De syv katolske sakramenter

Den danske folkekirke har to, mens den katolske kirke har syv. Læs om den katolske kirkes sakramenter her

Et sakramente er en kirkelig handling, der regnes som indstiftet af Jesus Kristus, og som formidler Guds nåde. For at noget kan regnes som et sakramente, skal det indeholde både forkyndelsens ord og et ydre tegn.

I folkekirken regnes dåb og nadver som sakramenter, mens man i den katolske kirke har syv sakramenter.

Sakramenterne er for katolikker hellige, synlige tegn, der formidler Guds nåde. De er indstiftet af Kristus og er ifølge katolikkerne bevidnet i Bibelen.

De synlige tegn hjælper de troende til at erfare Gud og komme tættere på ham gennem sanserne. Sammen med forkyndelsen af Guds ord er formidlingen af sakramenterne kirkens vigtigste opgave.

Her får du en gennemgang af de syv katolske sakramenter.

1. Dåben
I Det Nye Testamente begynder Jesus sin offentlige virksomhed med at blive døbt af Johannes Døber i Jordanfloden. Efter sin opstandelse siger Jesus til apostlene:

"Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." (Matthæusevangeliet 28,18-20).

Ved dåben bliver man renset for arvesynden og andre synder, og man bliver Guds barn og medlem af kirken. Man skal være døbt for at kunne modtage de andre sakramenter. I nødstilfælde kan alle - også ikke-kristne - døbe, men dåben foretages som regel af en præst eller en diakon.

Katolikker bliver som regel døbt som helt små. Dåben kan enten foregå ved, at dåbskandidaten bliver dykket ned under vand tre gange, eller ved at han eller hun får hældt vand over hovedet tre gange, mens præsten siger kandidatens navn og "Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."

Disse ord er sammen med vandet det eneste, der behøves for en gyldig dåb. Vandet symboliserer liv og renselse for synd. Neddykningen i vandet symboliserer, at man dør og opstår til et nyt liv med Kristus.

Der knytter sig også andre symboler til dåben. Kandidaten bliver salvet med to slags olie som tegn på, at den døbte får del i Kristi værdighed som præst, profet og konge. Den nydøbte bliver også iført en hvid dragt, der symboliserer, at vedkommende nu er blevet et nyt menneske. Kandidaten eller dennes forældre modtager og tænder et lys som symbol på Jesus Kristus, verdens lys.

Katolikker og protestanter har dåbens sakramente til fælles og betragter hinandens dåb som gyldig. Protestanter, der vil være katolikker, og omvendt, skal derfor ikke døbes igen.

2. Firmelsen

I firmelsens sakramente modtager man Helligånden som gave.

Jesus lovede at sende sine disciple Helligånden, når han ikke selv længere var hos dem. Det skete, da Helligånden kom ned til disciplene i pinsen efter Jesu opstandelse. Ifølge Apostlenes Gerninger rejste apostlene Peter og Johannes rundt for at lægge hænderne på nye kristne, som allerede var blevet døbt, for at de skulle modtage Helligånden:

"Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes ned til dem. Da de kom derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden; for den var endnu ikke kommet over nogen af dem, de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn. De lagde så hænderne på dem, og de fik Helligånden." (Apostlenes Gerninger 8,14-17).

Denne tradition videreføres i den katolske kirke ved firmelsens sakramente. Firmelsen foregår ved, at biskoppen lægger den ene hånd på firmandens hoved og tegner et korstegn på vedkommendes pande med krisam (en blanding af olivenolie og balsam), idet han siger: "Vær beseglet med Helligånden, Guds gave."

Efter firmelsen er man et fuldgyldigt og ansvarligt medlem af den katolske kirke. Alderen for firmelsen varierer efter, hvor man er i verden. I Danmark bliver man firmet i 12-15-årsalderen, altså omtrent samtidig med, at medlemmer af folkekirken bliver konfirmeret. Til forskel fra konfirmationen handler firmelsen dog ikke først og fremmest om at bekræfte sin tro, men om at modtage Helligånden.

3. Eukaristien (nadveren)

Katolikker bruger oftere betegnelserne eukaristi (fra græsk "taksigelse") og kommunion (fra latin "fællesskab") end ordet nadver. Sakramentet kaldes også for alterets sakramente og messeofferet. Det er centrum i den katolske kirkes liv.

I Johannesevangeliet (6,54) siger Jesus: "Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag." (Johannesevangeliet 6,54).

