De 10 vigtigste ting at vide om oldkirken

Oldkirken var hjemsted for de store konciler, hvor biskopper fra alle egne af kirken mødtes, diskuterede og fastlagde den rette tro. Nogle biskopper havde mere indflydelse end andre. Der udviklede sig en konkurrence mellem patriarken i Konstantinopel og paven i Rom, som var med til at splitte kirken i to i 1054. Foto: Wikimedia commons

Oldkirken var en urolig tid, der bød på kristenforfølgelser udefra og store stridigheder om den rette tro indadtil. Men det var også tiden, hvor kirken blev udformet

Mange af de ting, som vi i dag forbinder med kirken, har deres oprindelse i kristendommens første tid, det man kalder for oldkirken; her var kristendommen først forfulgt og siden den eneste tilladte religion i det vidtstrakte romerske rige.

I en omtumlet tid og under svære forudsætninger blev det her opgaven for kirkens ledende mænd at organisere kirken og formulere den rette tro.

Nedenfor kan du læse om de ti vigtigste ting, der er at vide om oldkirken.

SE OGSÅ: Tema om oldkirken

1) Den ældste kirke

Oldkirken er som navnet antyder den ældste del af den kristne kirke, videreudviklingen af det, man kalder urmenigheden. Apostlenes Gerninger, som omhandler de første kristnes historie, fortæller om urmenighedens oprindelse: Da Jesu apostle samledes i Jerusalem på pinsedagen, blev Helligånden udgydt over dem, og de begyndte at tale på alle de mange forskellige tungemål, der taltes i jødedommen, og Peter prædikede for de forbløffede jøder, som blev grebne og sluttede sig til apostlene.

Hermed var kirken født i Jerusalem og grunden lagt for spredningen af kristendommen ud over hele den kendte verden, det vil sige Middelhavsområdet. Da Rom faldt til barbarerne i 476, afsluttedes den klassiske oldtid, og hermed var tiden også ved at være løbet ud for oldkirken. Nu stod verden på tærsklen til middelalderen.

2) Kristenforfølgelser

Fra Jerusalem spredtes kristendommen hurtigt ud over hele Middelhavsområdet med menigheder i alle større byer, ikke mindst hovedbyer som Alexandria, Konstantinopel og Rom. Den kendte verden beherskedes fra Rom, hvis mægtige kejsere så en trussel i den korsfæstede tømrersøn og hans tilhængere, der ikke ville anerkende mere end én gud.

Derfor ville de kristne, i modsætning til jøderne, der ofrede til fordel for kejseren i templet i Jerusalem, ikke underordne sig den romerske statskult. Følgen blev massive kristenforfølgelser, der stod på indtil år 311, hvor kejser Galerius udstedte sit toleranceedikt.

De kristne, der hellere ville dø end give efter for statens krav, kalder man martyrer, (græsk for vidner), fordi de med deres død vidnede om deres tro. Hvor mange martyrer, der døde i de romerske cirkusser eller blev dræbt på anden måde vides ikke nøjagtigt. Tanken om forfølgelsen og martyriet er imidlertid stadig en vigtig del af den kristne arv.

3) Stat og kirke statskirke

Som nævnt blev de officielle forfølgelser indstillet i år 311. I år 312 så Konstantin den Store ifølge overleveringen i et syn aftenen før han vandt et afgørende slag et kors og ordene: Ved dette tegn skal du sejre. Konstantin lod sig ikke døbe før på dødslejet, men støttede kirken, så der kunne blive skabt en fælles religion for hele Romerriget. Det lykkedes i 380, hvor kristendommen officielt blev statsreligion under Theodosius den Store. Herefter overtog Roms biskop titlen som Pontifex Maximus, Romerrigets ypperstepræst, fra kejseren.

Hermed var den nære alliance mellem kirke og stat, som stadig i dag er et sprængfarligt emne teologisk såvel som politisk. Mange mener, at det er farligt, hvis man lader religionen trænge ind i det politiske rum, og mange kristne mener, at det skader kirken at være bundet til staten. Der er dog næsten lige så mange, der mener, at begge parter nyder godt af forbindelsen.

4) Kirkefædre
Oldkirken var hjemsted for en lang række af de betydningsfulde forfattere, vi kender som kirkefædrene (patres ecclesiastici). De havde stor betydning i samtiden som vigtige religiøse skikkelser og dem, der udformede kirkens oprindelige teologi. Og stadig i dag findes der en særlig teologisk disciplin, patristik, som undersøger kirkefædrenes kirke- og dogmehistoriske betydning.

