Hvad er Porvoo Fællesskabet?

Håndtryk, give hånd, hilse, enighed, aftale, Foto: .

Folkekirken er medlem af Porvoo Fællesskabet, hvor en række kirker anerkender hinanden og derfor kan gå til nadver sammen. Forstå hvad Porvoo er her

Porvoo Fællesskabet er baseret på Porvoo Erklæringen fra 1993, hvori en række nordeuropæiske kirker er enige om at "dele et fælles liv i mission og tjeneste, at bede for og med hinanden og at dele ressourcer".

Der er altså tale om et praktisk arbejdsfællesskab mellem anglikanske og lutherske kirker i Norden, Storbritannien, Irland og Baltikum.

Porvoofællesskabet indebærer, at kirkerne anerkender hinanden som sande kirker, hvorfor kirkernes medlemmer kan gå til nadver hos hinanden og præsterne virke på tværs af kirkerne uden ny ordination. Det er således meningen, at de forskellige kirker skal inspirere hinanden.

Porvoo Fællesskabet koordineres via en kontaktgruppe, som består af ét medlem fra hver kirke, samt venskabsmenigheder og venskabsstifter.

Først nej, nu ja
I 1995 blev det besluttet, at folkekirken ikke skulle blive blive medlem af Porvoo Fællesskabet. I stedet har folkekirken været observatør og deltaget i forskellige møder i Porvoo Fællesskabet uden at være medlem.

De danske biskopper er dog nu nået frem til, at der ikke længere er noget ved de andre kirkers lære, der forhindrer at folkekirken bliver medlem.

Beslutningen skal blandt andet ses i sammenhæng med, at de anglikanske kirker har forandret deres syn på kvindelige biskopper. Folkekirkens mellemkirkelige Råd har derfor vurderet, at folkekirkens reservationer fra 1995 ikke er relevante længere.