Hvad er skærsilden?
Læren om en renselse af sjælen efter døden er opstået i den katolske kirke, men afvises af den protestantiske kirke. Hvad går læren egentlig ud på? I denne artikel ser vi på lærens baggrund og udvikling
I ældre religioner som den tidlige hinduisme, ægyptisk religion og øvrige mellemøstlige religioner fandtes der forestillinger om en mellemtilstand for sjælen, inden den reinkarnerede som i hinduismen eller nåede frem til gudernes verden. I denne mellemtilstand skulle sjælen renses for sine fejl og øvrige elementer af det legemlige liv, som sjælen stadig medbragte.
I et par af sine skrifter var filosoffen Platon også inde på tanken om, at sjælen kun kunne nå ideernes verden ved at have opnået bevidsthed om det absolut gode, skønne og det retfærdige. I både græsk, men ikke mindst i romersk religion praktiserede man ofringer for den døde, hvilket hjalp sjælen frem til gudernes verden.
Det var så forestillinger, der indgik i enkelte oldkirkelige teologers opfattelse af efterlivet og efterhånden blev til læren om sjælens renselse, inden den igen forenet med legemet kunne træde frem for Gud på opstandelsens og dommens dag og indgå i den himmelske herlighed.
LÆS OGSÅ:Skærsilden er en ventesal til Himlen
Står der noget om skærsilden i Bibelen?
I Bibelens første del, Det Gamle Testamente nævnes der intet om skærsilden. Men i den jødiske litteratur, der opstod i de sidste par århundreder f.Kr. udtrykkes tanken om en sjælens renselse før dommedag.
I Makkabæerbøgerne, som ikke er med i Bibelen, fortælles om et syndoffer, der kan bringes for dem, der døde i kamp, og som ikke nåede at rense sig for synd (2. Makkabæerbog kap. 12,42-45).
I Det Nye Testamente taler Paulus i 1. Korintherbrev om en ild, der skal prøve den enkeltes gerninger (1. Kor 3,14). Men er det skærsilden, som Paulus taler om? Sådan blev det forstået i kirken.
Læren om skærsilden udformes i middelalderen
Flere af oldkirkens teologer var optaget af, hvad der skete umiddelbart efter døden, det vil sige i mellemtilstanden mellem dødens indtræden og mødet med Gud på opstandelsens dag. Nok betød dåben og dermed indlemmelse i kirken frelse til det evige liv i Guds rige. Men hvad med den døbte, der i sit liv havde gjort stor synd og ikke var blevet tilgivet for det? Hvad med de såkaldte hoved- eller dødssynder?
Menigheden kunne gå i forbøn for de døde og med deres forbøn forkorte skærsildens pine, ligesom man kunne holde nadver for og med de døde på alle sjæles dag den 2. november. Tanken om kirken som et fællesskab mellem levende og døde, som engang skulle genoprettes i Guds rige, var her afgørende.
I løbet af middelalderen blev læren om skærsilden en del af den katolske kirkes lære ikke mindst med støtte hos den store teolog Thomas af Aquinas (1225-74). Thomas lærte, at i skærsilden straffes den synd, som endnu ikke er tilgivet, hvad enten den er ubetydelig eller hører til dødssynderne, selvom pinen var større dér end den værste jordiske pine. Kun helgenerne går direkte til den evige salighed i Paradis.
Ved to store kirkemøder henholdsvis i Lyon (1274) og i Firenze (1439) blev læren endeligt fastslået, men afvist af den ortodokse kirke, der i denne lære så muligheden for at påstå, at alle så alligevel ville blive frelst til sidst.
LÆS OGSÅ:Kan man komme i kontakt med de døde i skærsilden?
Dante i skærsilden
I Dantes (1265-1321) berømmelige værk Den guddommelige komedie fortæller digteren, hvordan han er på vandring med den romerske digter Vergil (70 19 f. Kr.) gennem dødsrigerne.
Påskemorgen år 1300 kommer de fra Helvede til skærsilden, som hos Dante er nævnte ved den latinske betegnelse, Purgatorium. Han beskriver skærsilden som et bjerg, der var opstået dengang, Gud styrtede Satan i Helvede og af den fortrængte jordmasse opstod skærsildsbjerget. Nyt hos Dante er læren om, at de mindre synder gennemgår andre pinsler end den rensende ild. Endvidere er stemningen i Skærsilden lys. De syndige sjæle synger, selvom de lider, i overbevisningen om, at de snart er helt frelste.
Den enkelte sjæl rykker opad på skærsildsbjergets afsatser efterhånden som sjælen sætter sin vilje ind på at ville gennemgå renselsen. Når sjælen så er parat, rystes bjerget, idet sjælen stiger op til Paradis.
Selv oplever Dante renselsen fra de syv hovedsynder også kaldet dødssynder: Hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri og sløvhed. Han mærker, at han stiger opad og hans gang bliver lettere. I paradis genser Dante sin ungdoms elskede, Beatrice.
Luthers opgør med læren om skærsilden
I 1517 gjorde reformatoren Martin Luther (1483-1546) op med den brug af læren om skærsilden, som havde udviklet sig op mod 1500-tallet.
I de 95 teser, som Luther opslog på Wittenbergs kirkedør i 1517 anfægtede han ikke selve eksistensen af skærsilden, selvom han mente, den havde manglende støtte i Bibelen. Nej, han gjorde op med det kirkelige misbrug. Det gik ud på, at man på forhånd kunne at købe sig til forkortelse af eller måske helt at undgå skærsildens pine. Det var den såkaldte afladshandel.
LÆS OGSÅ:Luther har været i skærsilden
Fra kirkens side var der tale om en ren banktænkning. Kirken rådede over overskydende gode gerninger fra Kristus og helgenerne. Med disse overskydende gode gerninger kunne man så dække over dem, der var i Skærsilden. Et bevis på dette kunne udstedes af kirken mod betaling. Senere forkaster Luther helt og holdent læren om skærsilden.
Har den katolske kirke stadig en lære om skærsilden?
Ved det store kirkemøde i Trident (1563), hvor den katolske kirke rustede sig til modangreb mod den lutherske reformation, fastholdt kirken sin lære om skærsilden, men gjorde op med afladshandelen.
LÆS OGSÅ:De fleste sjæle må i skærsilden
I dag er læren om skærsilden ikke et hovedpunkt i den katolske kirke og opfattes som noget, der ikke må adskille kirkerne. Omvendt ser den katolske kirke i denne lære en mulighed for at udtrykke, at den er kirke både for levende og døde, og at kirken kan bede for de døde, der venter på opstandelsen og det evige liv.