10 uoverensstemmelser i Bibelen

Bibelen består af 66 bøger, som er blevet skrevet over en lang periode. Kristne har til alle tider funderet over de uoverensstemmelser, som findes i Bibelen

Se 10 eksempler på uoverensstemmelser, som findes i Bibelen her.

1. Er Gud almægtig?

I den kristne tradition er Gud almægtig og alvidende, men hvad siger Bibelen?

"Jesus så på dem og svarede: "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt." (Matthæusevangeliet 19, 26).

Alt er altså muligt for Gud, eller er det?

"Herren var med judæerne, så de erobrede bjerglandet. Men de kunne ikke fordrive dem, der boede i slettelandet; de havde nemlig jernvogne" (Dommerbogen 1, 19).

2. Er det muligt at se Gud?

Det er en udbedt forestilling, at det ikke er muligt at se Gud, og evangelisten Johannes siger da også klart, at ingen nogensinde har set ham (Johannesevangeliet 1, 18).

Men faktisk er der flere end 70 mennesker i Bibelen, som ser ham på samme tid (2. Mosebog 24, 9). Og Moses havde sågar en samtale med Gud under fire øjne:

Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet (2. Mosebog 33, 11).

Men et pars vers senere er det ikke længere muligt. Nu fortæller Gud Moses, at ingen må se ham:

Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se (2. Mosebog 33, 20).

3. Hvor mange dyr bad Gud Noa om at medbringe i arken?

Noa tog et par af alle slags dyr med i arken, det motiv kender de fleste fra billeder i kirker og lignende.

Men faktisk sender Gud blandede budskaber. Først beder han Noa om at tage et par af hvert dyr med (1. Mosebog 6, 19). Og kort tid efter siger han, at Noa skal medbringe syv par af de rene dyr:

Af alle de rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du tage ét par, han og hun (1. Mosebog 7, 2).

Men måske betragtede Noa ikke nogle af dyrene som rene? I alt fald valgte han at følge Guds første indskydelse og tog to af hvert dyr med (1. Mosebog 7, 8).

4. Hvorfor ville faraoen ikke lade israelitterne gå?

At faraoen blev straffet med 10 plager, fordi han ikke ville lade israelitterne gå, er børnelærdom. Og det står også flere steder i Bibelen:

Alligevel gjorde Farao sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt (2. Mosebog 7, 13).

Men siden antikken har teologer diskuteret, hvordan det næste vers skal forstås:

Men Herren gjorde Farao hård, så han ikke lod israelitterne gå (2. Mosebog 10, 20).

Var det en magtdemonstration, eller er der noget andet på spil?

5. Hvor mange sønner havde Abraham?

Abraham fik to sønner, Ismael og Isak. Den ene med sin trælkvinde Hagar og den anden med sin aldrende kone, Sara. Isak blev stamfader til jøderne. Sådan kender vi historien:

Det står jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde (Galaterbrevet 4, 22).

Men da Gud beder Abraham om at ofre Isak, har han pludselig kun en søn:

I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn (Hebræerbrevet 11, 17).

6. Hvordan dræbte David Goliat?

David mod Goliat er et klassisk scenarie, hvor den lille og kvikke overlister den store og stærke. Men hvordan var det nu lige, det foregik:

Sådan overvandt David filisteren med slynge og sten. Han slog filisteren ihjel, skønt han ikke havde noget sværd (1. Samuels Bog 17, 50).

Eller:

Så løb David hen og stillede sig ved siden af filisteren, tog hans sværd, trak det ud af skeden og gav ham dødsstødet; derpå huggede han hovedet af ham (1. Samuels Bog 17, 51).

Betyder det, at David dræbte Goliat to gange? Eller var det slet ikke David, som dræbte ham? For et andet sted hedder det:

"Der blev igen krig i Gob med filistrene. Elkanan, der var søn af Jair fra Betlehem, dræbte gatitten Goliat, hvis spydstage var som en væverbom" (2. Samuels Bog 21, 19).

7. Hvor mange æsler red Jesus på?

Jesus red på et æsel på vej ind i Jerusalem eller gjorde han?

De bragte så føllet hen til Jesus og lagde deres kapper på det, og han satte sig op på det (Markusevangeliet 11,7).

De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå (Matthæusevangeliet 21,7).

8. Bar Jesus selv korset?

De fleste kender billedet med den forpinte Jesus, der slæber korset op til Golgata. I Middelalderen fik historien en ekstra drejning, da det blev tilføjet, at Ahasverus, den evige jøde, spottede Jesus på vejen. Men var det overhovedet Jesus, som bar korset?

Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata ( Johannesevangeliet 19,17).

Eller var det Simon fra Kyrene?

På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors (Matthæusevangeliet 27,31-32).

9. Hvad sagde Jesus, da han døde?

Hvad sagde Jesus, da han døde? Evangelisterne er uenige og giver os flere bud:

1. Jesus råbte med høj røst: 'Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.' Da han havde sagt det, udåndede han (Lukasevangeliet 23,46).

2. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: 'Det er fuldbragt.' Og han bøjede hovedet og opgav ånden (Johannesevangeliet 19, 30).

10. Hvordan døde Judas?

Judas er blevet betegnelsen for en forræder. I Danmark er det sågar forbudt at navngive sit barn Judas, da navnet er så negativt værdiladet.

Men hvordan døde denne forhadte person så? Begik han selvmord eller eksploderede han? Igen er Bibelen uenig med sig selv:

Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig (Matthæusevangeliet 27,5).

Eller:

Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud (Apostlenes Gerninger 1,18).

Foto: Wikimedia Commens
Foto: Wikimedia Commens
Foto: Wikimedia Commens
Foto: Wikimedia Commens
Foto: wi
Foto: Wikimedia Commens
Foto: Wikimedia Commens
Foto: Wikimedia Commens
Foto: Wikimedia Commens