Kirkefædene skrev inden for mange genrer: Den rette troslære (dogmatik), forsvar for troen rettet til dens modstandere (apologetik), praktiske vejledninger til et kristent liv og beretninger om visioner og åndelige oplevelser. De skrev på forskellige sprog som oftest græsk eller latin, men også nogen gange syrisk men oversættelser kunne via forbindelseslinjerne mellem de kristne menigheder rundt i Middelhavsområdet hurtigt spredes.

Blandt de vigtigste kirkefædre er Irenæus, Athanasius, Justin Martyr, Origenes, Hieronymus, Clemens og ikke mindst Augustin, hvis forfatterskab fik stor betydning for Luther.

SE OGSÅ: Hovedpersoner i Oldkirken

5) Biskopper, præster og diakoner

Efterhånden som de kristne menigheder voksede ud af de små private huskirker og begyndte at grundlægge rigtige kirker, så blev det nødvendigt at organisere menigheden. Man lavede en tredelt struktur, hvor en biskop (af det græske episkopos, som betyder tilsynsmand) ledede kirken. Under sig havde biskopperne en række præster (af det græske presbyter, som betyder ældste), som tog sig af det kultiske arbejde i kirken. Lavest i hierakiet stod diakonerne (af det græske diakonos, som betyder tjener), som tog sig af det praktiske arbejde i menigheden, for eksempel sygepleje og omsorg for fattige og enker.

Ifølge overleveringen havde apostlen Peter været kirkens første biskop, og da kun biskopper kunne vie nye biskopper ved overføring af Helligånden gennem håndspålæggelse, så mente man at have bevaret en ubrudt forbindelse til Jesus. Det er den såkaldte apostolske succession, som man stadig hævder i den katolske, den ortodokse og en del protestantiske kirker.

6) Synoder og koncilier

Efterhånden som flere og flere blev vundet for kristendommen, og den spredtes ud over hele Romeriget, var det ikke længere nok, at man havde organiseret kirken indadtil, man måtte også organisere den udadtil. Biskopperne i en provins mødtes til synoder (kirkemøder), hvor de diskuterede både teologiske og praktiske emner. Blandt deltagerne blev én udpeget til at have opsynet med de øvrige, og da han som regel hørte til i provinsens hovedstad eller metropol, blev han metropolit og tiltalt som ærkebiskop. Især metropolitterne i Alexandria og Rom skulle vise sig at blive magtfulde personer.

Da kristenforfølgelserne endelig var hørt op, kunne kejser Konstantin den Store i 325 indkalde til det første økumeniske koncil (det vil sige et almindeligt kirkemøde) i Nikæa, hvor flere hundrede repræsentanter fra hele kirken var forsamlet for første gang. Herved kunne man fastlægge en fælles gældende teologi for hele kirken.

De økumeniske konciler blev afholdt med jævne mellemrum og findes stadig i den katolske kirke. De ortodokse og de protestantiske kirker anerkender til gengæld kun de første syv (det sidste i 787) som virkeligt økumeniske.

7) Munke
Det var dog ikke alle kristne i oldkirken, der tog del i det officielle kirkeliv. Der var også en stærk drift mod at realisere kristendommen uden for det kultiske fællesskab i kirken. I oldkirken var derfor flere gange problemer med mindre grupper, sekter, der brød ud af det store fællesskab og etablerede deres egne trossamfund; ofte med inspiration fra de andre religioner, der bød sig til i oldtiden. Der blev derfor ført en del kætterprocesser mod de frafaldne.

En gruppe, der delte nogle af disse træk, men holdt sig inden for den etablerede kirkes rammer var munkene (af det græske monachos, det vil sige en der bor alene). De trak sig tilbage til øde områder oprindeligt den egyptiske ørken hvor de levede et asketisk liv med faste og bøn og uden menneskelig kontakt.

I begyndelsen var det mest almindeligt, at de levede spredt og hver for sig, men efterhånden samlede flere sig rundt omkring en åndelig vejleder. Da man efterhånden flyttede tættere sammen og dannede små samfund af munke, der levede efter fælles regler afsondret fra verden bag en mur, var grunden lagt til klosterinstitutionen (af det latinske claustrum, det vil sige et aflukket område). Da flere klostre begyndte at samle sig under én leder og levede efter de samme regler, opstod også munkeordnerne.

