Hipsterkristne laver ungdomsoprør i USA's kirker

Hipsterkristne er ligesom andre hipstere typisk unge og kreative mennesker i 20'erne, der er i gang med eller netop færdige med en universitetsuddannelse og bor i en storby. Foto: .dk

Den ældre generation af kristne ser forundrede til, mens unge kristne kaster sig ud i bar-besøg, alternativ tøjstil og teologiske klassikere

Hvad sker der, når unge amerikanske kristne fra mere eller mindre fundamentalistiske miljøer flytter væk fra far og mor og kommer på universitetet? En stor del af dem benytter lejligheden til at distancere sig fra det kulturelle særpræg, som mange amerikanske kirkelige miljøer har. De finder kristnes forsøg på at efterligne mainstreamkultur pinlige. I stedet vender de ryggen til kristen musik og kristne film og bliver en del af hipsterkulturen. (Læs beskrivelse af hipsterkulturen i boksen til venstre.)

På overfladen skaber det ikke de store gnidninger. De færreste bliver provokeret af, at unge kristne vælger at gå med stramme jeans, hat og hornbriller og anlægger skæg. Men der sker også en udfordring af den ældres generations normer. De såkaldte hipsterkristne har typisk et langt mere afslappet forhold til alkohol, tobak, sex og verdslig kultur end deres forældre.

På den anden side er der ofte ikke tale om, at de unge opgiver normerne de går blot til grænsen og taler for eksempel en masse om sex, men i praksis venter de med at dyrke sex til de har en ægtefælle at gøre det med, ligesom de er opdraget til. Dermed skiller de sig også ud fra verdslige hipstere men de skilter sjældent med denne forskel.

Hipstere gennemskuer efterligninger
Når kristne hipstere bevidst forsøger at provokere og skille sig ud fra andre kristne, er det klart, at en stor del af de øvrige evangelikale kristne i USA reagerer ved at afvise dem. Men der er også mange kirker, der bevidst forsøger at tiltrække denne gruppe af smarte unge kristne.

Det gør de for eksempel ved at lade præsten henvise til tv-serier i prædikenen, klæde sig i hipster-modetøj og få en ny dyr frisure og ved at pakke gudstjenesten med den nyeste teknologi: storskærme, lyseffekter, mulighed for at sms'e til præsten og desuden mulighed for bare at sidde derhjemme og følge gudstjenesten over internettet.

Mange hipstere reagerer dog negativt på disse forsøg på at appellere til dem. Præsten siger ganske vist, at Jesus var en rebel, og han afprøver grænserne for, hvor frække ord han kan bruge fra prædikestolen. Men mange hipstere gennemskuer, at det bunder i en lidt desperat påtagethed, og afviser det. I stedet søger mange kristne hipstere sammen i kirker, der ofte ligner traditionelle kirker langt mere end de megakirker, mange af dem er vokset op i. Her finder de et udtryk for troen, der virker mere autentisk på dem.

Hipstere ønsker autenticitet
Brett McCracken, en ung amerikansk journalist og forfatter til den nyligt udkomne bog Hipster Christianity. When Church and Cool Collide ("Hipsterkristendom. Når kirke og cool støder sammen"), kalder kirker, der bevidst forsøger at appellere til hipstere, for wannabe hip churches.

Selvom McCracken opfatter sig selv som en del af hipsterkristendommen, mener han ikke, at kirken skal sætte sit lid til, at denne strømning kan redde den ud af den situation, hvor kirken ikke længere er i centrum for vestlig kultur. Han mener, at kirken bør satse på at være autentisk frem for overfladisk, og at det vil få hipstere og andre til at genkende kristendommen som autentisk.

McCracken indrømmer også, at det ofte kan være så som så med hipsternes egen autenticitet, selvom det er et meget vigtigt begreb for dem. På den ene side har de stor sans for kvalitet hvad angår kultur, men på den anden side er mange af dem også drevet af en jagt efter det sidste nye, så de kan dyrke det og dermed være hippere end deres omgivelser.

