Hvad er forskellen på katolicisme og protestantisme?

Reformationen blev for 500 år siden begyndelsen på en kirkesplittelse mellem katolikker og protestanter. Hvor katolicismen fokuserer på alle sanserne i den kirkelige oplevelse, er der i protestantismen tomt og hvidt. Den teologiske baggrund afslører hvorfor

Når du træder ind i en katolsk kirke aktiveres sanserne. Storslåede fresker, mosaikker og kalkmalerier møder øjet, messesang møder øret, og duften af røgelse møder næsen. Går du derimod ind i en protestantisk kirke, er kirkerummet rent og hvidt, præsten er i sort og den eneste udsmykning er ofte et kors eller en altertavle.

Hvorfor? Fordi der bag disse ydre, sanselige oplevelser af kirken ligger grundlæggende forskellige teologier. Disse forskelle kan man inddele i tre overordnede punkter:

1. Autoritet i skriften eller hos paven

Den romersk-katolske kirke gør krav på at være den ene sande, altomfattende kirke. Historisk set har man læst Matthæusevangeliets kapitel 16 som bevis på, at Peter er udvalgt til at være den klippe, som kirken skal bygges på. Og Peter blev som den vigtigste discipel den første pave med Nøglerne til Himmerigets port. Kirken er altså det synlige gudsrige på jorden. Kirken er guddommelig, fordi den er indstiftet af Kristus. Og udenfor denne katolske kirke gives der ingen frelse.

For katolikker er det med andre ord kirken og dens tradition, der har autoriteten til at sige, hvad der er sandheden. Så sent som i 1870 slog den katolske kirke fast, at paven er ufejlbarlig. Hvad paven siger, kan altså umuligt stride imod Bibelens ord. Derved har katolikken en urokkelig vished i kirkens autoritet, der kan fortælle, hvad der er rigtigt og forkert ifølge Jesus.

I den protestantiske kirke derimod har man ingen pave, og man mener ikke, at noget menneske kan være ufejlbarligt. Reformatoren Martin Luther brød med det katolske patent på frelsen og nedbrød samtidig det kirkelige hierarki. Selvom man dog igen i dag formelt set har både præster, provster og biskopper, er der blandt lutheranerne en forestilling om et almindeligt præstedømme. Det betyder, at alle for så vidt er præster. Ingen er mere hellige end andre. Men af praktiske grunde vælger man at kalde nogle til at være præst for de andre.

Hvad så med autoriteten? Hvordan ved protestanter, hvad der er godt og ondt? Er alt så lige sandt? Luther erstattede pavens autoritet med et princip, han kaldte sola scriptura, dvs. skriften alene. Der er med andre ord ikke nogen autoritet, der er højere end bibelskriften. Da vi nu alle er præster, må vi hver især læse i Bibelen og rådføre os med vores samvittighed for at forstå, hvad Jesus sagde.

Netop derfor er den protestantiske kirkes rum renset for sanseindtryk. Som protestant skal man ikke forstyrres af billeder, lugte og lyde. Det vigtige er udelukkende, at man hører og forstår det Ord, der bliver forkyndt i prædikenen.

2. Retfærdighed ved tro eller gerning

Alt dette leder direkte til en anden stor forskel på de to kirker, nemlig oplevelsen af fællesskab. I den katolske kirke kan man ikke være kristen alene. Kirke betyder i sin oprindelige betydning forsamling, og derfor er det kristne fællesskab bygget op om gode gerninger. Der er altså en meget stærk forbindelse mellem moral og Guds nåde i den katolske kirke. Her er det en selvfølge, at Gud ikke frelser den, der lever et umoralsk liv.

I den protestantiske kirke derimod har man siden Luther fastholdt, at menneskets vilje er trælbunden. Mennesket er så syndigt, at det i bund og grund ikke kan gøre noget godt. I hvert fald kan det absolut intet gøre for at frelse sig selv. Man kan altså ikke gøre gode handlinger og på den måde gøre sig fortjent til Guds frelse.