8) Treenigheden

Et af de problemer, der særligt optog oldkirkens teologer var spørgsmålet om treenigheden. I modsætning til de hedenske romere var man erklærede monoteister, der var kun én gud, Gud. Han lignede til forveksling Faderen eller skaberguden, og hvordan skulle man så forklare treenighedens to andre personer, Sønnen og Helligånden?

Arius, en præst fra Alexandria, mente, at Faderen var af et andet væsen end Sønnen, som han havde skabt. Herved kom Jesus Kristus til at ligne et almindeligt menneske, der var blevet adopteret af Gud og derfor havde fået noget af hans kraft. Arius udlægning spredte sig og førte til så store stridigheder, at Konstantin den Store måtte indkalde til det omtalte koncil i Nikæa i 325. Her blev Arius lære fordømt, og det blev gjort klart, at Sønnen er født og ikke skabt af Faderen, og at de er af samme væsen. Dette er hovedindholdet i den nikænske trosbekendelse, som er et af folkekirkens bekendelsesskrifter.

På koncilet i Konstantinopel i år 381 formulerede man treenigheden som ét guddommeligt væsen, tre personer, og hermed mente man at have redegjort fyldestgørende for sammenhængen. Hermed var Helligånden også blevet nævnt eksplicit som Gud. Den blev dog efterfølgende anledning til ny strid, da man var bange for, at formuleringen i den nikænske trosbekendelse om, at Helligånden udgår fra Faderen var en indrømmelse til Arius. Derfor tilføjede man i vesten i år 589 det berømte filioque, det vil sige og fra Sønnen. Denne tilføjelse var med til at brække kirken over i øst og vest i 1054.

9) Kristi to naturer

En anden ting, man måtte have hold på, var Jesus Kristus. Nogen mente, at han var mere menneske end gud, hvorfor man ikke kunne kalde Jomfru Maria for Gudsføderske (af det græske theotokos), og hermed gøre hende næsten hellig.

Det lykkedes efter mange vanskeligheder endelig på koncilet i Kalkedon i 451, som vedtog formuleringen: to naturer i én person, uden sammenblanding eller forvandling, men uopløseligt og uadskilleligt forenede. Det blev hermed slået fast at Jesus Kristus var sandt menneske og sand Gud på én og samme gang.

10) Paver og patriarker

Som det fremgår af ovenstående, så var oldkirken i lange perioder hærget af stridigheder nogen gange korporlige i de perioder, hvor tiden krævede, at man fastlagde en fælles ortodoks troslære. Kristendommen var spredt ud over et kæmpeområde og kommunikationen var derfor langsommelig og de lokale forskelle meget store.

I bestemte byer udviklede der sig særligt magtfulde teologiske skoler. Det drejer sig især om oldkirkens fem hovedbyer: Alexandria i det nuværende Egypten, Antiokia i det nuværende Syrien, Jerusalem i det nuværende Israel, Konstantinopel (Istanbul) i det nuværende Tyrkiet og ikke mindst Rom i Italien. Men der begyndte også at udvikle sig teologiske forskelle mellem det vestlige latinske sprogområde og det østlige græske ditto. Forskelligheden afspejledes direkte i stridighederne mellem den kirkelige ledelse i Rom og Konstantinopel, imperiets to hovedstæder.

Rom mente, at den burde have en særstilling, fordi både Peter og Paulus havde lidt martyrdøden her, Roms biskop sad i Peters stol og den desuden havde den største og rigeste menighed. Det ville de andre byer naturligvis ikke acceptere, og der indledtes en aggressiv konkurrence imellem Rom på den ene side og de andre på den anden, hvor man ikke veg tilbage for at bruge beskidte tricks.

Roms løgnehistorie om, at Konstantin havde testamenteret magten over kirken til biskoppen i byen, er det mest berømte eksempel.
I løbet af 600-tallet blev metropolitten i Konstantinopel udnævnt til økumenisk patriark, det vil sige kirkens øverste leder. Men selvom det Vestromerske Rige gik under, så var Roms biskopper stålsatte mænd, der satte alt ind på at hævde deres særstilling. Splittelsen blev større og større og førte som nævnt i til det store skisma i 1054 hvormed kirken blev delt i to.

Langt senere blev også en ellers ukendt tysk munk ved navn Martin Luther træt af paverne i Roms diktatoriske tilbøjeligheder, og han indledte derfor den åndelige strid, der blev til Reformationen og splittede vestkirken yderligere op.

LÆS OGSÅ:10 vigtigste ting at vide om reformationen