De første kristne i Rom

Ifølge traditionen har apostlen Peter været i Rom fra år 42. Peter har så stået i spidsen for og virket i en stadig voksende kirke, der i løbet af få århundreder blev den førende i kristenheden. Her ses en statue af Peter med nøglen til himmeriget, ved Peterskirken i Rom.

De kristne, som efterhånden udgjorde en ret så synlig gruppering i verdenshovedstaden, skilte sig også ud fra det øvrige samfund

Vi ved så at sige intet om den allerførste kristendom i Rom. Hvornår er der kommet kristne til Rom? Hvem var de? Hvilket socialt lag slog kristendommen rod i? I hvilke kvarterer eller områder af Rom opholdt de kristne sig?

Ifølge traditionen har apostlen Peter været i Rom fra år 42. Peter har så stået i spidsen for og virket i en stadig voksende kirke, der i løbet af få århundreder blev den førende i kristenheden.

Jøderne jages ud af Rom
Udgangspunktet for den første kristendom i Rom var de jødiske synagoger, som opstod i som følge af jødiske handlendes færden og bosættelse. Det første vidnesbyrd, vi har om kristnes virksomhed i Rom, er i forbindelse med en lov, udstedt af kejser Claudius, som krævede jøderne ud af Rom:

Claudius fordrev jøderne fra Rom, fordi der til stadighed var uro blandt dem foranlediget af Kristus, skriver den romerske historiker Sueton.

Apostlenes Gerninger kap. 18 bringer dette i forbindelse med ægteparret Akvila og Priskilla:

Derpå forlod Paulus Athen og kom til Korinth. Dér mødte han en jøde, som hed Akvila, og som stammede fra Pondus. Sammen med sin hustru Priskilla var han for nylig kommet fra Italien på grund af Claudius' påbud om, at alle jøder skulle forlade Rom.

Paulus døber vel at mærke ikke ægteparret. De er allerede døbt. Når Akvila og Priskilla møder op i Korinth efter at være flygtet fra Rom, tyder det på, at jøder og kristne sås som ét af de romerske myndigheder. Måske er de første kristne kommet i de jødiske synagoger i Rom.

Akvila og Priskilla
Der er ganske få personer ud over Akvila og Priskilla, som vi kender til fra den tidlige kristenhed i Rom. Ægteparret er som nævnt i Apostlenes Gerninger kap. 18 teltmagere, men det må have været teltmagere med egen virksomhed. Kunderne kan enten være den romerske hær eller private, som ville opsætte sejlduge eller baldakiner i deres haveanlæg for at beskytte sig mod den varme romerske sol eller over atriumgårdenes vandbassiner for holde vandet afkølet. Akvilas og Priskillas virksomhed må have været ret så indbringende.

Vi får fra Paulus' breve det indtryk, at de må have haft en høj social status. I Rom har de haft en virksomhed, der under deres fravær har været bestyret af en slave. De har ikke alene haft hus i Rom, men også i Efesus. Begge steder har huset rummet en kristen forsamling, som man kan læse det både i Paulus' brev til romerne kap. 16 og i 1. Korintherbrev kap. 16.

De kristne får skylden for Roms brand
I juli år 64 udbrød der en omfattende brand i Rom. Rygterne ville vide, at det var kejser Nero (54-68) selv, der havde foranstaltet branden med det formål at skaffe plads til sine ambitiøse nybyggerier. Imidlertid lagde Nero skylden på andre især de kristne. 

Måske har de kristne i Rom selv bidraget til, at skylden ramte dem. De første generationer af kristne levede i en sikker forventning om, at verdens ende og dommens dag var nært forestående. Og de har set den voldsomme brand som et sikkert tegn og jublende forkyndt, at nu ville Kristus komme igen. En romersk historieskriver Tacitus (56-117) understreger, at de kristne blev gjort til syndebukke, men at de var uden skyld i branden. Det var under Neros forfølgelse af de kristne, at Peter og Paulus omkom.

Forfølgelser under kejser Domitian
De kristne, som efterhånden udgjorde en ret så synlig gruppering i verdenshovedstaden, skilte sig også ud fra det øvrige samfund. De deltog ikke i de officielle fester, ofrede ikke til statens guder eller kejseren, gik ikke til skuespil og gladiatorkampe i amfiteatrene, men havde deres egne sammenkomster i det stille og i ly af natten.
Den næste større forfølgelse af de kristne, som vi kender til, fandt sted under Domitian (81-96). I Lilleasien nægtede de kristne at ofre til de officielle guder, herunder kejseren, i forbindelse med den årlige skattebetaling.

Det sidste skrift i Det Nye Testamente, Johannes' Åbenbaring, er netop skrevet for at bekæmpe kejserdyrkelsen og give de kristne mod og styrke under forfølgelserne.

Clemens
Et vist indblik i romermenigheden får vi også gennem Clemens' brev til menigheden i Korinth, som er skrevet i 90'erne. Clemens, som man tidligere forvekslede med en senator Clemens, har været en ledende skikkelse blandt de kristne i Rom. Af hans brev fremgår, at der er strid i den kristne menighed i Korinth, hvilket Clemens vil gribe ind i for at undgå, at noget lignende sker i Rom. Af brevene får vi det indtryk, at Clemens er vel skolet i græsk filosofi. Omtalen af Peters og Paulus' martyrium (kapitel 5-7) er i formen som en præsentation af de store græske helte:

Men for at holde inde med eksemplerne fra gamle dage, lad os så gå over til de stridsmænd, der står os nærmest; lad os tage de ædle eksempler fra vor eget slægtled. På grund af misundelse og skinsyge blev kirkens største og mest retskafne støtter forfulgt, og de stred, til de led døden. lad os beholde de gode apostle for øje: Peter, som på grund af uretfærdig misundelse ikke én eller to gange, men flere gange måtte lide, og da han således havde vidnet, gik han ind til den velfortjente plads i herligheden. under misundelse og strid har Paulus vist frem til kampprisen for udholdenhed

Menighederne organiseres
Det kan være vanskeligt helt at klarlægge, hvilke sociale lag de kristne i Rom kom fra. Men det har ikke mindst være folk fra mellemklassen især håndværkere og handelsfolk samt folk højere oppe på den sociale rangliste, som var aktive i de kristne menigheder. Hertil kom enkelte medlemmer fra overklassen.

Organisationsmæssigt er der langsomt opstået såkaldte tituli. En titulus er i første omgang en husmenighed, som efterhånden har fået karakter af et sogn eller område i byen. I forsamlingsstedet, som ofte et privat hus eller villa, er der holdt gudstjenester med dåb og nadver. Man har haft sin egen præst, sin egen gudstjeneste og sit egen begravelsesplads.

Et romersk kirkemøde omkring år 500 opregner 25 tituli i Rom. Frem mod år 100 må vi regne med, at menighederne har haft en samlet ledelse, en biskop. Roms biskop har så i de næste par århundreder hævdet sin forrang i forhold til den øvrige kristenhed. Her var apostelen Peters grav og byen var i øvrigt imperiets hovedstad. Rom bliver kristenhedens centrum.

LÆS OGSÅ:Kristendommen bliver statsreligion