Vinterklassiker

Kyndelmisse varsler lysere tider

Kyndelmisse falder altid 40 dage efter jul og er oprindelig en markering af dagen for Marias renselse i templet efter Jesu fødsel. I 1628 skildrede Rembrandt den begivenhed i maleriet her. Foto: Arkivfoto

Kyndelmisse markerer lysets komme, hvor vinterhalvåret er halvvejs omme, men minder også om Mariæ Renselsesdag og fremvisningen af Jesus i templet

Kyndelmisse er en fordanskning af det latinske candalarum misa, der betyder lysenes messe. Det er en katolsk højtid, som man vedblev med at fejre i Danmark til længe efter både Reformationen og efter Struensee havde afskaffet dagen som helligdag i 1770.

Jesus kaldes verdens lys

Kyndelmisse falder 40 dage efter Jesu fødsel, og det er ikke tilfældigt. Man fejrer nemlig kyndelmisse, fordi det er dagen, hvor Jesus blev fremstillet i templet. Det er dermed også dagen for Marias renselse og altså den dag, hvor hun igen kunne komme i synagogen efter fødslen. På Jesu tid blev en kvinde nemlig betragtet som uren efter en fødsel og måtte først betræde de hellige steder 40 dage efter forløsningen.

I den katolske kirke blev og bliver kyndelmissen fejret med lysprocessioner, hvor man indvier alle de lys, som skal bruges i kirken i løbet af året. Enkelte private lys finder også vej til den særlige kyndelmisse-velsignelse. Dem er der efter sigende særligt held ved.

I de seneste årtier er højtiden dog gået i glemmebogen i Danmark, men enkelte kirker har fundet dagen frem igen og bruger den til lysgudstjenester eller til at døbe kommende konfirmander.

Kyndelmisse lever videre i sangskatten

Vi synger stadig om kyndelmissen. Mest kendt er nok Steen Steensen Blichers vintervise fra 1838:

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude,
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven,
som udi min abildgaard.

Det er et smukt, men også et barsk vinterbillede fra en svunden tid, hvor vinteren var værre end i dag, da Europa på det tidspunkt oplevede "den lille istid." Den varede i 400 år fra starten af 1500-tallet til starten af 1900-tallet. Der var sne, frost og kulde i månedsvis hver vinter. Så når man endelig nåede til kyndelmisse, altså den 2. februar, følte mange, at nu måtte der snart til at ske noget. Men ofte oplevede man bare, at vinteren blev værre. Det synger man også om i Blichers vise:

... inderligt jeg længes,
efter vår, men vinteren strenges,
atter vinden om i Nord...

Når vinden går i Nord, kommer kulden og sneen. Eller som man synger det i en anden kendt vintervise: Sneflokke kommer vrimlende... Den er skrevet af Jeppe Aakjær, som også nævner kyndelmissen ved sit mest folkelige navn: Kjørmes Knud.

Både Kjørmes Knud og kyndelmisse-knude er en betegnelse for streng frost og hård vinter.

Man tog vejrvarsler til kyndelmisse

Vejret betød så meget for datidens landbosamfund, at man tog varsler på højtidsdage. Ved kyndelmisse sagde man for eksempel, at hvis det blæste så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden, ville kulden ikke vare ved meget længere. Men hvis et pindsvin kunne se sin egen skygge, betød det endnu seks ugers vinter. Omvendt ville tøvejr ved kyndelmisse give god høst.

En stærk blæst kunne også være god, fordi det betød, at vinterfoderet ikke slap op. Frygten for ikke have nok mad til både mennesker og dyr var en reel risiko. Man skulle tit langt hen i april eller måske endda maj, før der var noget nyt at spise fra naturens eget forråd. Indtil da måtte man nøjes med sidste års høst. Så det var ikke så mærkeligt, at bonden gjorde status ved kyndelmisse og helst skulle have halvdelen af forrådet i behold.

Når alt således var tjekket og i orden, holdt man gilde. Kjørmes-gilder hed kyndelmissetidens gilder, som tit var sammenskudsgilder med mad som flæsk, og hvad der ellers egnede sig til at være opbevaret i tønder. Brændevin og dans til den lyse morgen - og det er sent i februar - hørte sig også til. Selv for oldermanden, som netop denne dag kunne overdrage det ærefulde erhverv til en anden, hvis han altså ønskede det.

Kyndelmisse finder vej ind i de danske folkekirker

Det ser også ud som om, at kyndelmisse i sig selv går mod lysere tider i Danmark. ”Den lille højtid”, som blev afskaffet af Struensee i 1770, er nemlig ved at blive genoplivet i flere danske folkekirker.

