Hvem var Jomfru Maria?

Jomfru Maria er igennem kirkens historie vokset i betydning som kristendommens kvindelige og moderlige side

Maria er navnet på Jesu mor. Hun optræder flere steder i Det Nye Testamente, men de fire evangelier lægger forskellig vægt på hendes betydning.

Den store betydning, som Maria har haft igennem det meste af kirkens historie, stammer dog ikke fra Bibelen. Snarere er den vokset ud af et behov for en kvindelig eller moderlig side af kristendommen, og i historiens løb er hun blevet tillagt et væld af betydninger og fortolkninger. Hun fungerer blandt andet som symbol på lydighed, renhed og tro.

Jomfrufødsel

Markusevangeliet fortæller intet om Jesu fødsel, så derfor optræder Maria kun lidt her og med en meget lille betydning. I Matthæusevangeliet er det Josef, Marias mand, snarere end Maria, der har hovedrollen ved Jesu fødsel.

Det fortælles her, at Maria blev gravid, og at Josef derfor planlagde at skille sig fra hende. Men en stemme fra en drøm bad ham blive sammen med Maria og tage sig af barnet, for det var undfanget ved Helligånden. Barnet skulle han give navnet Jesus (Matt. 1,18-25).

På den måde, skriver Matthæus, går en forudsigelse fra Esajas' Bog i Det Gamle Testamente i opfyldelse: "Se jomfruen skal blive med barn og føde en søn." (Es. 7,14)

I Lukasevangeliet, det evangelium hvor vi også finder juleevangeliet, er Maria en langt mere betydningsfuld figur. Hun beskrives som en kvinde fyldt af både usikkerhed og styrke, eftertænksomhed og tro. Det fortælles i Lukasevangeliet, at englen Gabriel blev sendt fra Gud til "en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria" (Luk. 1,27).

Gabriel fortæller Maria, at hun vil blive gravid og føde en søn, som hun skal kalde Jesus. Maria undrer sig, for hun er jomfru, og kan derfor ikke rigtig se, hvordan det skulle gå til. Men englen forklarer hende, at undfangelsen sker ved Helligånden. Og fordi barnet bliver til ved Helligåndens kraft, skal det kaldes helligt, Guds søn. (Luk. 1,35).

Da Maria har lyttet til englens ord, siger hun: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord" (Luk. 1,38).

Et billede på den utålmodige kirke

Heller ikke Johannesevangeliet gør meget ud af Maria. Dog findes der bibelfortolkere, som hævder, at der i dette evangelium er anslag til forestillingen om Maria som et billede på kirken.

I kapitel to fortælles det, at både Maria og Jesus og flere af hans disciple er til bryllup i Kana, hvor det uheldige sker, at vinen slipper op. Maria spørger da sin søn, om han ikke kan gøre noget ved det. Men han svarer hende: "Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet." (Joh. 2,4).

Men Maria får faktisk sin vilje, for Jesus laver vand om til vin, og dermed indledes hans virke her på jorden. Maria bliver derfor et billede på den utålmodige kirke, som er ivrig efter, at Jesus skal åbenbare sandheden om den nye virkelighed, som han er kommet med.

I Johannesevangeliets kapitel 19 fortælles det, at Maria var til stede ved Jesu korsfæstelse og stod ved foden af korset sammen med disciplen Johannes. Da Jesus ser dem begge stå der, siger han til dem, at hun fra nu af skal være Johannes' mor, og han skal være hendes søn. På rigtig mange malerier af korsfæstelsen ser man derfor Johannes og Maria stå på korset højre side, som blev regnet for godhedens og lysets side.

Legender om Jomfru Maria

Selvom Maria er smukt beskrevet i Lukasevangeliet, er det først flere hundrede år senere, at hendes betydning vokser. Langsomt opstår der legender og traditioner af vidt forskellig karakter: Hvem hendes forældre var, at hun efter Jesu korsfæstelse rejste med disciplen Johannes til Rom, at hun efter sin død steg direkte til himmels og meget mere.

I år 431 på den såkaldte synode (kirkemøde, hvor vigtige kirkelige spørgsmål afgøres, red.) i Efesos blev hun givet titlen Theotokos, som på græsk betyder gudsføderske. Titlen var svar på en lang strid, hvor dele af kirken mente, at hun kun var mor til den menneskelige Kristus og ikke den guddommelige. Sagens kerne var derfor i virkeligheden ikke Maria, men snarere spørgsmålet om, hvordan Kristi to naturer, den guddommelige og den menneskelige, skulle opfattes. Alligevel var synoden med til at fastslå Marias betydning.

Fra år 431 og helt frem til i dag har jomfru Maria været en vigtig figur i kirken. Hun er et billede på den moderlige eller kvindelige side af troen, og på renhed, uskyld og lydighed over for Gud. Hun anses i den katolske kirke for den, der kan gå i forbøn for mennesker hos Gud, idet hun både er et menneske som os, men samtidig er helt tæt på Gud.

Jomfru Maria i de forskellige kristne trosretninger

Både i den ortodokse og den romersk-katolske kirke fejres Maria på bestemte dage af året. Men Øst- og Vestkirken har dog aldrig været helt enige om den betydning, hun dogmatisk set skulle tillægges.

I den romersk-katolske kirke vedtog man i 1854 dogmet om hendes ubesmittede undfangelse. I 1950 vedtog man ydermere dogmet om Marias himmelfart, at hun steg til himmels direkte efter sin død og allerede nu er at finde i himlen.

Østkirken holder fast ved betegnelsen Theotokos fra 431, men afviser de dogmer, som den romersk-katolske kirke har føjet til.

I de lutherske kirker har man nedtonet Marias betydning, idet man ifølge luthersk tradition har villet understrege, at det afgørende er evangeliet om Kristus. Kirkens traditioner, legender og helgener er udenomssnak, som ikke angår den egentlige forkyndelse og i værste fald står i vejen for den.

Alligevel har Maria også i de lutherske kirker en særlig festdag, nemlig Mariæ bebudelsesdag, hvor man fejrer, at englen Gabriel bebudede, at Maria skulle være Jesu mor. Dagen ligger, naturligt nok, cirka ni måneder før juleaften.

Mange kirkebygninger over hele verden er opkaldt i hendes navn, som for eksempel Vor Frue Kirke i København eller Notre Dame i Paris. Som den uskyldsrene moder er hun et billede på kirken, der traditionelt beskrives som moder eller kvinde.

Lukas som kunstmaler

I billedkunstens verden har Maria en betragtelig plads. En legende fortæller, at evangelisten Lukas ikke blot skrev om Maria, men faktisk også malede et billede af hende og barnet, der sad på hendes skød.

I gotikken blev hun ofte afbilledet siddende på en trone. Billedet kalder man Himmeldronningen. Med renæssancen kom hun "ned på jorden", og samtidig voksede mange nye motivtyper frem.

Et hyppigt motiv er netop bebudelsen, hvor englen knæler foran Maria med en lilje, symbolet på renhed, i hånden. Et andet motiv er Mater Dolorosa, smertens moder, hvor Maria enten står ved foden af korset eller sidder med den døde Kristus i sine arme, der også er brugt til blandt andet Michelangelos Jomfru Maria-skulptur i Peterskirken i Rom. Men det mest brugte og kendte motiv er dog nok Maria med Jesusbarnet på skødet.

På næsten alle billederne ser man hende iført en rød kjole og med et blåt slør om håret, symbolet på himlen.