Hvad er Bibelbæltet?

Det område, man kalder for Bibelbæltet er næsten sammenfaldende med det, der traditionelt regnes for Sydstaterne. Foto: Wikimedia Commons

I USAs sydøstlige hjørne findes et stort sammenhængende område, der kaldes Bibelbæltet. Det skyldes den høje koncentration af fundamentalistiske kristne

Det område, man kalder for Bibelbæltet er næsten sammenfaldende med det, der traditionelt regnes for Sydstaterne. Det vil sige de såkaldte Konfødererede Stater, som tabte den Amerikanske Borgerkrig til de højt industrialiserede Nordstater.

Det er stadig i dag et landbrugsområde præget af fattigdom, arbejdsløshed og den gamle konflikt mellem hvide og sorte. Men er det end økonomisk tilbagestående i forhold til andre dele af USA, har det dog en mere aktiv religiøs kultur. I Bibelbæltet er det nemlig det religiøse, som er identitetsskabende og får lov til at dominere kulturen. Og det er især i dette område, at USAs meget store gruppe af fundamentalistiske, konservative kristne der har givet området dets øgenavn holder til. Og det selvom Sydstaterne ellers ikke er kendt for at være USAs mest fromme.

Aberetssagen
Selve øgenavnet går tilbage til retssagen the State of Tennessee vs. Scopes i 1925. Her var en lokal lærer John T. Scopes blevet stævnet for imod gældende lov at undervise i Darwins evolutionslære, som havde sat spørgsmålstegn ved Bibelens skabelsesberetning(er). Under retssagen fortsatte han med at betvivle, at beretningerne om skabelsen af Eva, hvordan Kain fik en kone og lignende skriftsteder kunne bruges som grundlag for videnskabeligt arbejde.

Begge parter benyttede lejligheden til insisterende at promovere deres holdninger, og også uden for Tennessee det var den første retssag i USA, som blev transmitteret på landsdækkende radio blev striden anset for et vigtigt opgør mellem progressive og konservative kræfter.

Hvem der egentlig vandt, var der tilsvarende uenighed om. Da der var tale om et regulært lovbrud, endte retssagen med, at Scopes blev dømt, men han slap med en bøde på $100. Og samtidig var det lykkedes ham at gøre de fundamentalistiske kristne til grin i hele USA.

Det var en af de journalister, som dækkede retssagen, den berømte H.L. Mencken, der første gang fandt på og brugte den nedsættende betegnelse for området. Han gav også Scopes tilnavnet the Infidel (den Vantro), og hele retssagen omdøbte han til the Monkey Trial (Aberetssagen) under henvisning til evolutionslærens populære udtalelse om, at mennesket stammer fra aberne. Det skete i øvrigt alt sammen i hans avis the Baltimore Sun, som også var med til at betale forsvarets udgifter.

Bæltet og dets spænde
Bibelbæltet dækker det dybe syd, og dets centrum det, vittige hoveder har døbt spændet er byer som for eksempel Dallas og Fort Worth i Texas, Knoxville og Nashville i Tennessee og Tulsa i Oklahoma. Alle sammen byer, som er hjemsted for såvel de største og mest magtfulde kirker, de såkaldte superchuches, som de mange universiteter, der driver videnskab og det er ikke kun teologi på et kristent grundlag. Og det er her, Bibelbæltets ideologiske grundlag udformes.

De konservative kristne tilhører forskellige trossamfund de er både anglikanere, presbyterianere, metodister, baptister og pentekostale kristne fra en række frikirker men fælles for dem alle er, at de er ortodokse protestanter funderet i en bogstavelig bbellæsning og er temmelig karismatiske.

Det er en kristendom, som stammer fra det 19. århundredes mange folkelige vækkelsesbevægelser. Disse oplevede netop i sydstaterne en voldsom succesog sætter stadig deres tydelige spor i måden at være kristen på, med et stort fokus på omvendelsens genfødsel af den kristne.

Modstand imod evolutionslære og abort
De mærkesager, som de konservative kristne kan samle sig om, er nu som før alt det, som strider imod deres bibelfundamentalisme. Det vil især sige modstanden imod undervisning i Darwins evolutionslære. Men af de samme årsager også modstanden imod abort, som de mener, er en krænkelse af livets hellighed. Derfor er en streng seksualmoral da også et fællestræk.

Der har været talrige eksempler på afbrændinger af bøger. Både naturvidenskabelige lærebøger, men også J.K. Rowlings populære bøger om troldmandslærlingen Harry Potter har stået for skud. De menes nemlig at tale for sort magi og anses derfor som skadelige for læserne.

Ud af denne kristne konservatisme springer en tilsvarende politisk konservatisme, der får den største del af Bibelbæltets kristne til at stemme på det Republikanske Parti. De gør det ikke af liberale økonomiske årsager, men fordi Republikanerne ses som moralens og nationens vogtere imod muslimer og kommunister og Bibelbæltets kristne generelt er glødende patrioter.

Deres sammenblanding af gammel amerikansk pionerånd og en bibelsk begrundet opfattelse af sig selv som Guds udvalgte folk gør dem til en slags religiøse nationalister. Og det er ikke mindst i Bibelbæltet, at de er villige til at kæmpe for deres forfatningssikrede ret til at bære våben.

Militante kristne
Og det er ikke alle, der nøjes med at kæmpe demokratisk for denne ret. Kombinationen af religion, nationalisme og en liberal våbenlovgivning er nemlig nok en af forklaringerne på, at meget af den religiøse terrorisme i USA har sit ophav netop her blandt de fundamentalistiske kristne.

Der findes således en række paramilitære grupper eller militser, der fungerer som private hære og er dannet med det formål at være selvforsvar, i samme øjeblik regeringen i Washington ikke længere er i stand til at beskytte folket. Regeringen betragtes i det hele taget med stor mistænksomhed og ikke mindst efter Barack Obama blev præsident som gennemkorrupt.
 
Læs også: Det-ekstremistiske-kristne-hoejre-opruster

Det er også i Bibelbæltet, at terrororganisationen Ku Klux Klan hører hjemme og rekrutterer sine medlemmer i de brede befolkningslag. Klanen har siden sin oprettelse delt mange holdninger og medlemmer med de fundamentalistiske kristne, men er hertil i udpræget grad voldelig og racistisk.

Andre Bibelbælter
Betegnelsen Bibelbæltet startede som et øgenavn til et bestemt område i USA, men sidenhen er det også blevet betegnelsen for områder med høj koncentration af kristne i andre lande. For eksempel vil man nogle gange høre det nordvestlige og midterste Jylland hvor Indre Mission traditionelt har stået stærkt omtalt som det danske Bibelbælte. Og på samme måde i andre lande, hvor der kan ses en mulig sammenhæng imellem afsides egne og konservativ kristendom.

Foto: Wikimedia Commons