Hvad er queer teologi?

Queer teologi sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt heteroseksualitet er den naturlige og fuldkomne realisering af Skaberens orden siden Adam og Eva

Queer betyder noget i retningen af sær, excentrisk, afvigende eller skæv, og er blevet brugt som et nedladende skældsord om primært homoseksuelle mænd.

Det, man kan kalde queer-bevægelsen, har taget skældsordet på sig for at understrege, at man gerne afviger fra det såkaldt naturlige og normale.

Queer-teori har til hensigt at problematisere dominerende samfundsmæssige normer, særligt heteronormativitet og normer for kønnet social adfærd og seksuelle praktikker.

En af queer-teoriens vigtigste opgaver er derfor at dekonstruere heteroseksualitetens status som natur og norm, det, teoretikeren Judith Butler kalder "den heteroseksuelle matrice."

Herved vender queer-teori sig mod den påståede naturlige sammenhæng mellem de biologisk kønnede kroppe, de kulturelle kønsidentiteter "kvinde" og "mand" og det seksuelle begærs heteroseksuelle retning.

Der sættes spørgsmålstegn ved, om heteroseksualiteten virkelig er den naturlige og fuldkomne realisering af Skaberens orden siden Adam og Eva, eller om den ikke snarere er en moderne konstruktion, der fremstår som en historieløs natur.

Kristendommen er queer
Da queer-teologien opstod i starten af 1990erne, forsøgte man at flytte debatten om homoseksuelle. Man ønskede ikke længere blot at opnå accept, og man ville væk fra at skulle forsvare sig imod nogle få bibelske vers.

I stedet kæmpede man for anerkendelse af forskellighed og mangfoldighed. Og man begyndte at sætte spørgsmålstegn ved de helt grundlæggende forudsætninger, som anti-homoseksuel teologi bygger på.

Queer-teologien er bevidst om teologiens andel i skabelsen af "den heteroseksuelle matrice" og forholder sig derfor yderst kritisk over for forestillingen om, at kønsdifferentieringen og ægteskabet er et skabelsesgivet grundvilkår.

En sådan forestilling bliver betragtet som en destruktiv alliance mellem teologien og moderne konstruktioner af køn og seksualitet og bliver karakteriseret som en afgudsdyrkelse, da den er med til at fiksere og begrænse teologien med én bestemt ideologi.

Teologien bør have den modsatte funktion, for kristendom relativerer alle jordiske projekter, ideologier og forestillinger, og queer-teologien insisterer på, at før mennesket kan forstå sig selv, må det først forstå dets orientering imod det ukendte, hvorfra alt kommer og hvortil alt vender tilbage. På den måde vil queer-teologien skabe forstyrrelse og bevægelse, når bestemte menneskelige ideologier bliver fastlåste og undertrykkende.

Queer-teologiens tese er, at kristendom i sig selv er queer, fordi den udfordrer og dekonstruerer alle binære konstruktioner, som på overfladen forekommer som fikserede og uforanderlige, men som er flydende og føjelige.

Kristen teologi fokuserer på Jesu inkarnation, liv, død, opstandelse, himmelfart og andet komme, begivenheder, der alle vender op og ned på vores traditionelle forståelser af liv og død, guddommeligt og menneskeligt, center og margen, begyndelser og afslutninger, forgængeligt og evigt, straf og tilgivelse.

Det er i Kristus, at alle disse tilsyneladende fikserede binære kategorier udfordres og styrter sammen.

Mod naturen
Queer-teologi lægger vægt på, at det ikke er Gud, der skaber den heteroseksuelle matrice. Det er derimod den heteroseksuelle matrice, der lægges ned over teksterne med den konsekvens, at det bliver bestemte normer, der bestemmer, hvad det vil sige at være menneske.

Queer-teologien fastholder, at det ikke er gennem bestemte menneskelige normer og ideologier, at kristne skal forstå sig selv som kristne, men gennem Gud.

Men Gud er i stedet blevet underlagt en heteroseksuel norm og ideologi, hvilket skaber en Gud, der forstærker en kulturel magtstruktur, som giver nogle privilegier på bekostning af andre. Det er en Gud, queer-teologien ikke kan genkende.

Den Gud, som queer-teologien kan genkende, kommer til udtryk i et af de skriftsteder, der ellers benyttes i fordømmelsen af lesbiske og bøsser.

I Romerbrevet skriver Paulus at de, der har seksuel omgang med deres eget køn, handler mod naturens orden (Rom. 1,26-27).

Fordømmelsen af lesbiske og bøsser i dag begrundes altså med en forestilling om det naturlige. Men der er for det første ikke tale om nogen moralsk fordømmelse, og Paulus siger da også umiddelbart efter, at de, der dømmer, fordømmer sig selv, da de gør det samme (Rom. 2,1).

Heri ligger for det andet en konstatering af, at alle handler mod naturens orden, og det er helt grundlæggende og afgørende: For senere skriver Paulus, at også Gud handler mod naturens orden, når Gud lader mennesker blive en del af sit folk (Rom. 11,24).

Det er Gud selv, der transcenderer det, som forstås som naturligt, og hele tankegangen om det naturlige opløses.

En queer og uanstændig Gud
Queer-teologiens udgangspunkt er på den måde en Gud, der handler mod naturen, og som overskrider alle menneskelige idéer om, hvem og hvad Gud er og kan være.

