Fra vikingekunst til kristen kunst

Historien og kunsten fortæller, at der har fundet en tilpasning sted i overgangsperioden fra nordisk tro til kristendom

Det tog næsten 1000 år for kristendommen at nå til Danmark.
Harald Blåtands dåb omkring 960 står som et vendepunkt i forhold til den ny tro. Jellingstenen fortæller historien om danernes omvendelse til kristendommen, og den omtales den dag i dag som Danmarks dåbsattest.

Med kongens epokegørende dåbshandling følger ændringer i magtstrukturen i samfundet og i kunsten. Både kulturelt, religiøst og politisk, men også kunsthistorisk sker der en påvirkning, i og med landet begynder at modtage nye impulser sydfra. Men overgangen fra vikingekunst til kristen kunst sker ikke på én dag. Den strækker sig over en lang årrække.

Trækirker
Det første synlige tegn på kristendommens komme til Danmark er et omfattende kirkebyggeri, der tager sin begyndelse i slutningen af 900-tallet. Kirkerne blev mange gange opført på vikingernes gamle helligsteder. De første kirker blev bygget af træ, og derfor har vi desværre kun fragmenter tilbage fra den tid. De fleste trækirker var stavkirker, bygget af store planker og båret af staver eller hjørnestolper.

På Nationalmuseet kan man således se et brudstykke af en planke fra en stavkirke. Den kaldes Hørning-planken og dateres til cirka 1070. På ydersiden er den bemalet med et relief med ormeslyng, mens den glatte inderside er bemalet med nadversymbolerne vinløv og druer.

Træet var det bygningsmateriale, vikingerne havde lige for hånden. Som det forhåndenværende søms princip var det også billigt og samtidigt noget, de var fortrolige med at arbejde i og derfor helt naturligt at bygge med. Træarbejdet blev gerne bemalet med rødt, blåt og gult. Indvendigt har der været småt med lys. Indretningen har været enkel uden bænke og stole, kun med et alter i koret og en døbefont ved indgangsdøren.

I løbet af 1100-tallet og ind i 1200-tallet blev trækirkerne afløst af stenkirker.

Stenkirker
I løbet af 1000-tallet begyndte man at bygge kirker af sten. Prægningen kom sydfra, fra det kristne Europa og er på den måde både en afspejling af en byggeteknisk udvikling og en lidt forsinket europæisering af Danmark. Indflydelsesvejene er umiddelbart svære at klarlægge, men tidens internationale karakter peger på, at indflydelsen er kommet fra engelsk, tysk, fransk, italiensk side og fra den byzantinske verden. Bygningsmaterialet var gerne kampesten.

Byggegrundsretningen var øst-vest med koret mod øst. Grundplanen bestod af skib og kor. Døbefonten var placeret ved indgangen, og altret havde sin plads i koret. Indenfor har der været sparsomt med lys, som kun har kunnet komme ind gennem små højt placerede vinduer.

Bjælkeloftet var fladt, og rummet kan sammenlignes med en basilika. Mellem kor og skib var en stor runding, kaldet triumfbuen, hvor der hang et krucifiks med den korsfæstede Kristus med ansigtet vendt mod skibet, hvor menigheden samledes.

SE OGSÅ BILLEDSERIE: På vandring gennem kirkerummet

I Roskilde opførte man en stenkirke i 1020'erne og omkring år 1060 en kryptkirke i Århus, som dengang var byens domkirke, og den dag i dag Nordeuropas ældste kirkerum i brug. Det har højst sandsynligt været tyske stenmestre, der blev kaldt hertil for at lære danskerne at bygge af sten.

Den store opblomstringsperiode skete dog først i de følgende århundreder. Opførelsen af den domkirke, der i dag findes i Ribe, blev påbegyndt i midten af 1100-tallet, og også Viborg Domkirke er fra 1100-tallets begyndelse. I blomstringstiden, som strækker sig fra cirka 1100 til midten af 1200-tallet blev der opført omkring 2000 kirker i Danmark.

Kirkernes stil og interiør
Senere blev kirkernes grundplan udvidet. Kirkebygningen blev større og højere og dermed løftet nærmere himlen. Stilen ændredes fra romansk rundbuestil til gotisk spidsbuestil. Der blev bygget hvælvinger, og nye store vinduer kom til. Desuden kom der våbenhus og gerne et tårn ved mandsdøren i syd, og nogle steder blev der også bygget apsis til koret.

