10 vigtigste ting at vide om allehelgen

Det kan lyde paradoksalt at sige, at man fejrer allehelgen. For hvad er der at fejre ved døden? Hele forudsætningen for allehelgen er dog kristendommens lære om, at døden er overvundet. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Allehelgensdag fejres den første søndag i november. Men hvad er forskellen på allesjælesdag og allehelgen? Og hvad har det med Reformationen og halloween at gøre?

1. Hvad er allehelgen?

Allehelgensdag er den dag, hvor man mindes de døde - både dem, man hver især selv har mistet, og alle dem, som gennem generationer har ført den kristne tro videre.

2. Hvornår er det allehelgen?

Allehelgensdag er i den danske folkekirke den første søndag i november.

Indtil Struensees Helligdagsreform i 1770 var allehelgensdag den 1. november, men Struensee besluttede, at allehelgensdag skulle rykkes den første søndag i november. Aftenen før allehelgensdag er allehelgensaften.

I andre lande og i andre kirkeretninger end den luthersk protestantiske fejrer man stadig allehelgen den 1. november.

3. Sådan opstod allehelgen

Frem til Reformationen i 1500-tallet mindedes man på allehelgensdag alle alle kristne helgener og martyrer.

Historien bag den kirkelige højtid var, at man fra tidlig tid i kirken noterede, hvornår hellige mænd og kvinder var døde i løbet af årets dage. Da der var så mange helgener, at der ikke var plads til dem alle i kalenderåret, lavede man i kirken allehelgensdag, hvor de kunne blive mindet i samlet flok.

Allehelgensfester blev oprindeligt holdt i påsketiden, men under pave Gregor IV i 800-tallet indførte man en allehelgensfejring den 1. november. I forbindelse med Reformationen og afskaffelsen af helgendyrkelsen blev indholdet på helligdagen ændret, således at man nu lagde vægten på de afdødes tro og på efterlignelsen af deres eksempel.

4. Allesjælesdag og allehelgen

I middelalderen, mens Danmark stadig var katolsk, fejrede man både allehelgensdag den 1. november og allesjælesdag den 2. november. Forskellen på allehelgen og allesjælesdag var, at allehelgen var en fejring af martyrer og helgener, som var blevet frelst og nu var hos Gud, mens man på allesjælesdag gik i forbøn for de almindelige døde, som endnu ikke var frelst, men befandt sig i Skærsilden. Man bad altså om, at deres pinsler i Skærsilden ville blive forkortet.

Da man i Danmark under Reformationen gjorde op med skærsildstanken og forestillingen om, at menneskelige gerninger og forbønner havde nogen indflydelse på frelsen, afskaffede man allesjælesdag.

I den katolske kirke fejrer man stadig allesjælesdag mandagen efter første søndag i november med sjælemesser for de døde, processioner og andagter på kirkegårdene.

Selv om allesjælesdag i dag er afskaffet folkekirken, har den alligevel haft en vis indflydelse på allehelgensgudstjenesten i de danske kirker. Den nyere tradition for at mindes (men ikke gå i forbøn for) nyligt afdøde venner og familie har således en stærk forbindelse til allesjælesdag.

5. Halloween og allehelgen

Halloween har oprindeligt rødder i en gammel keltisk skik ved navn samhain fra år 8-900 før Kristus. Der er tale om en slags nytårsfest, hvor kelterne omkring den 31. oktober fejrede enden på det lyse halvår og begyndelsen på vinteren.

På denne sidste dag i året mente man, at portene til dødsriget stod åbne, og at de afdødes sjæle steg op af graven for at bevæge sig til dødsriget. Derfor satte man mad ud på gravene for at sikre, at de døde havde det godt og ikke ville tage varigt ophold på jorden.

Ved mødet med kristendommen blev den oprindeligt keltiske fest forsøgt smeltet sammen med de kristnes allehelgensfejring (det engelske ord halloween er en sammentrækning af "All Hallows' Eve", på dansk allehelgensaften).

Det religiøse indhold i halloween er efterhånden helt forsvundet. Nu om dage er der således langt fra kirkenernes allehelgensfejring til den verdslige halloweenfest med dens uhygge, monstre og genfærd.

Ikke desto mindre har mange kirker de seneste år taget halloween-festen til sig. Flere præster forklarer, at halloween stiller mange eksistentielle og religiøse spørgsmål, som kirken kan hjælpe med at give svaret på.

6. Reformationsdag

Ifølge traditionen slog Luther sine berømte teser mod den katolske kirke op på kirkedøren i Wittenberg allehelgensaften i 1517 og satte dermed gang i Reformationen. Den 31. oktober er altså reformationsdag.

Derfor vil man kunne opleve, at Reformationen bliver nævnt og fejret ved gudstjenesten allehelgensdag, og at Martin Luthers status som trosvidne bliver særligt fremhævet.

Nogle teologer mener, at der er en tendens til, at reformationsdagen den 31. oktober nu om dage drukner i græskarmænd og flagermus, og at kirkerne burde have større fokus på den dag, der var startskuddet for Reformationen.

7. Navneoplæsning i kirken

Under allehelgensgudstjenesten foretager man i mange kirker en oplæsning af navnene på dem, der er døde i sognet i årets løb. Med oplæsningen følger en tak til Gud for livet med andre mennesker, og det understreges, at levende og døde ifølge kristendommen i tid og evighed er forenet i Kristus.

8. Kristuslyset og lysene på gravene

I de senere år er det blevet meget udbredt at mindes de døde ved at sætte stearinlys på gravene allehelgensdag.

Netop lys spiller da også en stor rolle ved allehelgen. Flere af de tekster, som læses under gudstjenesten lægger vægt på lyset. Det understreges, at Kristus er verdens lys, og at mennesker i lyset af hans store lys er små lys for hinanden (Matthæusevangeliet 5,13-16).

9. At fejre allehelgen

Det kan lyde paradoksalt at sige, at man fejrer allehelgen. For hvad er der at fejre ved døden?

Hele forudsætningen for allehelgen er dog kristendommens lære om, at døden er overvundet. Ifølge kristendommen har Gud med Jesu opstandelse brudt dødens magt. Allehelgenfejringen er altså båret af håbet om og troen på, at man selv som død er levende for Gud.

10. Brorsons store allehelgenssalme

Den mest benyttede allehelgensalme er Hans Adolph Brorsons "Den store hvide flok vi se".Den bygger på Johannes Åbenbaring kapitel 7, vers 9-17, som er en af de mest kendte bibeltekster til allehelgensdag.

Med billeder fra Johannes Åbenbaring beskriver beskriver Brorson i sin salme, hvordan de døde kristne den store hvidklædte flok - som stred troens kamp her på jorden, nu er i himlen, hvor Gud selv har tørret deres tårer bort og gjort dem klar til en evig himmelsk gudstjeneste:

"Dér holder de nu kirkegang/med uophørlig jubelklang/ i høje kor,/ hvor Gud han bor/ blandt alle engles sang."