Fejringen af eukaristien bygger på beretningen om Jesu sidste nadver, det jødiske påskemåltid, som Jesus spiste med sine disciple aftenen før sin lidelse og død:

"Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer. «" (Lukasevangeliet 22,19-20).

Katolikkerne retter sig efter Jesu ord, hver gang de fejrer messen, som er den vigtigste katolske gudstjeneste. Under messen bliver brød og vin båret frem til alteret, hvor de af præsten bliver indviet til Kristi legeme og blod og derefter uddelt til de troende.

Katolikker tror, at når præsten siger ordene: "Dette er mit legeme" og "Dette er mit blod", bliver brødet og vinen virkelig forvandlet til Jesu Kristi legeme og blod. I eukaristien bliver Kristi offer på korset nærværende, og Jesus giver sig selv til de troende i skikkelse af brød og vin. At modtage kommunionen er derfor en måde at komme meget tæt på Jesus på.

Ordet kommunion understreger fællesskabet: Når man modtager kommunionen, bliver man forenet med Kristus og med alle andre, der har modtaget kommunionen gennem tiderne. Man bliver altså selv en del af Kristi legeme, kirken. Man skal være katolik for at gå til kommunion.

Hvis der er indviet brød tilbage efter messen, bliver det behandlet med stor respekt. Det bliver opbevaret i et særligt skab, der kaldes tabernaklet, og det er genstand for tilbedelse. Det kan også bringes ud til folk, der ikke har mulighed for at komme til messe.

Alderen for modtagelsen af den første kommunion har ændret sig gennem tiderne. I de sidste hundrede år har det været almindeligt at få førstekommunion i 7-9-årsalderen, men der kan være lokale forskelle.

4. Skriftemålet

Skriftemålet kaldes også bodens eller forsoningens sakramente. Dets formål er at forsone syndere med Gud og kirken. Jesus indstiftede dette sakramente, da han efter opstandelsen viste sig for sine disciple og sagde til dem:

"Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." (Johannesevangeliet 20,22-23).

Selve skriftemålet foregår ved, at man bekender sine alvorlige synder for en præst, som i Kristi sted giver én syndsforladelse (absolution). Det er ifølge katolsk opfattelse kun Gud, der kan tilgive synder, men han gør det igennem præsten.

Før skriftemålet ransager man sin samvittighed ved at overveje, hvad man har gjort forkert i forhold til Gud, sig selv og sin næste. Samvittighedsransagelsen kan for eksempel tage udgangspunkt i de ti bud.

For at man kan blive tilgivet, skal man angre sine synder, altså erkende sin skyld, fortryde og være indstillet på at forsøge ikke at begå de samme fejl igen.

Herefter bekender man sine synder for præsten, som til sidst beder absolutionsbønnen: "Gud, vor barmhjertige Fader har ved sin Søns død og opstandelse forsonet verden med sig og udøst Helligånden til syndernes forladelse. Han skænke dig gennem kirkens tjeneste tilgivelse og fred. Og jeg løser dig fra dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen."

Præsten har tavshedspligt og må ikke under nogen omstændigheder fortælle, hvad han har fået at vide i forbindelse med et skriftemål. Hvis han gør det, bliver han automatisk ekskommunikeret.

Præsten kan pålægge den skriftende en bod, det vil sige en eller flere handlinger, som man udfører for at gøre skaden god igen og vise sin gode vilje til at undgå synd fremover. Boden kan for eksempel bestå i at bede bestemte bønner, faste eller at hjælpe folk, der har brug for det. Præsten kan også give den skriftende råd og vejledning.

For katolikker er det obligatorisk at skrifte såkaldte dødssynder, det vil sige alvorlige synder, som er begået med fuldt overlæg og i fuld vished om, at de er alvorlige. Hvis man har begået en dødssynd, må man ikke gå til kommunion, før den er skriftet. Det er ikke nødvendigt at skrifte mindre alvorlige synder, men katolikker opfordres til i alle tilfælde at gå til skrifte mindst én gang om året.

5. De syges salvelse

Dette sakramente er bedre kendt under navnet "den sidste olie", men det er misvisende, fordi man ikke behøver at være døende for at modtage det. Man kan sagtens modtage sakramentet flere gange i livet, også ved sygdom der ikke er direkte livstruende.

Det Nye Testamente indeholder mange beretninger om, at Jesus helbredte mennesker mirakuløst. Han sendte også sine disciple ud for at helbrede de syge (Lukasevangeliet 10,9), og sagde, at de, der tror, "skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske" (Markusevangeliet 16,18).