På hvælvene åbnedes plads til at male kalkmalerier. Her blev fortællingerne fra Bibelen gengivet i et billedsprog, der var forståeligt for de mange, der ikke kunne læse. Som en stor bibelsk tegneserie kunne folk se og lære Bibelens historier at kende og derigennem stifte bekendtskab med kristendommen.

Til alle tider har billeder været med til at hjælpe med at huske, samtidig med at de har været med til at give mening. På den måde har kunsten i almindelighed og kalkmalerierne i særdeleshed været en utrolig vigtig trumf i argumentationen for Kristus.

Motiver i vikingekunsten
Kunsten i vikingetiden er præget af mange non-figurative elementer. Samtidig er den repræsenteret af en verden med mange dyreornamenter. Det er almindeligt at se båndformede dyr, slanger eller fugle med små hoveder og store øjne. Dyr, hvis kroppe er buede eller slyngede, så de dermed får et livligt eller ligefrem humoristisk udtryk. Deres oprindelse er usikker. Muligvis stammer de enten fra den frankisk-karolingiske kunst, det anglesaksiske England, Orienten eller fra den syrisk-koptiske verden.

I takt med kristendommens udbredelse ændres vikingestilen langsomt. Der sker en sammensmeltning eller en symbiose mellem motiver fra vikingetiden og scener fra kristendommen. Jellingestenen er igen et godt eksempel på, hvordan nordisk og vesteuropæisk kunst blandes. Hvordan et stort spankulerende dyr omslynget af en slange står side om side med den korsfæstede Kristus omgivet af relief og båndslyng.

Kristen kunst
Den kristne kunsts væsentligste opgave er at vidne om troen på en treenig Gud og hans budskab. Derfor spiller kunsten en særdeles central og fundamental rolle i forhold til argumentationen for Kristus. Billederne skulle lære folk om kristendommen og minde dem om Kristus.

Kunstnerne var ikke ude på at skabe en overbevisende lighed med naturen eller at lave kønne ting. Det vigtigste var for dem at meddele indholdet og budskabet i de hellige historier. Alligevel er det ved hjælp fra den gamle og kendte vikingearv, som for eksempel båndslyngene, at den døde frelser, fanget af ornamentik, introduceres af kirken.

Symbiosen
I 1000-tallet bliver vikingerne efterhånden kristne. I kunsten afspejles det ved, at motivverdenen ændres. Et rigt domineret ornamentsprog trænges langsomt ud i periferien efter år 1000 til fordel for menneskefigurer og scener hentet fra Bibelen, og det forsvinder næsten helt omkring år 1200. Vikingestilen absorberes i en eller anden forstand af den kristne kunst. Samtidig får den et andet og nyt indhold.

Slangen som dobbeltsymbol
Fra i vikingetiden at være et fantasidyr med gode egenskaber, et jordnært sympatisk dyr og et symbol på evigheden, er slangen for eksempel blevet et symbol på det onde, på Syndefaldsmytens negative element, når den optræder i den kristne kunst. I en periode er der ligefrem en dobbelthed eller en dobbelttydning af visse elementer.

I vikingekunsten har slangen én betydning, i den kristne kunst en helt anden. Måske har den ligefrem to tolkningsmuligheder. Når slangen ofte pryder mange granitdøbefonte fra middelalderen og snor sig om den øverste del, kan den både forstås som en repræsentant for den hedenske verden og dermed være en beskytter mod det onde og farefulde, og samtidig kan den være den ondes repræsentant i den kristne kultur og således stå som et billede på alt det farefulde og onde i verden udenfor, og som sådan stå i direkte modsætning til dåben.

Det gamle og det nye
Der er grund til at tro, at billeder og figurer, drager og slanger og indviklede mønstre ikke kun har tjent som et dekorativt element i kunsten, men også har haft en magisk betydning og kraft, hvad enten de blev set ud fra et hedensk verdenssyn eller ud fra en kristen livstydning.

Historien og kunsten fortæller, at der har fundet en tilpasning sted i overgangsperioden. Her har forskellige traditioner skulle samarbejde, og vikingekunsten har skullet tilpasse sig de krav, den kristne kunst stillede. I en eller anden forstand kan man sammenfattende sige, at kirken og kristendommen blev introduceret med hjælp fra det gamle. Vi ser det tydeligt på Jellingstenen: Her bliver Kristus billedligt talt - fanget af ornamentik, der slynger sig som vikingetidens bånd.