Klassiker

Hvem var julens hovedpersoner?

En lang række personer spillede en rolle omkring Jesu fødsel. Her rækker de tre hellige konger gaver til Jesus-barnet. Billede fra Lundby Kirkes alterbordsforside. Foto: Danmarks Middelalderlige Altertavler

Her kan du læse om Jesus, Maria, Josef og alle de andre personer, der hører til højtiden

I de to første kapitler af henholdsvis Lukasevangeliet og Matthæusevangeliet berettes der om Jesu fødsel. Disse fortællinger ligger til grund for den kristne fejring af julen. Juleevangeliet fra Lukasevangeliet kapitel 2 er en af de mest kendte bibelske tekster overhovedet.

En lang række forskellige personer spiller en betydelig rolle i den fortælling om Jesu fødsel, vi kender. Kristendom.dk har her samlet nogle af de vigtigste bibelske personer med relation til julen samt en enkelt meget vigtig juleperson fra senere tider.

Jesus af Nazaret

Uden hovedpersonen selv ville der ikke være nogen jul at fejre. Jesus af Nazaret kaldes sådan, fordi han voksede op i Nazaret, men ifølge fødselsberetningerne blev han født i Betlehem, hvorefter familien senere flyttede til Nazaret. Han voksede op og blev en landskendt omvandrende prædikant og helbreder.

Jesus blev henrettet på et kors, efter han var blevet dømt ved et justitsmord, som blev iværksat af de jødiske og romerske ledere i fællesskab. Hans opstandelse på den tredje dag efter hans død blev startskuddet til kristendommens udbredelse som den verdensreligion, vi kender i dag. Ifølge den kristne lære var det nemlig selveste Guds søn, der blev født den nat i Betlehem.

Jomfru Maria

Jesu mor, Maria, er en af de mest omdiskuterede personer i kristendommens historie. Ifølge evangelierne blev hun gravid ved at blive befrugtet af Helligånden selvom hun var jomfru. Det kan de fleste kristne blive enige om, men her hører enighederne også op. Katolikkerne ser hende som en helt særlig skabning, der selv var undfanget uden at være besmittet af arvesynden. Derimod opfatter mange protestanter hende som en helt almindelig ung pige, der uden at have fortjent det blev brugt af Gud til en helt særlig opgave.

Mange protestanter tolker Bibelens beretninger sådan, at Maria fik flere børn med sin mand, Josef, efter hun havde født Jesus. Dette benægtes dog af andre, især katolikker. De mener, at hun på mirakuløs vis forblev jomfru hele sit liv.

Josef

Marias forlovede, Josef, må have fået et chok, da han fik at vide, at hans kommende hustru var gravid med en andens barn. En engel viste sig imidlertid for ham i en drøm og fortalte, at det var Helligånden, der havde gjort Maria gravid, og at hun skulle føde frelseren. Herefter giftede Josef sig med Maria, så hun ikke skulle blive udstødt af samfundet, da det jo ikke var socialt acceptabelt at være gravid uden at være gift.

Josef arbejdede som tømrer og var en handlingens mand. Flere gange hører vi om, hvordan han gør alt, hvad han kan, for at beskytte sin hustru og hendes barn. Josef spiller imidlertid en tilbagetrukket rolle i forhold til sin søn og hans mor.

Kejser Augustus

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Således indledes juleevangeliet og med denne befaling blev den romerske kejser årsag til, at Jesus blev født i Betlehem, som var Josefs families hjemby. Ligesom Jesus blev Augustus født i ringe kår.

Gaius Octavius, som var hans oprindelige navn, var imidlertid grandnevø til den romerske diktator Julius Cæsar. I sit testamente gjorde Julius Cæsar, der ikke selv havde fået nogen søn, Gaius Octavius til sin adoptivsøn og arving. Dermed kom Augustus til at regere over det meste af den kendte verden, og han viste sig at være en genial politiker. I Bibelen har han dog ikke fået nogen stor plads - faktisk er han kun nævnt det ene sted, som er citeret ovenfor.

Hyrderne

Den samme nat som Jesus blev født, viste en skare af engle sig for nogle hyrder, der lå på marken uden for Betlehem for at holde øje med deres hjord. Englen fortalte dem, at den frelser, som jøderne ventede på, var blevet født i Betlehem. Hyrderne gik derfor ind til Betlehem, og ifølge Lukasevangeliet var de de første bortset fra Maria og Josef til at se barnet.