I Jakobsbrevet (5,14) står der: "Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham."

De syges salvelse foregår ved, at præsten salver den syges pande og hænder med indviet olie og beder for vedkommende. Blandt andet bruges denne bøn: "Ved denne hellige salvelse og sin store barmhjertighed stå Herren dig bi med Helligåndens nåde. Herren give dig således dine synders forladelse - at du ved hans godhed frelses og oprejses."

Formålet med sakramentet er at give syndsforladelse, trøst, fred, styrke og håb til den troende og at forbinde vedkommende med Kristus og hans lidelser. Det kan kombineres med et skriftemål og modtagelse af kommunionen.

6. Ægteskabet

I Markusevangeliet (10,6-9) siger Jesus om ægteskab og skilsmisse: "fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde. Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må mennesker ikke adskille."

Gud har ifølge den katolske kirke skabt mennesket som mand og kvinde for hinanden. Mandens og kvindens kærlighed afspejler Guds kærlighed og forholdet mellem Kristus og kirken, og når et par får børn, er de medarbejdere i Guds skaberværk. Derfor er ægteskabet helligt.

Formålet med sakramentet er at gøre forholdet helligt og at give ægtefællerne nåde og styrke til at elske hinanden, være hinanden tro og opdrage deres børn.

Ved vielsen bliver bruden og brudgommen spurgt om deres vilje til ægteskab. Den præst eller diakon, som vier parret, velsigner ringene. Parret udveksler ringene og lover hinanden troskab og at elske og ære hinanden, til døden dem skiller. De lover også at være åbne over for at få børn og at opdrage dem som kristne.

Ægteskabet skal indgås i to vidners nærvær, og det bliver velsignet af præsten, men egentlig er det parret, der meddeler hinanden sakramentet ved at give sig til hinanden. Det træder i kraft, når manden og kvinden aflægger deres løfter til hinanden over for Gud og kirken, og det fuldbyrdes, når ægteparret har sex. Fordi Gud selv besegler ægteskabet, er det bindende indtil den ene ægtefælles død.

Et katolsk ægteskab kan ikke opløses, så skilsmisse findes ikke i den katolske kirke. Det er dog muligt at få sit ægteskab erklæret ugyldigt, hvis det er indgået under falske forudsætninger og derfor aldrig har fundet sted i kirkens øjne.

En katolik kan godt gifte sig med et medlem af et andet kristent kirkesamfund, men hvis man vil giftes med en, der tilhører en anden religion, skal kirken give dispensation.

7. Ordinationen

Alle sakramenterne formidles af en ordineret diakon, præst eller biskop. Ordinationen til disse embeder er i sig selv et sakramente. Det udstyrer den, som modtager det, med en hellig myndighed fra Kristus til at hjælpe og styrke andre troende gennem forkyndelsen og sakramenterne.

Ifølge Det Nye Testamente gav Jesus sine apostle til opgave at forkynde, døbe, tilgive synder og fejre messe. I den katolske kirke betragtes biskopperne som apostlenes efterfølgere, og præsterne og diakonerne er biskoppernes medhjælpere.

Forbindelsen til apostlene sikres ved, at alle ordinationer foretages ved bøn og håndspålæggelse af en biskop, som selv er ordineret af en biskop, og så videre. Den ubrudte tradition for ordinationer helt tilbage til oldkirken kaldes den apostolske succession.

Ordinationens sakramente kaldes ofte præstevielsen, og de fleste ordinerede mænd er præster. Men efter Andet Vatikankoncil regner man med, at ordinationens sakramente har tre trin eller grader: diakonvielse, præstevielse og bispevielse.

Katolske diakoner kan stå for dåb, ægtevielser og begravelser og for forkyndelse, undervisning og "ordets gudstjeneste", det vil sige gudstjeneste uden indvielse af brødet og vinen. De engagerer sig også i socialt arbejde og andre former for tjeneste. En permanent diakon skal være mindst 35 år og kan være gift, men hvis hans kone dør, kan han ikke gifte sig igen.

For de fleste er diakonvielsen et skridt på vejen mod præstevielsen. Præsters vigtigste opgave er at tjene andre ved at forkynde evangeliet og formidle sakramenterne, især eukaristien, skriftemålet og de syges salvelse.

Biskopperne er kirkens øverste ledere. Ud over de andre sakramenter står de for firmelser og ordinationer.

Kilder: katolsk.dkog YOUCAT(Katolsk Forlag 2012).