Hipsterkristne vil ikke leve i en parallelkultur
De foregående generationer af unge kristne amerikanere forsøgte også at følge kulturen for at gøre op med billedet af en kedelig kristendom. Men de gjorde det på en måde, som ironisk nok er blevet en vigtig årsag til de hipsterkristnes opgør. De hipsterkristne kritiserer, at hver gang, der var noget, der var populært i den brede kultur, skulle der være en særlig kristen udgave af det: kristne tv-shows, kristne boybands, kristent modetøj, en kristen efterligning af YouTube og så videre.

Hipsterkristne mener, at kristne ikke skal leve i en parallel kultur, hvor man adskiller sig fra den brede kultur, men samtidig efterligner den. I stedet skal man forsøge at leve midt i kulturen og bidrage til den. Man skal ikke lave særlig kristen kunst eller kristen musik, men man skal bare lave musik, der er så godt som muligt. For en hipsterkristen kan god kunst være en lovprisning af Gud, uanset om det er lavet med en kristen hensigt eller ej.

Hipstere taler ikke om at være hipstere
En komplicerende faktor er, at det bestemt ikke er hipt at tale om at være hipster. Faktisk er hipster snarere et skældsord. Normalt bruger hipstere højst begrebet ironisk. McCracken er således en undtagelse, både blandt verdslige og kristne hipstere, når han forsøger at italesætte fænomenet indefra.

Hipsterkristendom er på mange måder opstået i forlængelse af emerging church-bevægelsen, som var et forsøg på at tilpasse kirken til den postmoderne verden. Bevægelsen blev startet i 1990'erne af folk fra forskellige kirkeretninger, der var utilfredse med kirkeinstitutionerne. De forsøgte at lave nyskabende kirkelige strukturer med anderledes former for gudstjeneste og mission.

LÆS OGSÅ: Nybrud i amerikansk kristendom

Den store forskel mellem hipsterkristendom og emerging church er, at emerging church handlede meget om at analysere og italesætte den måde, kirken udtrykker sig på i forhold til kulturen. Derimod har hipsterkristne normalt ikke nogen særlig teoretisk baggrund for at gøre, som de gør.

En ting, som hipsterkristendommen har overtaget fra emerging church er optagetheden af social retfærdighed og kamp mod fattigdom. Mange ældre evangelikale er politisk ærkekonservative og betragter spørgsmål om abort og homoseksuelle ægteskaber som de vigtigste moralske problemstillinger Derimod ønsker hipsterkristne typisk at fokusere på for eksempel de etiske problemer i, at nogle mennesker ikke har del i samfundets rigdomme.

Hipsterkristne bryder med politiske normer
Nogle gange kan hipsterkristnes ungdomsoprør give sig udtryk i noget så simpelt og dog banebrydende som at gå over til at stemme på Det Demokratiske Parti og præsident Obama. Dermed går de i den helt modsatte retning i forhold til den gruppe konservative kristne, der bakkede op om den meget højreorienterede tea party-bevægelse i forbindelse med midtvejsvalget i november 2010.

LÆS OGSÅ: Tema om det religiøse venstre

I det hele taget er hipsterkristendom et mangfoldigt fænomen der stikker i mange retninger: Tobak og økologi, moderæs og genbrugstøj, elitær kultur og socialt engagement, ny musik og ældgamle bøger af teologiske sværvægtere som Augustin og Thomas à Kempis.

Hipsterkristne forenes af deres opgør
Med genoptagelsen af ældre teologiske tænkere forsøger man at nå frem til noget, der er dybere og mere autentisk. Det kan være alt fra en kirkefader som Augustin til det 20. århundredes dialektiske teologer som Karl Barth og Paul Tillich.

Hipsterkristne mener ofte, at andre unge kristne går efter de nemme løsninger og har en overfladisk forståelse af kristendommen. Der er dog ikke tale om, at alle hipsterkristne interesserer sig for kirkefædre og dybsindig teologi, men det er snarere en strømning inden for strømningen.

Hipsterkristne er ikke kun defineret af det, de har til fælles, men i lige så høj grad af det, de er fælles om at være i modsætning til: på den ene side den brede verdslige mainstreamkultur, som alle hipstere forsøger at være imod og på forkant med, og på den anden side den evangelikale kristne subkultur, som opfattes som en billig efterligning af mainstreamkulturen.