Grunden til at den protestantiske kirke er ren og hvid hænger med andre ord sammen med, at mennesket bliver frelst ved tro alene. Frelsen er ikke afhængigt af, hvilken kirke man tilhører eller hvilken præst man har. Det er kun afgørende, om man er døbt, og at man kan høre og forstå, hvad der bliver sagt i prædikenen for derved at komme til at tro på Guds Ord.

I den reformerte kirke, som er en del af protestantismen, har man helt undgået problemet ved at fremhæve, at frelsen er forudbestemt. Gud har ganske enkelt allerede på forhånd bestemt, hvem der frelses og hvem der fortabes. Det enkelte menneske kan altså hverken gøre fra eller til.

Man kan sige, at ulempen ved den protestantiske teologi er, at den ikke er særlig pædagogisk eller opdragende. Hvis man ikke frelses af gode gerninger, hvorfor så ikke bare handle ondt? Her har den katolske kirke langt stærkere fokus på autoritet, opdragelse og fællesskab. Til gengæld må man finde sig i, at det er præsteskabet, der fortæller en, hvad man skal tænke og tro.

3. To eller syv sakramenter

At kirkerummet i den protestantiske kirke er renset og næsten tomt kan også ses modsætning til den katolske kirkes dyrkelse af helgener. Siden 100-tallet har man i den katolske kirke dyrket mange forskellige helgener, særligt Jomfru Maria, som især katolske kvinder ser som forbillede og derfor håber på vil gå i forbøn for dem hos Gud.

I de protestantiske kirker derimod har man kritiseret helgendyrkelse for at være en form for hedensk afgudsdyrkelse. Der må ikke stå noget imellem det enkelte menneske og Kristus. Alt udover Kristi Ord er overflødigt og leder kun mod fortabelse. I den reformerte kirke har man derfor indført et totalt billedforbud, mens lutheranerne er mere moderate.

Man kan også se tendensen i antallet af sakramenter. Man er i protestantismen og katolicismen fælles om at forstå et sakramente som et synligt tegn på Guds usynlige nådegave, og det er kirken, der har magten til at uddele sakramenterne og dermed Guds nåde.

I katolicismen har man syv sakramenter: Dåb, nadver, skriftemålet, konfirmation, ægteskab, ordination og den sidste olie. Se de katolske sakramenter her:

I protestantismen har man derimod begrænset antallet af sakramenter til to ud fra den forståelse, at et sakramente skal være indstiftet af Kristus, og ifølge protestanter er det kun tilfældet med dåb og nadver. F.eks. har Jesus ikke sagt noget om konfirmation, og brylluppet var ifølge Luther en ren kulturel eller praktisk foranstaltning. Den havde intet med Jesus at gøre, mente han.

For katolikker og protestanter er der især to afgørende stridspunkter i sakramenteforståelsen. For Luther var det helt afgørende, at ordinationen af præster ikke var et sakramente. Det foranledigede nemlig den kristne til at tro, at præster så var mere fyldt af Guds nåde end andre, og at Guds nåde således var særligt reserveret til udvalgte mennesker.

Det andet stridspunkt er nadveren. I katolicismen forstår man nadverens sakramente som et mysterium. Her skifter brødet substans fra at være egentligt brød til at være selve Jesu legeme, ligesom vinen skifter til at være Jesu blod (transsubstantiationslæren). For lutheranere derimod sker der ingen hokuspokus. Brød og vin forbliver brød og vin, men den lidt kryptiske forestillingen er, at Jesus reelt set alligevel er til stede i nadveren.

Samlet set er der altså en teologisk baggrund for ethvert kirkeligt udtryk. Når du som kristen eller blot interesseret går ind i en katolsk eller protestantisk kirke, er det ikke tilfældigt, at din oplevelse stemmer overens med århundreders tankegods.

Kilder: Kristne kirker og trossamfund. Molland/Lindhardt, 1976; Kirke og Kristendom. Bach-Nielsen og Lindhardt, 2001; Politikens håndbog i verdens religioner, 2003.