Gudstjenester med processioner, symbolske lystændinger og meditative tekstlæsninger – Det er bare nogle eksempler på, hvordan kyndelmisse har gjort sit indtog i folkekirken, og den ældgamle højtid er igen ved at udvikle sig til et af de helt store mødesteder mellem folk og kirke i Danmark på linje med fastelavn og allehelgensdag, mener sognepræst i Hvilsager-Lime Lars Nymark Heilesen. Han har i en årrække stået bag kyndelmisse-fejringer, og han har for nylig skrevet en vejledning for præster i, hvordan man kan fejre en kyndelmissegudstjeneste.

Mange kirker over hele landet arrangerer særgudstjenester enten på selve dagen den 2. februar eller den følgende søndag. I Roskilde Stift har kyndelmisse fået plads på en liste med 10 dage, hvor man særligt opfordrer folk til at gå i kirke, og lokalaviser, kirkekalendere og kirkeblade bugner af arrangementer og gudstjenester i forbindelse med kyndelmisse. Og det er med Lars Nymark Heilesens ord ikke, fordi der mangler gudstjenester eller aktiviteter i folkekirken.

”Men det må altid være folkekirkens opgave at finde former og strukturer, hvor evangeliet kan forkyndes for flest muligt. Kyndelmissegudstjenesten er en landvinding, fordi det viser sig, at folk kommer i stort tal. Det er en meget velegnet anledning til at skabe mødesteder mellem folk og kirke,” fastslår han.

Kyndelmisse taler ind i tiden

Når kyndelmissegudstjenesten vinder frem igen, er det ikke, fordi der er et stort folkeligt krav om at højtideligholde dagen for Marias renselse 40 dage efter jul.

Snarere skyldes det ifølge Lars Nymark Heilesen, at mange mennesker i dag tiltrækkes af kirkerum med højt til loftet, ritualer med dyb forankring i den kirkelige tradition og symboler, der har udgangspunkt i almindelige menneskelige erfaringer. Samtidig knytter kyndelmisse i en moderne fortolkning til ved en række tendenser i tiden som for eksempel kropsliggørelse og personliggørelse.

”Vigtigst af alt synliggør kyndelmisse lyset som et symbol, der er tilgængeligt for alle midt i den mørke vinter, hvor vi længes efter lys og forår. Det er en grundlæggende symbolik med bred appel, for vi lever alle i spændingsfeltet mellem lys og mørke og kan indimellem være i tvivl om, hvad der er stærkest - lyset eller mørket? Her kommer evangeliet med et budskab, som vi mennesker ikke kan sige os selv, nemlig at lyset er stærkere end mørket,” siger Lars Nymark Heilesen.

Denne spænding mellem lys og mørke er den helt afgørende baggrund for at forstå den folkekirkelige kyndelmissefejring i en tid, hvor lystændinger også i det offentlige rum bliver mere og mere udbredt for eksempel i forbindelse med tragiske begivenheder.

Kyndelmissegudstjenester i folkekirken foregår med lys

Karakteristisk for de mange kyndelmissegudstjenester, der hvert år fejres i folkekirken, er brugen af levende lys og lysprocessioner enten i kirken eller uden for kirken. Kirkerummet giver gode muligheder for visuelle effekter, og konfirmander, børn eller andre lægfolk medvirker mange steder ved symbolske lys-tændinger, korsang og tekstlæsninger.

”Det betyder meget for folk og særlig børn, at de selv får lov til at gøre noget i gudstjenesten. Det er det, man husker bagefter,” siger Tine Illum, der er sognepræst i Sdr. Bjert.

De levende lys i kirkerummet ved kyndelmisse er mere end visuelle effekter.

”Lyset som symbol taler til det allerdybeste i os. Det er noget urmenneskeligt, at det, som er godt, er lys. Vi har simpelthen ikke noget stærkere symbol i kristendommen,” siger Tine Illum.

Samme melding kommer fra Christina Smith, der er sognepræst i Herfølge Kirke:

”Det skulle åbenbart tage 500 år, før vi kom os over reformationen og fik lysene tilbage i kirken. Der er noget forrykt ved ikke at tage lys med ind i kirken, når vi kan bruge det i alle mulige andre sammenhænge som fødselsdage og højtider i hjemmene. Vi kan godt have lys i kirken - det minder os blandt andet om, at der også er lys for enden af dette liv,” siger Christina Smith.

Ida på 6 år tænder et lys for sin oldemor og beder til, at hun må leve længe endnu. Billedet er taget i en kirke i Sydfrankrig. Foto: Mads Christoffersen