Dødsberetninger gav tro på evigt liv
Martyrakterne hjalp oldkirken med at huske på dens helte, martyrerne
Allerede da Det Nye Testamente blev nedskrevet i det 1. århundrede e.Kr., fandt man det værdifuldt at læse om personer, der var blevet udsat for lidelse og måske blev slået ihjel for deres tros skyld. Det viser blandt andet beretningerne om profeten Johannes Døberens død (Mark. 6,14-29) og den første kristne martyr Stefanus' død (Ap.G. 6,8-8,3).
Traditionen med at fortælle og skrive om kristne, der led og døde for deres tros skyld, fortsatte i flere hundrede år. Men hvorfor ønskede de tidlige kristne at læse om det? Hvad fik de ud af det? Det er en længere historie.
Martyrerne ville ikke underkaste sig statsreligionen
I begyndelsen af kristendommens historie var det til tider forbundet med fare at være kristen i Romerriget, som dengang dækkede det meste af den kendte verden. Indtil det 4. århundrede var kristendommen ikke en tilladt religion i Romerriget. Nogle gange kunne de kristne alligevel leve i fred og ro, men til tider besluttede magthaverne at forsøge at bekæmpe de kristne eller simpelthen udrydde dem. Ofte blev kristne ledere stillet for retten og i sidste instans henrettet, hvis de ikke frasagde sig deres tro.
I Romerriget var der en statsreligion omkring guderne og kejseren, som også selv blev anset for guddommelig. Statsreligionen blev betragtet som en del af grundlaget for det romerske verdensrige. Derfor var der ikke religionsfrihed i Romerriget, men de forskellige religioner fik dog lov at være i fred, når bare deres tilhængere også ville underkaste sig den romerske statsreligion men det ville de kristne ikke.
|
Når en kristen blev stillet for domstolen, gik den formelle anklage typisk på, at den kristne ikke ville ofre til kejseren og de romerske guder. Det blev anset som en statsundergravende adfærd. Men set fra de kristnes synspunkt var det utænkeligt at anerkende nogen anden gud end den Gud, som de havde lært at kende gennem Kristus, og som de betragtede som den eneste sande Gud.
Læs også: Forfølgelser og martyrium i oldkirken
De overlevende ville huske på martyrerne
De kristne, som blev slået ihjel for deres tros skyld, kaldte man martyrer. Ordet martyr betød oprindelig bare "vidne", men efterhånden kom det til at indebære, at martyren var blevet slået ihjel på grund af sit vidnesbyrd. De overlevende kristne havde meget stor respekt for martyrerne og ønskede at huske på dem. Derfor begyndte man at gemme de officielle protokoller fra retssagerne mod martyrerne. Så kunne man huske på, hvor modige de havde været, når de satte sig op mod de romerske ledere.
Læs også: Hvad er en martyr?
Efterhånden begyndte man at ønske sig nogle mere farverige og omfattende beretninger om martyrerne. Derfor begyndte kristne øjenvidner og andre samtidige at nedskrive beretninger om martyrerne. Typisk skrev man ikke kun om selve retssagen men også om, hvordan martyren var blevet pågrebet, og hvordan henrettelsen fandt sted.
Både de simple retsprotokoller og de mere udfoldede beretninger kaldes med en fællesbetegnelse for martyrakter. Begge typer må anses for forholdsvis historisk troværdige. Den første type findes der dog ikke længere særlig mange eksempler på, men en af de berømteste af dem er beretningen om biskop Cyprian af Karthago, som blev henrettet i 258. Der findes flere eksempler på den anden type martyrakter; en af de mest omfattende og detaljerede er beretningen om de to kvindelige martyrer Perpetua og Felicitas fra 203.
De fleste martyrakter findes ikke i dansk oversættelse men kun i videnskabelige udgaver på originalsproget (latin eller græsk). Men Perpetuas martyrakt findes faktisk på dansk, udgivet 1997 på Aarhus Universitetsforlag under titlen De unge skal se syner Perpetuamartyriet.
Læs også: Perpetua (ca. 181-203)
Døden var en lykkelig slutning
De kristne i oldkirken opfattede martyrerne som forbilleder. Mens det stadig var farligt at være kristen, gav det trøst og opmuntring at læse om martyrerne. For selvom beretningerne altid endte med, at martyren blev dræbt, så var det for de kristne ikke nogen ulykkelig slutning. De kristne var nemlig helt sikre på, at martyrerne blev optaget direkte i himlen. Derfor slutter en martyrakt også typisk af med at lovprise Guds herlighed, som martyren efter sin død er gået ind til.
|
I denne forbindelse er det vigtigt at huske på, at kristendommen begyndte med, at dens stifter, Jesus af Nazaret, blev henrettet ved korsfæstelse. Hans genopstandelse på tredjedagen opfattede de kristne som et bevis på, at der er et bedre liv efter døden for alle, der tilhører Gud. Når en martyr blev slået ihjel for sin tro, blev det opfattet som en særlig stor ære, fordi man dermed så at sige kunne deltage i Jesu lidelser.
Læs også: Martyrerne oprustede de kristnes moral
Martyrakterne overlevede forfølgelsernes ophør
Efter kristendommen blev gjort lovlig i 313, blev der naturligvis ikke henrettet flere martyrer. Alligevel forblev martyrakterne en populær genre blandt de kristne. Kirkefaderen Augustin (354-430) beretter endda, at man læste martyrakter op under gudstjenesten på hans tid. Det har ellers altid kun været Bibelen, man læste op fra ved gudstjenesten. Tilsyneladende holdt man også op igen med at læse martyrakter i gudstjenesten efter et par århundreder.
Det betød dog ikke, at interessen for martyrakter var forsvundet. Tværtimod blev man ved med at lave afskrifter af martyrakterne. Der var også en efterspørgsel efter nye martyrakter. Dog kom der jo ikke flere martyrer, eftersom man ikke længere kunne blive henrettet for at være kristen kristendommen blev endda en ny statsreligion i den sidste del af Romerrigets historie. Derfor begyndte nogle forfattere at skrive helt fiktive martyrakter.
Læserne i deres samtid var formentlig helt klar over, at de fiktive martyrakter var fiktive og dermed af en anden slags end de ægte martyrakter. Det har dog givet en del forvirring sidenhen, eftersom de to slags martyrakter er blevet overleveret side om side. Derfor må nutidens historikere og litteraturkyndige gøre sig umage for at skelne mellem ægte og fiktive martyrakter. Det er kun førstnævnte, der kan bruges som historiske kilder til de virkelige martyrer.
Et andet problem er, at overleveringen af martyrakterne foregik, længe før trykpressen blev opfundet. Derfor måtte man sætte en mand til at skrive en bog af, hvis man ville have en kopi af den. Men en afskriver kom let til at lave små fejl i løbet af afskrivningen. Nogle gange lavede de endda helt bevidst om på teksten, for eksempel for at få den til at passe bedre med middelalderens dyrkelse af martyrernes relikvier. Den slags ændringer kan moderne tekstkritisk videnskab dog normalt let afsløre.
Læs også: Hvad er et relikvie?
På Catholic Encyclopedia er der en artikel med meget mere information om studiet af historiske og fiktive martyrakter: Acts of the Martyrs