Evangelisk-luthersk, hvad betyder det?

Evangelisk og luthersk. Som tvillinger og trofaste følgesvende hænger disse to begreber sammen, når folkekirkens grundlag skal have et navn. De er så tæt forbundne, at de næsten er blevet til ét ord: evangelisk-luthersk. Men hvor stammer udtrykket fra, og hvad er den dybere mening med dette teologiske tvillingepar?

Det kan Martin Schwarz Lausten hjælpe med et svar på. Han er professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet og er specialist i den periode, hvor det evangelisk-lutherske opstod.

Hvad betyder luthersk?

Når man siger luthersk, henvises til reformatoren Martin Luther fra 1500-tallet, og i den sammenhæng burde folkekirken faktisk skamme sig, når den bruger betegnelsen om sig selv.

Luther selv tog afstand fra, at man brugte betegnelsen luthersk. Han forbød det faktisk og forklarede det med, at det jo ikke var ham, der blev korsfæstet for nogen. Han forklarede, at han blot havde genopdaget evangeliet, og derfor sagde han, at menighederne skulle hedde evangeliske, men altså ikke lutherske, siger Martin Schwarz Lausten.

Professoren forklarer til at begynde med, hvad første del af begrebet betyder ? det evangeliske.

? Det tager udgangspunkt i det, vi kalder Luthers genopdagelse af evangeliet. Det gik op for ham, at spørgsmålet om menneskets frelse skal forstås helt anderledes end i katolsk teologi, efter hvilken mennesket kan klatre højere og højere op imod Gud ved hjælp af gode gerninger som blandt andet almisser og messer. Luther siger, at det hele skal vendes om. Det er Gud, der bøjer sig ned til mennesket og skænker det frelsens gave, som mennesket tager imod i tillid og tro. Dét er evangeliet, som er det græske ord for "det gode budskab".

Hvad betyder evangelisk?

Det evangeliske handlede altså om at afgrænse sig over for den katolske teologi, ligesom man tog afstand fra paven som kirkeligt overhoved. Når man så senere også begyndte at kalde sig lutheranere, skyldes det, at man havde brug for at afgrænse sig over for nogle af dem, som til at begynde med havde stået på Luthers side, men senere gik solo uden dog at blive katolikker igen, men ligesom Luthers tilhængere vedblev at kalde sig protestanter.

Det var dem, Luther selv foragteligt kaldte sværmerne. For eksempel gendøberne eller dem, der ville drage rent politiske konsekvenser af deres kristendom. Afgrænsningen gjaldt også de reformerte og dem, der mente, at de havde et så personligt gudsforhold, at de kunne nøjes med at sidde hjemme og meditere og bede og slet ikke havde brug for kirke, sakramenter og præster, siger Martin Schwarz Lausten.

I årtierne efter reformationen i 1500-tallet blev det mere og mere udbredt at kalde sig både evangelisk og lutheransk, men selve sammenstillingen i det teologiske tvillingepar evangelisk-luthersk er ikke ret gammel, fortæller Jørgen Stenbæk, som er tidligere lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet og ekspert i kirkelig lovgivning gennem tiderne.

Grundloven af 1849

Faktisk blev begrebet først for alvor slået fast i dansk sammenhæng med Grundloven fra 1849, hvor der i paragraf 4 står om folkekirken: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten."

Der er dog en forhistorie, forklarer Jørgen Stenbæk og begynder med Danske Lov fra 1683.

Her optræder begrebet evangelisk-luthersk ikke, men det bliver slået fast, at den eneste religion "i kongens rige og lande" er den, som stemmer overens med Bibelen og de tre oldkirkelige bekendelser (den apostolske, den nikænske og den athanasianske). Men så er der også nævnt det vigtige, at religionen også skal stemme overens med de to hovedskrifter fra reformationens tid: Den augsburgske bekendelse og Luthers Lille Katekismus. Uden at nævne begreberne direkte, blev det på den måde slået fast i Danske Lov, at religionen i Danmark skulle være evangelisk og luthersk.

Historisk set

? Det var karakteristisk for de lutherske lande på det tidspunkt, at der ligger en polemik i sprogbrugen, hvor man fremhæver, at man nu giver sig af med at forkynde Guds sande ord i dets rette forståelse, i modsætning til de katolske lande, som altså ikke gør det. Den polemiske snert opretholdes i lovsproget på den måde at forstå, at man kun betragter sin egen reformatoriske kristendomsforståelse som den rigtige, siger Jørgen Stenbæk.

Han fortæller, at udtrykket "evangelisk-luthersk" i dansk sammenhæng optræder for første gang i 1824 i en kongelig forordning om ægteskaber. Her bliver det slået fast, at en katolik kun kan blive viet til en protestant, hvis vedkommende skriver under på "at lade alle børn, der avles i sådant ægteskab, opdrage i den evangelisk-lutherske kirke".

Med Grundloven fra 1849 blev udtrykket evangelisk-luthersk slået fast i dansk lovgivning. Grundlovsfædrene med biskop D.G. Monrad i spidsen valgte det som et kortere udtryk for det, som Danske Lov havde beskrevet som landets religion, og siden da har det teologiske tvillingepar været uadskillelige som udtryk for folkekirkens lære./Kristeligt Dagblad/

EVANGELISK-LUTHERSK

Reformatoren Martin Luther kaldte sine menigheder for evangeliske for at sige, at frelsen afhænger af evangeliet i modsætning til katolikkernes afhængighed af gode gerninger og det kirkelige hierarki. Luther forbød menighederne at kalde sig lutherske, men det gjorde de alligevel for at afgrænse sig fra tidligere Luther-tilhængere, som havde ændret teologi.

Udtrykket evangelisk-luthersk er forholdsvist nyt. I dansk sammenhæng optræder det for første gang i et officielt dokument i 1824, men først med Grundloven af 1849 bliver det et fast udtryk til beskrivelse af den danske folkekirke.