krævede, at alle gejstlige, biskopper og ærkebiskopper skulle rense sig for mistanke om at yde kirkelige tjenester mod penge eller gods eller for selv at have erhvervet deres embeder ved bestikkelse. Det vakte harme og forbitrelse blandt mange biskopper. Og derfor var det nemt for kejser Henrik, at lade en forsamling af biskopper afsætte Gregor.

Gregor søgte tilflugt på klosteret Monte Cassino ved Napoli. I et af sine sidste breve skrev han: Jeg har elsket retfærdighed og hadet uretfærdighed; derfor dør jeg i landflygtighed.

Pave Bonifacius d. 8. (1294 -1303) - Lyste konger i band

Ved at overtale forgængeren pave Cølestin d. 5. til at træde tilbage var vejen banet for den indflydelsesrige kardinal Gaetani, der som ny pave tog navnet Bonifacius d. 8. For en sikkerheds skyld satte han sin forgænger i fængsel.

Bonifacius bragte hurtigt Vatikanets økonomi og bibliotek i orden og oprettede et universitet i Rom. Men han ville også realisere Gregor d. 7.s tanker om pavens politiske autoritet.

Han kolliderede hurtigt med Roms mægtigste adelsfamilie, familien Colonna og med franciskanerordenen. Han støttede de engelske og franske gejstlige, der var sat i skat af deres konger, i deres kamp for at opnå skattefrihed. Både den engelske og den franske konge blev lyst i band. Men begge havde opbakning fra deres nyetablerede parlamenter.

Bonifacius' modtræk var dokumentet Unam sanctam, hvori han hævdede, at enhver skabning skulle underkaste sig paven. I modsat fald gik man fortabt. Hårdest blev Bonifacius' kamp mod den franske konge, Filip d. 4, der som modtræk indkaldte et kirkemøde, der skulle afsætte paven og erklære ham som morder af sin forgænger. Hertil kom en beskyldning om, at paven holdt sig en husdjævel.

Kong Filip fangede pave Bonifacius i hans hjemby, Anagni. Paven døde kort efter, idet han dog nåede at blive befriet af sin hjembys indbyggere.

Pave Alexander d. 6. (1492-1503) - Berygtet privatliv

Alexander d. 6. hører til den gruppe af paver fra 1400- til ind i 1500-tallet, som vi kalder renæssancepaverne. Det drejer sig om paver, der i høj grad fremmede renæssancens kunst og kultur.

Alexander d. 6. er først og fremmest berygtet for sit privatliv, der var præget af orgier og vild luksus. Han levede åbenlyst sammen med elskerinder og fik sine børn gift ind i Italiens indflydelsesrige familier og fyrsteslægter. Datteren Lucretia giftede han bort tre gange for at opnå de bedste politiske fordele.

Den mest kendt af børnene er Cesare Borgia, der blev kardinal. Sammen med denne forsøgte Alexander med list og mord at lægge hele Mellemitalien ind under pavestaten. I øvrigt var Alexander en dygtig administrator, der indførte et hårdt beskatningssystem, som skulle afholde Vatikanets og hans privatlivs uhyre udgifter. Af samme grund var Alexander d. 6. almindeligt forhadt.

Pave Julius d. 2. (1503-13) - Mere fyrste end kirkemand

Om Julius d. 2. gik rygtet, at han selv havde købt sig til pavekronen. Han var i besiddelse af en særdeles stærk vilje og stor handlekraft. Han var mere fyrste end kirkemand og befandt sig uden tvivl bedre på hesteryg i panser og plade foran sin hær end iført det pavelige skrud i spidsen for en gejstlig procession.

Som sin forgænger ville han gøre pavestaten til en ren italiensk fyrstestat, der var uafhængig af tidens stormagter. Om nogen fremmede Julius renæssancekunsten. Han satte byggeriet af Peterskirken i gang, knyttede kunstnere til sig som for eksempel arkitekten Bramante, maleren Raphael, men ikke mindst billedhuggeren Michelangelo, som han satte til at male loftet i Det sixtinske Kapel.

Havde pavens politiske engagementer skabt modstand, så udløste malerierne på det sixtinske loft med dets fremstilling af skabelse og syndefald både forargelse, forbløffelse og beundring. I virkeligheden lå der bag malerierne en årelang kamp mellem pave og kunstner. Når Det sixtinske Kapel i dag står som et udtryk for renæssancens højdepunkt, så skyldes det både Julius' ubøjelige vilje og Michelangelos kunstneriske genialitet.

Pave Leo d. 10. (1513 21) - Han indførte afladshandelen

Som en rigtig renæssancepave byggede Leo d. 10. videre på den nye Peterskirke, udbyggede Vatikanets bibliotek, og forskønnede Rom, så den kunne fremstå som Europas kulturelle centrum.

Og så holdt han i øvrigt fester og arrangerede skuespil af mindre lødig art. Hans store lidenskab var jagter. Alt sammen kostede det store summer, som han inddrog ved at iværksætte afladshandel.

Afladshandelen blev den indirekte anledning til den lutherske reformation. Men kritikken af kirkens og især pavedømmets forbrug var i forvejen stigende. Den kirkelige lære var sat til diskussion i de reformatoriske bevægelser nord for Alperne. Leo d. 10. afviste totalt at gå i dialog med Luther og de reformatoriske bevægelser.

