Christian II - kongen, der blev Luthers ven

På dette tidspunkt havde Christian II (1481-1559) været konge af Danmark og Norge i to år. Blodbadet i Stockholm og det lange eksil var endnu fjern fremtid. Foto: Wikimedia Commons

Christian II er kendt for blodbadet i Stockholm, hvor han slagtede store dele af den svenske adel, og som kongen der sad fanget på Sønderborg Slot. Men han var også en nær bekendt af Martin Luther

Fra 1523 til 1531 levede den danske konge, Christian II, i eksil i Nederlandene og Tyskland. Her mødte han teologen og reformatoren Martin Luther (1483-1546). Reformatorens prædikener gjorde indtryk på kongen, de blev gode bekendte, og forbindelsen blev holdt ved lige med breve, selv da kongen mange år senere var fængslet i Danmark.

Men Christian II var omgærdet af konflikt: Han var overbevist lutheraner. Men hans svoger var Europas mægtigste mand, den magtfulde kejser, Karl V, der så det som sin fornemste opgave at forsvare rigerne mod protestantisk kætteri. Samtidig var kong Christian II afhængig af katolske herskeres hjælp, hvis han skulle genvinde sit eget kongedømme.

Blodbad og eksil
Christian II blev konge i 1513 efter sin far, Kong Hans. Han satte omfattende reformer i gang, der begunstigede byerne og handelsfolk på adelens bekostning. Det blev mødt med stor utilfredshed og siden oprør. Han var også retmæssig konge til Sverige, men området var gledet ud af den danske konges kontrol. I 1520 erobrede han landet, og en formel kroning fandt sted året efter.

Det var ved denne lejlighed, han traf den drastiske beslutning at halshugge godt 100 svenske adelsfolk begivenheden, der siden er kendt som blodbadet i Stockholm. Det medførte endnu voldsommere oprør, også i Danmark og de andre dele af rigerne. Christian II valgte da at sejle til Nederlandene med kongefamilien og dele af hoffet der ville han samle midler og rejse en ny styrke til at tilbageerobre de tabte riger. Men eksilet skulle komme til at vare over otte år.

Luther i Wittenberg
Eksilhoffet slog sig ned i Lier i det, der i dag er Holland. Men kongen foretog flere rejser til byen Wittenberg længere østpå i det tyske område. Der holdte Martin Luther til, støttet af Sachsens fyrste, Friedrich. Martin Luther havde nogle år forinden begyndt sit opgør med den katolske kirkes teologi og praksis. Kritikken af salget af afladsbreve og af kirkens korruption og understregningen af den personlige tros betydning vandt mange tilhængere rundt om i Nordvesteuropa.

Men den katolske kirke og katolske regenter slog hårdt ned på denne nye religiøse strømning, som de så som farligt kætteri. Wittenberg var allerede blevet den omstridte reformations teologiske centrum, da Christian II første gang kom dertil i 1523. Men den danske konge var også selv et fokus for omverdenens opmærksomhed.

Gift med kejserens søster
Da Christian II var på magtens tinde i 1520, var han ikke hvilken som helst regent. Kalmarunionen, som han med hård hånd forsøgte at holde sammen, strakte sig over et stort område: Både Danmark, Norge, Sverige og flere andre territorier i Norden.

Som nordtysk fyrste var han samtidig formelt en del af det tyske kejserrige. Ægteskabet med den tysk-romerske kejsers søster, Elisabeth, understregede hans stærke position yderligere. Kong Christian IIs blodige fremfærd i Stockholm blev set på med skepsis og foragt. Men for samtiden var det mindst lige så opsigtsvækkende, at en så prominent konge pludseligt kunne fordrives fra sine riger og ende i et ydmygende eksil. Tyrannisk eller ej.

Luther skrev Christians brev
Det er svært at sige med sikkerhed, hvordan Christian II og Martin Luther lærte hinanden at kende. Det er også svært at vide præcist, hvordan kongens tro var på dette tidspunkt, udover at han har følt sig inspireret af lutherdommen. Men man ved, at kongen har hørt Luther prædike ved flere lejligheder, og det er sikkert, at de også har talt sammen, mere eller mindre privat.

