De 10 vigtigste ting at vide om Søren Kierkegaard

En introduktion til Danmarks store filosof

1) Inspiration
Søren Kierkegaard voksede op i et pietistisk hjem, hvor faderen, hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard, satte begreber som synd og straf på dagsordenen. Både pietismens inderlighed og bevidsthed om angerens og alvorens betydning smittede af på Kierkegaards tanker, selvom han anvender begreberne i nye sammenhænge. I sine unge år var Kierkegaards forhold til kristendommen præget af en tvivl, han som ældre formåede at forene med en kristen tro, der i stedet for tvivl står i modsætning til en grundlæggende fortvivlelse.

2) Tidsånden
Forestillingen om historien som et udviklingsforløb var dominerende i Kierkegaards samtid. Den tyske filosof G.W.F. Hegel var en af fortalerne for denne udviklingsfilosofi, og gennem sit forfatterskab tog Kierkegaard afstand fra hans lære. Begrebet ånd var væsentligt for begge filosoffer, men hvor ånd hos Hegel var sammenhængen i den historiske virkelighed, anså Kierkegaard ånden som knyttet til individet.

3) Eksistens og ånd
Ånd og eksistens er to vigtige og sammenknyttede begreber i Kierkegaards forfatterskab. Ånd er drømmende til stede i alle mennesker, men kan vågne og føre til, at mennesket bliver sig selv og eksisterer i stedet for blot at være. Opvågningen vil ifølge Kierkegaard sige, at mennesket forstår sit liv som en opgave, der rækker ud over det blot at overleve. I Begrebet Angest (1844) gennemgår Kierkegaard, hvordan angsten er en konstant påmindelse om denne mulighed for at vælge tilværelsen til.

4) Samtidens Danmark
Søren Kierkegaard var bekendt af flere af samtidens borgerlige kulturpersonligheder som Johann-Ludvig Heiberg, H.C. Andersen og N.F.S. Grundtvig. Men det betyder ikke, at hans tanker var på linje med deres. Heiberg var kongen af samtidens borgerlige dannelse, som Kierkegaard foragtede. H.C. Andersens forfatterskab præsenterede ifølge Kierkegaard modløshed og flæberi, mens Grundtvigs hyldest til den nationale folkelighed og en menighedsstyret kirke stod i kontrast til Kierkegaards ide om at det sande, kristne budskab er rettet mod den enkelte.

5) Kierkegaard og modstanden mod borgerlighed
Kierkegaards modstand mod en borgerlig dannelse hang sammen med hans ideal om, at hver enkelt skal reflektere over sin egen væren, træde i karakter, tage ansvar og ikke blot følge mængden, sådan som hans karikatur af det tilpassede menneske, spidsborgeren, gør det. Det forklarer også Kierkegaards opposition til en samlende, national folkelighed, hvor den enkelte får lov til at lulle sig ind i et ansvarsløst fællesskab.

6) De tre typer
Ifølge Kierkegaard er der, bortset fra spidsborgerens bekvemme liv uden eksistens, tre måder at leve på, som alle er karakteriseret ved lidenskab. Det drejer sig om æstetikeren, etikeren og den religiøse, hvis lidenskaber tager tre forskellige former og retters sig mod hvert sit objekt, henholdsvis nydelsen, det etiske gode og Gud. De tre typer er senere blevet kaldt livsstadier, men kan blot ses som leve-måder, den enkelte til enhver tid kan vælge at fokusere mere eller mindre på.
De to første faser beskrives især i værket Enten Eller (1843) og alle stadier behandles i Stadier paa Livets Vei (1845).

7) Springet på de 70.000 favne
Den religiøst troende fortvivler ikke, fordi han tror. Man kan aldrig vide, om Gud eksisterer, men for at tro må man springe ud på de berømte 70.000 favne vand. At Gud, der hører til evigheden, inkarnerer sig og bliver en del af menneskenes tidslige verden som Kristus, er et paradoks, som man ikke skal søge at forstå, men springe ind i, også selvom man ligesom forbilledet, Kristus, må lide for sin tro. Troen beskrives især i værket Frygt og Bæven (1843) og udfoldes senere i Sygdommen til døden (1849).

8) Fejden med folkekirken
Kierkegaard var imod statskirkens lære, som han kaldte søndagskristendom. Han mente, at præsterne alene prædikede en tro, der passede ind i spidsborgerens verdslige forretningsliv. Han skelnede mellem kristenhed; den religion, der defineres af teologer (heriblandt Grundtvig) og kristendom; den enkeltes autentiske tro. I de sidste år af sit liv førte Kierkegaard med pen og retorik en kamp mod statskirken som senere er døbt kirkestormen både gennem Kierkegaards eget tidsskrift Øieblikket og andre tidsskrifter.

9) Filosofi eller teologi?
Kierkegaards forfatterskab kan inddeles i et pseudonymt forfatterskab, som primært var rettet mod lærde og et opbyggeligt forfatterskab, som kan læses af lægmand og som blandt andet tæller De opbyggelige taler (1843-44) og Kjærlighedens Gjerninger (1847). Gennem det varierede forfatterskab lykkedes det Kierkegaard at spille psykologiske, filosofiske og teologiske refleksioner og temaer op mod hinanden. Kierkegaard mestrede retorikken og essayets form på en sådan måde, at han siden er blevet kaldt en af Danmarks største prosaiske sprogkunstnere.

10) Eksistentialismen og Kierkegaards betydning i dag
Kierkegaards fokus på det enkelte menneskes opgave med at blive sig selv og skabe en tilværelse frem for blot overlevelse anses i dag for et vigtigt paradigmeskifte inden for filosofien og som første skridt på vej mod eksistentialismen, som blandt andre Jean-Paul Sartre udviklede som filosofisk retning i midten af det 20. århundrede. Kierkegaards værker læses i hele verden og er oversat til blandt andet japansk, russisk, hebraisk og selvfølgelig engelsk.

Kilder: Zander Hagen: Søren Kierkegaard kort fortalt, kristendom.dk, wikipedia.org og ph.d. Christian Hjortkjær