Pave Pius d. 9. (1846-78) - "Paven er ufejlbarlig"

Med sine 32 år på pavestolen blev Pius d. 9. den længst regerende pave. I flere europæiske lande var der her i midten af 1800-tallet et stadigt stærkere krav om politiske reformer og frie forfatninger. Folket ville nu have magten.

I Italien var samlingsbevægelsen godt i gang, og man krævede østrigerne ud af Norditalien. Og så ville man have pavens opbakning. Det kan vi ikke, svarede Pius d. 9. Det udløst en storm på Rom.

Paven måtte gå i eksil, men vendte tilbage med Frankrigs hjælp. Pius d. 9. arbejdede i de kommende år på at skabe en stærk og autoritativ kirke. Alle frihedsønsker blev afvist i Kirkestaten og andre steder, hvor paven politisk havde magten. Pius modsatte sig alle liberale kræfter tillige med den videnskabelige kritik af Bibelen og kirkelæren. Han fik gennemført dogmet om Marias ubesmittede undfangelse og pavens ufejlbarlighed i læresager.

I 1870 var det slut med Kirkestaten, som blev indlemmet i det samlede Italien. Pius nægtede at anerkende det samlede Italiens konge og erklærede sig som fange i Vatikanet.

Pave Pius d. 12. (1939 - 58) - Tavs under nazismen

Pius d. 12. blev højt værdsat af sin egen tid, både af katolikker og ikke-katolikker. Efter krigen udbyggede han forbindelsen til både Afrika og Asien ved at oprette en lang række nye bispedømmer i den 3. verden og give ikke-italienere langt større plads i gruppen af kardinaler.
Ligeledes forsøgte han at tage samtalen op med den ortodokse kirke.

Han indførte masseaudiencer i Rom, hvor tusinder nu fik lejlighed til se den høje, slanke og meget myndige pave. Hans enerådighed og autoritet var der ikke tvivl om.

Imidlertid opstod der i årtierne efter Pius' død en heftig debat om hans rolle under 2. Verdenskrig. Han blev først og fremmest kritiseret for sin tavshed i forhold til nazismen og dens forsøg på at udrydde jøderne. Dette til trods for, at han under krigen iværksatte store hjælpeaktioner for krigsfanger og åbnede Vatikanet for flygtninge.

Den nuværende pave, Benedikt d. 16. har taget de første skridt til at gøre Pius d. 12. til helgen. Jødiske organisation proteterer kraftigt mod disse planer.

Pave Johannes d. 23. (1958 - 63) - Kirken skal følge med tiden

Da Johannes d. 23. (Roncalli) som 77-årig blev valgt til pave, omtalte man ham som en overgangspave, der kunne give tid til at finde en yngre, der kunne bringe kirken ind i en ny tid efter den konservative og autoritære Pius d. 12.

Som ærkebiskop af Venedig var Roncalli kendt som en jævn og særdeles ligefrem og ikke mindst social bevidst gejstlig. Han var stolt af sin jævne opvækst. Igennem sin lange kirkelige karriere havde Roncalli haft en række betroede hverv for Vatikanet, blandt andet var han særdeles aktiv i Grækenland under 2. Verdenskrig for at redde de derboende jøder.

Men Johannes d. 23. blev ingen overgangspave. Trods sin korte tid på pavestolen blev han en af de mest betydende i det 20. årh. Han indkaldte til et verdensomspændende kirkemøde, Det 2. Vatikanerkoncil i Rom. Dagsordenen var kirkens rolle i en moderne tid. Han satte progressive universitetsteloger til at udarbejde forberedelsespapierne. Kirken skulle nu tage samtalen op med andre religioner, politiske ideologier og den moderne kultur. Naturligvis vakte Johannes d. 23.s progressive tanker modstand i kirkens konservative lag.

Pave Johannes Paul d. 2. (1978 - 2005) - Han forbød prævention

Som 54-årig ærkebiskop i Krakow blev Wojtola valgt til pave som den første fra Polen nogensinde. Johannes Paul foretog i sin pavetid i alt 120 rejser rundt i verden. Hans popularitet blev enorm. Overalt hvor han kom frem på sine rejser mødte i hundredtusinder af mennesker op. Ikke mindst de unge havde hans interesse.

På sine rejser til Sydamerika gjorde han op med den socialistisk orienterede politiske teologi, som havde vundet indpas i den katolske kirke især i denne verdensdel.

I 1981 blev han på Peterspladsen udsat for et attentat af en ung tyrker. Han blev livsfarligt såret. I julen 1983 besøgte han sin attentatmand i fængslet. I en række skrivelser gav han sin mening til kende politisk og socialt Han understregede den almindelige arbejders ret og muligheder og pegede på en samfundsorden midt mellem kapitalisme og kommunisme.

I kirkelige og etiske spørgsmål var han imidlertid konservativ. Det vakte megen harme, at han forbød prævention - også trods aidsepedimier i den 3. verden. Af mange er han blevet beskyldt for med sine holdninger at vende tilbage til en kirke før 2. Vatikanerkoncil.

Pave Stefan d. 6. (896 – 897).
Pave Gregor VII.
Pave Bonifacius VIII.
Pave Alexander VI.
Pave Julius II.
Leo X (1475-1521).
Pave Pius IX.
Pave Pius XII.
Pave Johannes XXIII.
Pave Johannes Paul II.