Hyrder tilhørte på den tid de lavere klasser i samfundet, og det passer godt med Lukasevangeliets generelle tendens: Lukas fokuserede på den betydning, som Jesus havde for de mest upåagtede mennesker: fattige, kvinder, syndere osv.

De tre vise mænd

I begyndelsen af januar fejres helligtrekonger som afslutning på julen. Ved denne lejlighed mindes man de vise mænd, som kom til Betlehem og tilbad den nyfødte Jesus. På trods af festens navn ved vi faktisk hverken, om de var hellige, om der var tre, eller om de var konger. Der går mange legender om disse mænd, blandt andet at de nogle år efter Jesu død og opstandelse blev døbt og derefter virkede som præster indtil de var langt over hundrede år gamle.

Ud fra de bibelske beretninger kan vi imidlertid ikke sige meget andet, end at de var en gruppe stjernetydere fra et land øst for Judæa måske Arabien. De havde nogle særdeles dyrebare gaver med til barnet. Og heldigvis passede de godt på, da kong Herodes bad dem om at fortælle ham om barnet som du kan læse nedenfor.

Herodes den Store

Herodes den Store var konge i Israel i årene 37-4 f.Kr. Vi ved i dag, at der var lidt rod i udregningerne, dengang man fastsatte Jesu Kristi fødsel som startpunktet for vores kalender. Derfor blev Jesus formentlig født mellem 4 og 9 år før Kristus altså under Herodes' regeringstid. På den tid var landet under romersk overherredømme, men kejseren havde givet jøderne lov til også at have deres egen konge. Han var imidlertid kendt som en usædvanlig brutal konge.

Matthæusevangeliet fortæller, hvordan Herodes var ude efter at slå den nyfødte Jesus ihjel på grund af profetierne om, at han skulle blive en stor konge større end Herodes selv. Han forsøgte at få de vise mænd fra øst til at fortælle ham, hvor Jesus var. Da det mislykkedes, besluttede han i stedet at slå alle drengebørn under to år i Betlehem ihjel. Heldigvis var Josef, Maria og Jesus allerede flygtet til Ægypten på dette tidspunkt.

Stefanus

Midt i juletiden falder Sankt Stefans Dag, også kendt som Anden Juledag, den 26. december. Dagen har egentlig ikke meget med julen at gøre, men faktisk har kristne fejret Sankt Stefans Dag allerede inden, man henlagde julen til dette tidspunkt.

På denne dag fejrer man Stefanus, som var den første kristne martyr nogensinde. Han blev ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 6-7 henrettet ved stening, fordi han råbte for højt om sin kristne tro.

Nikolaus

Oprindelsen til vor tids julemand var en biskop i den græske by Myra i det nuværende Tyrkiet. Sankt Nikolaus var glad for at give gaver til børn og unge. Han reddede tre søstre fra at blive prostituerede ved at kaste en pose penge ind af vinduet i deres hus. Ved hjælp af disse penge kunne deres far give dem en medgift, så de kunne blive gift.

Ifølge en anden udgave af historien kastede Nikolaus pengene ned gennem skorstenen, så de landede i pigernes strømper, der hang til tørre. Der går en lige linje fra denne historie frem til senere tiders traditioner om julemanden. I mange lande bliver julemanden også kaldt for et navn, der stammer fra Sankt Nikolaus, f.eks. Sinterklaas i Holland eller Santa Claus i USA.

Jesus er julens hovedperson, da han fødes i en stald julenat som Guds søn. Foto: Iris/Ritzau Scanpix
Guds plan om Jesu fødsel kunne ikke have ladet sig gøre uden moren, Jomfru Maria
Augustus betyder "den ophøjede" og var det navn, Gajus Octavian gav sig selv i år 27 i forsøget på at agere landsfader. Foto: Wikimedia
"Englene sang den først for markens hyrder," lyder det i sangen Dejlig er jorden. Her englene, der viser sig for hyrderne, malet af den hollandske Govert Flinck. Foto: Wikimedia
De tre vise mænd som kommer med myrra, guld og røgelse til det lille Jesus-barn. Det er et hyppigt motiv i kunsthistorien, her som maleri fra 1674 af den hollandske guldaldermaler Jan de Bray. Foto: Wikimedia
Sankt Stefan afbildes som en ung diakon, af og til med munketonsur, med den sten, som dræbte ham eller med en bog eller en palmegren. Her mellem apostlene Jakob og Peter. Foto: Wikimedia
Sankt Nikolaus var oprindeligt en græsk biskop, men er mest kendt for at blive identificeret som julemanden.
Jesu far Josef var tømrer i Nazaret. Foto: Iris/Ritzau Scanpix