Filantropi og diakoni da det frivillige arbejde kom til Danmark

Da privat velgørenhed og frivilligt arbejde slog igennem i 1860'erne, havde store dele af det en kirkelig baggrund

Fra 1860erne blomstrede den private hjælp til fattige og syge. Inden velfærdsstatens fremvækst var det private velgørende arbejde en vigtig støtte til mange fattige og en betydelig underklasse. Kristne sygeplejerhjem var vigtige drivkræfter, men også fra sekulært hold bød man ind på arbejdet med sygeplejen og omsorgen.

Den private hjælp var noget nyt
Den frivillige hjælp til fattige og syge i sidste halvdel af 1800-tallet adskilte sig fra den beskedne offentlige hjælp på flere måder: Den medførte ikke tab af borgerlige rettigheder for modtageren, og den var bedre tilpasset en ny voksende underklasses behov, navnligt i de større byer.

Indtil starten af 1900-tallet mistede de fleste modtagere af offentlige fattigydelser deres stemmeret og måtte heller ikke gifte sig uden tilladelse. Dette kaldtes fattighjælps-virkninger, og var ofte forbundet med megen skam. Noget, som udøverne af den private hjælp ikke nødvendigvis var modstandere af. Men med udbredelsen af den frivillige hjælp blev det muligt for flere at modtage støtte uden disse vilkår.

Velgørenhed øgede sammenhængskraft
Opsøgende arbejde var normen, fordi man ville sikre sig, at modtagerne af de private bidrag også havde reelt behov for det. Det medførte også et øget kendskab til de fattiges situation hos deltagerne i den private velgørenhed.

Den store interesse for socialt arbejde kaldes også filantropi. Ordet kan oversættes med menneskekærlighed og bruges gennemgående som samlebetegnelse for velgørenhedsinitiativer af forskellig art. Både religiøse og sekulære. Understøttelsesforeninger, der blot søgte at afhjælpe rent økonomiske problemer og nye sygeplejeinstitutioner var alle sammen dele af tidens store bølge af privat velgørenhed.

De første sygeplejersker
De initiativer, der koncentrerede sig om den mere personlige omsorg, havde typisk en kirkelig eller kristen baggrund. Fremtrædende eksempler var diakonissehusene og menighedsplejerne, både hver for sig og i det praktiske samarbejde. Diakonissestiftelsen blev til efter tydelige udenlandske forbilleder i 1863.

I Tyskland var der allerede i 1836 opstået et såkaldt diakonissehus, hvor kristne kvinder for beskedne midler plejede og passede syge. Kvinderne skulle være ugifte og moralsk uangribelige efter tidens normer, og det var i lige så høj grad en kristelig tjeneste som det var rent praktisk arbejde. Ved den danske stiftelses tilblivelse i 1863 eksisterede der også en diakonisseinstitution i Stockholm, der tjente som forbillede.

Diakonissebevægelsen kom til at udgøre den første egentlige organisering og uddannelse af sygeplejen i Danmark. Den kirkelige tilknytning understregedes af, at der foruden kvinderne selv og en forstanderinde også var en præst ved hver af diakonissehusene. I Danmark suppleredes Diakonissestiftelsen senere af Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen, der var nært knyttet til Indre Mission.

Virkede lokalt
Hjælpearbejdet tog også form på det lokale menighedsplan. Fra 1870erne dukkede de såkaldte menighedsplejer op. Det var i praksis ofte diakonisser, som virkede med sygepleje ude i lokalområdet, udsendt fra diakonissehuset. Menigheden kunne så stille midlertidig bolig eller andre midler til rådighed for plejeren.

Men menighedsplejen fik hurtigt sit eget liv i det sociale arbejde. I 1902 dannedes De Samvirkende Menighedsplejer som en paraplyorganisation, der koordinerede menighedernes hjælpearbejde blandt syge, fattige og gamle. Hovedsageligt i København.

I starten af 1900-tallet forbandt man nu hovedsageligt menighedsplejerne med hjælpen til svagelige ældre: Man begyndte at arrangere ledsagede skovudflugter om sommeren, julesammenkomster og lignende sociale arrangementer, som med tiden tiltrak mange. De afsluttedes typisk med en kirkelig andagt.

I kirken hedder det diakoni
I det kirkelige hjælpearbejde var og er diakonien en hjørnesten. Man havde ordet fra Det Nye Testamente, der oprindeligt var skrevet på græsk, og hvor diakoni direkte oversat betød tjeneste. I de bibelske eksempler kunne tjeneste være mange ting; tjeneste i forbindelse med gudstjenester eller bare tjeneste i menighedslivet generelt.

Men man lagde især vægt på beskrivelsen af diakoni som hjælp til fattige eller andre trængende. Et sted, man har kunnet hente inspiration til denne opfattelse er Matthæusevangeliet 25, 31-46, hvor det blandt andet siges, at man dømmes efter, hvordan man har behandlet sultne og tørstige.

Den mere kendte lignelse om den barmhjertige samaritaner har også kunnet vække inspirationen til omsorgsfuldhed og hjælpearbejde. Endelig nævnes diakonien også i flere af brevene i Det Nye Testamente, for eksempel i 2. Korintherbrev 8,4, hvor der som tjeneste samles penge ind til folk i menigheden.

Kodeord for frivilligt arbejde
Det var derfor naturligt, at diakoni blev et ord som gik igen i den nye bølge af privat hjælpearbejde. Diakonissestiftelsen fik direkte navn efter det, og der fandtes også en stiftelse ved navn Stefansforeningen, som blandt andet havde drevet en diakonskole på Fyn. Den havde kaldt sig således efter diakonen Stefanus, der nævnes i Apostlenes Gerninger. Det kendetegnede perioden, at diakonien på denne måde blev en udtalt del af det praktiske kirkelige foreningsliv.

Det røde Kors i Danmark
Men det var ikke kun kirkelige foreninger, der skulle få stor betydning for hjælpearbejdet i landet og internationalt. I 1876 blev der stiftet en forening ved navn Det røde Kors. Det var en dansk afdeling af Røde Kors, som havde set dagens lys på initiativ af schweizeren Henri Dunant godt 13 år tidligere.

I starten havde Røde Kors udelukkende sit sigte på sygepleje i forbindelse med væbnede konflikter, hvor et kernepunkt var neutraliteten i forhold til stridens parter. Den for Danmark skæbnesvangre krig i 1864 var i øvrigt den allerførste, hvortil Røde Kors-medarbejdere var udsendt.

Militærfolk drev nødhjælp
I Diakonissestiftelsen havde præster typisk udgjort de organisatoriske kræfter, men Det røde Kors var som sagt ikke religiøst funderet og appellerede til andre dele af det bedre borgerskab. Blandt initiativtagerne og de ledende skikkelser var mange ældre officerer og læger, noget der nok afspejlede det oprindelige fokus på militære situationer.

Røde Kors begyndte også selv at organisere og uddanne sygeplejersker, og i det hele taget voksede organisationen og dens virkeområde både i udlandet og herhjemme, og den blev med tiden den store brede nødhjælpsinstitution, mange kender den som i dag. Men både Røde Kors og den helt nære menighedspleje for syge og ældre havde rødder i det 19. århundredes store filantropiske opblomstring selvom deres idegrundlag var ret forskellige.