Englands første helgen fandt sit sidste hvilested i Danmark

St. Albans Kirke i København er den eneste anglikanske kirke i Danmark. St. Alban var den første kristne martyr i England, dræbt i år 304. Hans jordiske rester blev bragt til Danmark af Knud den Hellige og ligger nu i Skt. Knuds Kirke i Odense. Foto: Brian Bergmann Denmark

Englands første helgen Skt. Albans jordiske rester er i Odense

Skt. Alban er Englands første kristne martyr og helgen. Han boede i det daværende Verulamium (nu St. Albans) i England. Det menes, at han døde cirka år 304.

Legenden
Skt. Alban var ifølge legenden en soldat i den romerske hær, som til trods for sin hedenske tro alligevel skjulte en kristen præst under de romerske kristenforfølgelser. Så ændrende en livsbegivenhed var mødet med den kristne præst, at Skt. Alban efter en tid droppede de romerske guder, blev døbt og antog den kristne tro.

De romerske myndigheder opdagede, at den kristne præst boede hos Skt. Alban, og de sendte soldater ud for at arrestere præsten. Men i stedet for den kristne præst fik de fat på Skt. Alban, som tog præstens kappe på og blev arresteret i dennes sted, mens præsten lykkedes at flygte.

Som romersk soldat fik Skt. Alban en chance for at redde sig selv. Han skulle blot foran dommeren afsværge sin kristne tro. Dette nægtede Skt. Alban imidlertid, og han blev derfor dømt til døden.

Traditionen fortæller videre, at han udvirkede mirakler på vej til henrettelsen, og at hans bøddel derfor ikke ville udføre sit hverv. En anden bøddel måtte tilkaldes, og han havde ikke noget problem med ikke kun at henrette Skt. Alban, men også den første bøddel.

Knud den Hellige
Hvor meget eller hvor lidt der er sandt i den historie, vides ikke. Hvad man derimod ved er, at Knud den Hellige i årene op til 1086 bragte Skt. Albans jordiske rester med sig fra England til Odense, hvor de blev placeret i den daværende Skt. Albani Kirke.

Knud den Hellige var nemlig trods sit navn en vikingekonge, der ikke gik af vejen for hærgen og plyndren. Og nu havde han altså bestemt sig til at resterne af Englands første helgen samt en anden helgen Skt. Osvald - skulle med hjem til Odense, hvor Knud den Hellige havde sin kongsgård.

Her blev relikvierne lagt ned i små skrin, der blev placeret hos kongsgårdens nabo, som var en trækirke, der blev viet til Skt. Alban og dermed fik hans navn. Det var den gamle Skt. Albani Kirke, der regnes for Odenses ældste sognekirke, og som ikke skal forveksles med den nuværende romersk-katolske Skt. Albani Kirke, der er fra 1908.

Relikviernes sikre ophold i den oprindelige Skt. Albani Kirke blev kort. Ælnoth-krøniken fortæller, at da Knud den Hellige blev dræbt den 10. juli 1086 i Skt. Albani Kirke, slog oprørerne en bjælke ind, som faldt ned, ramte alteret og væltede de to små helgenskrin på gulvet.

Navnet Skt. Alban
Hvad der siden er sket med relikvierne af Skt. Alban er uvist. De har for en tid været i Odense Domkirkes besiddelse og er blandt andet omtalt i et gavebrev fra 1183. Derudover er et skrin med relikvie(r) af Skt. Albans arm nævnt i en skrivelse dateret 1505. Men derefter findes der ikke flere sikre oplysninger om Skt. Albans jordiske rester, som dog formodes at hvile et sted i den fynske muld.

Skt. Albans hjemby, St. Albans i Hertfordshire, England, er i dag Odenses venskabsby, så på den måde knytter Skt. Alban stadig sin hjemby og byen, hvor han fandt sit sidste hvilested, sammen.

Endelig lever navnet videre i Church of Englands eneste kirke i Danmark, St. Albans Church, som ligger smukt ved siden af Gefionspringvandet og A.P. Møllers hovedkontor på Esplanaden i København.

Kilder: Gyldendals Åbne Encyclopædi, Historiens hus i Odense, Sct. Albans Church samt Ælnoth Krøniken.