Fem teologiske stridigheder, der splittede kirken

Når kirkens teologer og lærde har diskuteret kirkens lære har bølgerne ofte gået højt. Læs om fem store teologiske stridigheder, der medførte kirkesplittelser

Hvor der er to teologer til stede, har du tre holdninger. Denne lettere omskrivning af et jødisk ordsprog kan meget vel også passe på de lærde i kristne kredse. De kristne teologers mange forskellige holdninger har i hvert fald skabt en del bølgegang i løbet af kirkens 2000-årige historie.

For den almindelige kirkegænger kan det måske virke som ordkløveri, når teologerne igennem tiden har samlet sig til store møder for at finde ud af kirkens lære. Men møderne har været med til at skærpe kirkens teologiske bevidsthed på afgørende punkter i troslæren. Desuden har de teologiske stridigheder en hel del kirkesplittelser på samvittigheden. Teologernes diskussioner har derfor ikke blot været en strid om ord, men har i høj grad også fået praktiske konsekvenser.

Her er fem af de vigtigste teologiske stridigheder, der splittede kirken.

Donatius kæmpede for en ren kirke

Tilbage i 300-tallets Nordafrika fandt alvorlige forfølgelser af de kristne sted. Den romerske kejser Diokletian havde i 303 udstedt ordrer om, at alle borgere i det romerske rige skulle følge Roms religiøse skikke. Den romerske guvernør i Afrika var dog forholdsvis mildt sindet og stillede sig tilfreds, hvis blot de kristne indleverede deres bibler. Mange velstående kristne, herunder flere biskopper, accepterede dette tilbud, mens de fattigere kristne, som ofte var mere fromme, ikke ville gå på kompromis med deres tro.

Efter forfølgelserne rettede de kristne søgelyset mod de biskopper, der var gået på kompromis. Donatius, der senere blev leder af donatisternes udbryderbevægelse, mente ikke, at biskopperne kunne fortsætte i kirken, da de havde fravalgt troen. Dåb og nadver udført af kompromissøgende biskopper kunne derfor heller ikke accepteres som gældende. Dette synspunkt delte Donatius dog ikke med biskoppen i Rom, der ønskede at få biskopperne tilbage i folden. På baggrund af disse uenigheder var en splittelse uundgåelig, og donatisterne dannede deres egen kirke. Først med islams fremrykning i Afrika i det 7. og 8. århundrede døde den donatistiske retning helt ud. Nogle historikere hævder, at de arabiske hære fik nemt spil i Nordafrika netop fordi de donatistiske stridigheder havde gjort kristendommen og dermed samfundet ustabilt i området.

Arius såede tvivl om Kristi guddommelighed

Teologerne gik i 300-tallet mange forskellige veje i forsøget på at fastholde Guds ophøjethed. Afgørende spørgsmål måtte besvares. Er Jesus Gud eller menneske? Eller begge dele? Hvordan er forholdet mellem Gud og Jesus?

En præst fra Alexandria ved navn Arius forsøgte at give et svar. Arius mente ikke, at Jesus var af samme væsen som Gud. Jesus havde ikke altid eksisteret, men var skabt. Han var sendt for at frelse verden, men var ikke selv Gud, sagde Arius. Dermed forsøgte han at bevare Guds absolutte enhed.

Men dette syn skabte voldsomme spændinger i kirken, der efterhånden var på nippet til at sprænges. Den romerske kejser Konstantin samlede derfor i 325 en række fremtrædende kirkefolk i Nikæa til det, der skulle blive det første i en lang række af kirkemøder. Her sammenfattede man en bekendelse, der fordømte Arius lære og præciserede, at Jesus er alt, som Gud er. I den såkaldte nikænske trosbekendelse, som i dag er en af folkekirkens fem bekendelsesskrifter, hedder det, at Sønnen er født, ikke skabt, og af samme væsen som Faderen.

Den arianske teologi fortsatte blandt visse germanske folkegrupper ind til slutningen af det 7. århundrede.

Nestorius nægtede at kalde jomfru Maria Guds-føderske

I første halvdel af 400-tallet udbredte teologen Nestorius sin lære i området omkring den nordøstlige del af middelhavet. Før Nestorius kom på banen, havde det være normalt at kalde jomfru Maria for Guds-føderske eller på græsk Theotokos. Dette afviste Nestorius og han blev derfor årsag til Theotokos-striden.

Nestrorius modstandere konkluderede, at han dermed også afviste Kristi guddommelighed. Ved det første kirkemøde i Efesus i 431 forsøgte Nestorius, der på det tidspunkt var ærkebiskop i Konstantinopel, at forsvare sig imod den voksende kritik af hans lære. Men mødet endte med, at han blev forvist og anset som en kætter, der benægtede, at Kristus var Gud.

Nestorianismen blev en ny kirkeretning, der bredte sig østpå til blandt andet Irak, Indien og Kina. I dag anser man dog denne splittelse i kirken som en misforståelse mellem Nestorius og hans modstandere. Flere af de nestorianske kirker har derfor fundet sammen med den katolske kirke igen.

Filioque splittede kirkens østlige og vestlige del fra hinanden

I den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, som også står opført i Den Danske Salmebog, finder vi den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse. I daglig tale blot benævnt som den nikænske trosbekendelse.

I den oprindelige bekendelse fra 381 skrev man, at Helligånden udgår fra Faderen. Men i den vestlige del af kirken var man bekymret for, at denne formulering var for upræcis. Der var en fare for, at Jesus ikke blev opfattet som lige med Faderen, fordi det blot nævnes, at Helligånden udgår fra Faderen. Sønnen blev ikke nævnt og kunne derfor opfattes som et ringere væsen, mente man. Efterhånden tilføjede teologerne derfor og fra Sønnen, som på latin bare er det lille ord filioque. Det er også denne formulering, vi finder i salmebogen.

Men i den østlige del af kirken var man ikke tilfreds med tilføjelsen. Og det store skisma i 1054, hvor kirkefællesskabet mellem den østlige (ortodokse) og den vestlige (katolske) kirke blev ophævet, udsprang af denne teologiske uenighed om det lille berygtede ord filioque.

Martin Luther ønskede at reformere kirken

Martin Luther offentliggjorde i 1517 95 teser mod afladshandlen i den katolske kirke. Dermed ønskede den ivrige munk at diskutere frelseslæren med kirkens teologer. Luther mente ikke, at man kunne betale for syndernes forladelse, hvilket efterhånden var den måde, folk var kommet til at opfatte afladshandlen på. Ifølge Luther kunne det ikke understreges kraftigt nok, at tilgivelse og frelse handlede om en ændret relation mellem den enkelte synder og Gud. Et forhold, der alene kunne baseres på Guds nåde.

Luthers mange udfald og kampe med den katolske kirke førte til, at han blev smidt ud af kirken. Hans reformatoriske tanker fandt støtte blandt mange mennesker og var startskuddet til den splittelse af den katolske kirke og de protestantiske kirker, som vi stadig ser i dag.

Kilde:Kirke og Kristendom, 2001