Et særligt sigende eksempel er dog et brev fra 1523, som Christian sendte til fyrsten i Sachsen for at bede om støtte og hjælp. Brevet er afsluttet med Christians underskrift. Men det var Luther selv, der havde ført pennen i resten af brevet. At de har siddet og skrevet et brev sammen tyder på en del fortrolighed.

Det Nye Testamente på dansk
I disse år satte Christian II nogle af sine hoffolk til at oversætte Det Nye Testamente til dansk. Luthers store tyske bibeloversættelse har været et forbillede den var efter tidens målestok en meget stor bestseller.

Men det var netop også et af reformationens kernepunkter, at de vigtige kristne skrifter skulle kunne læses på folks modersmål, og ikke kun på latin. At Christian II bestilte en dansk oversættelse kan derfor ses som en markant udmelding om hans trosmæssige ståsted. At han i eksilet var en luthersk fyrste, det kunne man ikke længere være i tvivl om.

Christian blev et teologisk eksempel
Selve den tanke, at en mægtig fyrste faldt fra sin magt og i elendigheden fandt en styrket tro, det synes at have appelleret stærkt til Luther. Han forstod kongens situation teologisk: Gud tugtede ham nok med modgang og mange prøvelser, men dette var netop for at prøve ham som en trofast kristen. Det er et tema, der går igen i flere af de breve, som Luther skrev til Christian II.

I Luthers værk, Ob Kriegsleute auch in seligen Standen sein können (Kan soldater også stå i Guds nåde?), fra 1526, indtager Christian II en mindre positiv rolle. Værket handler om retfærdig krig, kristent set. Et af spørgsmålene går på om undersåtter har ret til at gøre oprør mod deres herskere. Det mente Luther ikke, de havde. Kun hvis regenten var sindssyg og meget brutal.

Det mest nærliggende eksempel i samtiden var danskerne. De afsatte deres konge (Christan II), som nok var tyrannisk, men dog ikke sindssyg. Derfor ville Gud på et tidspunkt straffe danskerne for det uretmæssige oprør, mente Luther.

Luther var ikke ubekendt med Christian IIs meget brutale fremfærd i Stockholm og andre steder. Men som mange andre fyrster, der heller ikke behandlede deres undersåtter godt, var hans embede indstiftet af Gud for at holde verdslig ro og orden. Og denne orden var det ikke legitimt at forstyrre.

Afsvor sin lutherske tro
I 1531 ville Christian II gøre et sidste forsøg på at vinde sine riger tilbage. Han havde brug for al den hjælp, han kunne få. Det var sikkert blevet mere tydeligt for kongen og folkene omkring ham, at hans forhold til lutherdommen forhindrede ham i at modtage effektiv støtte fra de store katolske fyrster, som han ellers var både diplomatisk og familiemæssigt forbundne med. Svogeren kejser Karl V først og fremmest.

I forsøget på at tækkes dem, lovede han at tage afstand fra sin lutherske tro og at forfølge lutheranerne når og hvis, han kom til magten igen. Alt tyder på, at han personligt ikke har taget skiftet alvorligt; det har været politisk og ikke religiøst motiveret.

Plejede teologisk interesse i sin husarrest
Generobringen mislykkedes: Han nåede at vinde Norge tilbage, men da han kom til Danmark for at forhandle med den siddende konge, Frederik I, blev han fængslet, og han kom til at sidde i husarrest resten af sit liv. Han forhandlede løbende om vilkårene for sin indespærring, og et ønske han fremførte var en lærd luthersk teolog som han kunne føre samtaler med.

Det lader i øvrigt ikke til at Luther selv havde taget notits at kongens tilsyneladende (og kortvarige) tilbagevenden til katolicismen i det mindste fortsatte han længe med at skrive trøstende breve til ham fra Tyskland.

Det skulle ikke blive Christian II, der gennemførte reformationen i Danmark det blev Frederik Is søn, Christian III. Men Christian II var midt i begivenhedernes centrum, ikke mindst i kraft af det nære bekendtskab med Martin Luther.