Klassiker

Hvad er en helgen?

En helgen er en afdød person, som har levet et særligt kristent liv, og derfor er blevet kanoniseret af den katolske kirke. Foto: stock.xchng.

Det er allehelgensdag på den første søndag i november. Mange ved, at helgener har stor betydning i den katolske kirke - men hvad er egentlig en helgen? Læs her, hvordan helgenbegrebet har udviklet sig fra oldkirken til middelalderen og over oplysningsperioden - og frem til i dag

En helgen er en afdød person, som har levet et særligt kristent liv og derfor er blevet kanoniseret af den katolske kirke.

Kanonisering betyder i vore dage, at ens navn bliver inkluderet i den officielle liste over helgener. Men helgenbegrebet har en lang historie, som tog sin begyndelse blandt de allerførste kristne.

De første helgener

Det første århundredes kristne anså som udgangspunkt alle kristne for at være hellige. Men allerede i deres levetid begyndte man at tildele nogle kristne en særlig hellighed. Det drejede sig på dette tidspunkt især om martyrer, som på grund af romernes forfølgelse af de kristne fik en helt særlig status. At dø for sin tro var den højeste form for efterfølgelse af Kristus.

I de første århundreder var en martyr og en helgen det samme, men der fandt dog ingen officielle helgenkåringer sted før det 14. århundrede. Martyrdøden har overlevet som den sikre vej til at blive helgen helt op til i dag.

Under kristenforfølgelserne, som foregik op til starten på det fjerde århundrede, var martyrdøden den eneste måde, man kunne blive helgen på. Mange kristne stræbte efter at blive martyrer, så de kunne blive helgener og komme tættere på Kristus. Martyrdøden var en reel mulighed, som kom til en brat afslutning, da kejser Konstantin i det fjerde århundrede gjorde kristendommen lovlig. Herefter måtte man søge nye måder til efterfølgelse af Kristus.

Inspireret af Jesu 40 dages faste i ørkenen kastede de ivrige helgenkandidater sig nu ud i en asketisk måde at nærme sig Kristus på. Ved at nægte sig selv mad, menneskeligt selskab, penge, tøj og tag over hovedet udsatte man sig selv for en langsom, hvid martyrdød i stedet for den hurtige, røde martyrdød. Efterhånden kom de to former for martyrdød til at være næsten ligestillede, når det kom til en helgenkåring.

Middelalderens helgentro

Efterhånden, som vi bevægede os ind i det andet årtusinde, udvidede helgenbegrebet sig. Det havde som udgangspunkt kun dækket de kristne, der døde for deres tro i efterfølgelse af Kristus, men efterhånden opnåede også missionærer og særligt fromme biskopper at få status som helgen.

Godhed mod de fattige og personlig askese havde stor betydning. I middelalderen var der en overvægt af helgener, som havde grundlagt forskellige nonne- eller munkeordener, og der blev lagt vægt på, at en helgen havde været enten præst, munk, nonne, jomfru eller enke. En helgen måtte med andre ord ikke være gift.

Helgenkulten udviklede sig i højmiddelalderen efterhånden til en stor og vidtfavnende bevægelse, hvori helgenerne fungerede som forbindelsesled til Kristus. De havde et nært forhold til ham og kunne gå i forbøn for de troende. Mirakler, som regel i form af uforklarlige helbredelser, var særligt forbundet med dem.

De tre krav

I starten af det syttende århundrede ønskede pave Urban VIII at standardisere helgenkåringsprocessen, og han opstillede derfor tre krav, som en mulig helgen skulle opfylde for at blive godkendt til kanonisering. Disse krav var opstået ud af den efterhånden almindelige praksis, som havde udviklet sig gennem mange år:

For det første skulle en helgen være doktrinært fejlfri. Det vil sige, at han eller hun skulle have været rettroende katolik. Man ville ikke risikere at helgenkåre en kætter.

For det andet skulle helgenen have levet et dydigt liv. Et dydigt liv kan forstås som et godt kristent liv baseret på de syv dyder: Tro, håb, kærlighed, visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse. Dette krav blev indført, fordi man var bange for at komme til at kanonisere en heks eller en troldmand, men man mente, at man kunne sortere dem fra ved at kræve et dydigt liv.

Det tredje krav var mirakler. Hvis man bad en helgen om et mirakel, og det skete, var det et bevis på, at helgenen nu sad ved Kristi side og gik i forbøn for den troende. Miraklerne skulle altså ske efter helgenens død for at bliver godtaget af kirken. Men mirakler var meget afhængige af, hvordan folket forstod dem. Overnaturlige kræfter var meget tiltrækkende for de troende, og en mulig helgen fik hurtigt et trofast følge, hvis der begyndte at versere rygter om mirakler i hans nærhed. Når en hellig mand eller kvinde døde, valfartede folket ofte til graven i håb om at blive vidne til et mirakel.

Formålet med pavens tre krav var at stramme op omkring helgenkåringsprocessen, men de blev dog langt fra altid overholdt. Graden af grundighed i helgenprocessen varierede meget, og det var for eksempel først i slutningen af det 17. århundrede, at man begyndte at kræve beviser på dydig livsførelse før en helgenkåring.

Folkelig helgenkult

I middelalderen koncentrerede den folkelige helgenkult sig meget om relikvier. Et relikvie er en ting, der på grund af sin forbindelse til enten Jesus eller til en helgen har fået overført hellighed derfra.

En helgens skjorte kunne være et relikvie, men helgenens afsjælede legeme var mest helligt. Det blev almindeligt med pilgrimsfærd, hvis mål var at opsøge relikvier, som blev opbevaret i kirker eller klostre. Et relikvie kunne sagtens være en helgens hånd eller fod; det var sjældent at hele helgenens krop opholdt sig samme sted.

Dyrkelsen af hellige mænd og kvinder, som var levende, og derfor ikke helgener, var almindelig i middelalderen. Det søgte pave Urban VIII dog at ændre på ved at forbyde tilbedelse af ikke-helgenkårede personer i kirken. Han gjorde en undtagelse, hvis kulten havde eksisteret i mere end et århundrede.

Hensigten med denne lov var at tilgodese den folkelige kult, samtidig med at man standardiserede kanoniseringsprocessen, som efterhånden udviklede sig til en form for retssag, hvor beviser og vidneudsagn blev brugt for at sikre, at helgenen havde levet et dydigt liv.

Op til vor tid

De næste århundreder var præget af videnskabens indtog, og antallet af eksempelvis mirakuløse helbredelser faldt drastisk på grund af udviklingen af moderne medicin. Hvor mirakler havde været populære i middelalderen, begyndte både folket og kirken igen at fokusere på dydig livsførsel, når de skulle bedømme hellighed.

I dag er kanonisering en kompliceret og langvarig proces, som har mange forskellige dele. Den munder til sidst ud i en undersøgelse af påståede mirakler. Derpå følger saligkåring. Saligkåring giver folket lov til at dyrke personen, men kun inden for et bestemt område af kirken. Først ved helgenkåring får hele kirken lov til at bede til personen. Saligkåringen gennemføres kun, hvis der er udført et bevist mirakel. For at blive helgenkåret skal helgenkandidaten have udført to godkendte mirakler efter saligkåringen.

Den tidligere pave Johannes Paul II både salig- og helgenkårede flere mennesker end nogen anden pave. Han saliggjorde 1340 personer og helgenkårede 482 personer. En af de mest bemærkelsesværdige personer var Moder Teresa, der blev saligkåret i 2003.

Der er flere end 10.000 helgener i den officielle katolske kanon.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet den 17. marts 2009. Den er senest redigeret den 10. oktober 2018.