Den argentinske teolog Marcella Althaus-Reid har udviklet en teologisk metode, som hun kalder uanstændig teologi. Det er et forsøg på at dekonstruere de teologier, der foregiver at være neutrale eller universelle. Hendes tese er, at al teologi er seksualiseret og for størstedelen præget af en heteroseksuel og patriarkalsk ideologi.

Hun kommer derfor med, hvad nogen vil opfatte som provokerende spørgsmål: Kan vi forestille os Gud som en bøsse-Gud, en sodomit-Gud, en pornografisk Gud?

Det er en strategisk måde at konfrontere os med vores gudsbillede på og få os til at spørge os selv, hvorfor vi reagerer, som vi gør på et sådant sprog om Gud. For hvad er det, der chokerer? Det er måske, at vi her bliver præsenteret for en Gud, der er langt fra de såkaldt traditionelle familieværdier, som teologien ofte bliver underlagt.

Og vi må, ifølge Althaus-Reid, nødvendigvis kunne forestille os Gud uden for den systematiske seksuelle teologis begrænsende strukturer og forstå Gud og os selv uden for anstændighedens regulerende system med dens kontrollerende seksuelle kategorier.

Og kan vi ikke gøre teologien uanstændig, er den, ifølge Althaus-Reid, intet værd, for da kan vi ikke give Gud nogen mening uden for ét forudbestemt heteroseksuelt system.

Det virkeligt uanstændige er ikke den kontroversielle og chokerende tale om Gud, men derimod den heteronormative fortrængning af teologien, som skaber en såkaldt anstændig Gud, der bruges som våben mod de kroppe, seksualiteter og køn, der ikke passer ind i en klart defineret ramme, hævder hun.

Det mest chokerende og det reelt uanstændige er ikke, at vi omtaler Gud på den måde, men det faktum, at en sådan tale om Gud opfattes som chokerende og uanstændigt.

Det vidner ifølge queer-teologien om en skræmmende alliance mellem teologien og undertrykkende heteroseksuelle normer og kontrol, som benyttes som retningslinier for, hvad der er og hvad der ikke er legitime måder at tale om Gud og mennesker på.

Althaus-Reid vil, at vi skal søge Gud usædvanlige steder og finde Guds skyggeside, og på den måde befri Gud fra menneskelige konstruktioner og ideologier.

Skal vi forstå det mystiske og ukendte ved Gud, skal vi være villige til at sætte spørgsmålstegn ved alle de sociale, kulturelle og religiøse normer og sandheder, som vi tager for givet.

Kristne kan ikke deles op i køn
Queer-teologien sætter også spørgsmålstegn ved alle kulturelle identiteters betydning og peger på, at de opløses i menneskets møde med det guddommelige.

Den britiske teolog Elizabeth Stuart mener, at kirken er det eneste fællesskab, der har et mandat til at være queer på grund af dens eskatologiske horisont, som fordrer, at identiteter som køn og seksualitet ikke har nogen betydning. Hun betragter spørgsmålet om køn og seksualitet eskatologisk og fremhæver den kristologiske dåbs betydning for den kristnes identitet.

Dåben åbenbarer andre former for identiteters utilstrækkelighed og påbyder de kristne ikke at tilhøre de kategorier, de troede de tilhørte, så en særlig ny form for tilhørsforhold kan realiseres.

Det er et tilhørsforhold, der er er baseret på en solidaritet, kristne ikke selv har valgt, og som er grundlagt på en radikal lighed, der er resultat af Guds nåde, som er en unaturlig reaktion fra Guds side.

Den kristnes dåbsidentitet overskygger alle andre former for identitet, når Gud realiserer denne nye form for unaturlig tilhørsforhold. Det betyder, ifølge Stuart, at kristne ikke kan dele hinanden op i for eksempel mænd og kvinder eller homo- og heteroseksuelle.

Det vil være et svigt af dåben, hvis disse kategorier tillægges nogen væsentlig vægt, særligt hvis de benyttes til at give nogle privilegier på bekostning af andre. Stuart er derfor meget kritisk over for kirkens fastholdelse af ægteskabet og særligt den seksuelle diskurs, det producerer, som er med til at opretholde et fokus på identiteter som køn og seksualitet og tillægge dem en betydning, de ikke har.

Det er ikke foreningen af mand og kvinde i ægteskabet, som er afgørende for den kristne, men foreningen af alle kristne med Gud, mener hun. Den forening finder sted i nadveren, og Stuart benytter billedet af lammets bryllupsfest fra Johannes Åbenbaring kap. 19.

Ægteskabet mellem Gud som det kønsløse lam og mennesket som kirken er yderlige med til at udviske kønnet for bruden er ikke længere ét køn, ligesom bruden heller ikke er én seksualitet, én nationalitet, etnicitet eller klasse.

Bruden er en mangfoldighed af alle disse, og man kan ikke fjerne visse dele eller elementer, uden at foreningen går i stykker. Alle står lige over for Gud som ét legeme og kan derfor ikke distancere sig fra hinanden.

Queer-teologien har en profetisk vision
Queer-teologien har eksisteret i 20 år og er i stadig udvikling. Hvor den vil bevæge sig hen, og hvilken betydning den vil få for teologien generelt, er uvis.

Den har banet sig vej ind på flere europæiske og nordamerikanske universiteter og er primært en akademisk disciplin, men med en profetisk vision om et andet samfund, en anden teologi og et i højere grad inkluderende kirkeligt fællesskab.

Viggo Juelsgaard Jensen har skrevet speciale om queer-teologi på Københavns Universitet