Jagten på danske kættere og kirkelige afvigere

Det er først i de senere år, at der for alvor er kommet fokus på ret- og vranglære i Danmark

I Danmark har der aldrig været tradition for hverken kætterier eller kætterjagt. Til gengæld fik en hel del personer kærligheden at føle under de store hekseprocesser efter reformationen.

I de seneste godt 100 år har der været flere celebre sager, hvor folk er blevet anklaget for at praktisere eller prædike en kristendom, der strider imod den, der kan udledes af Bibelen og folkekirkens bekendelsesskrifter. I tidens løb er det sket for både unitarer, mystikere, katolikker og mennesker som måske-måske ikke tror på Gud.

De sidste års mest omtalte sag har nok været mod præsten Thorkild Grosbøll, som, i modstrid med den apostolske trosbekendelses artikel et, afviste eksistensen af en skabende og opretholdende Gud.

Inkvisitionen gik udenom Danmark
I Danmark har der aldrig været tale om hverken kætterier eller kætterjagter i nogen særlig grad. Det skyldes måske at landet, de første mange år efter det var blevet kristnet, ikke fostrede nogle teologer af betydning, og der derfor ikke var basis for lærestridigheder.

Og det var måske på grund af den isolerede beliggenhed i det mægtige vestkirkelige område, at det først var hen imod år 1500 og reformationen kort efter, at der kom farlige tanker til landet udefra. Således vandt hverken katharer, valdesere eller andre af de store kætterske bevægelser fodfæste i landet.

LÆS OGSÅ: Katharerne - en torn i øjet på den katolske kirkeInkvisitionen viste godt nok sit ofte frygtede ansigt, da paven i 1421 udnævnte franciskanermunken Niels Jensen i Odense til inkvisitor for hele Norden. Broder Niels fik dog tilsyneladende aldrig brug for eller lejlighed til at udøve embedets autoritet.

LÆS OGSÅ: Inkvisitionen var kirkens og kongens task force

Protestanterne jagtede hekse og troldmænd
Det synes altså som om, at man i Danmark har været mere bange for trolddom end for kætteri. I hvert fald blev landet efter reformationen grebet af en veritabel heksefeber, og der blev indledt en omfattende jagt på udøvere af trolddom, og folk som man mente stod i direkte forhold til Djævlen og derfor skulle slås ihjel. I Danmark drejer det sig i perioden 1575-1675 om cirka 1000 personer, der kom af dage ved enten drukning eller brænding.

Heksejagt er et udpræget protestantisk fænomen, og for eksempel den danske konge Christian IV førte gerne an i bekæmpelsen af det onde, som han frygtede ellers ville fordærve hele folket. I den katolske verden derimod fastholdt inkvisitionen, at trolddom kun var overtro og derfor ikke fandtes. Og dermed kunne man ret hurtigt indstille heksebrændingerne der.

LÆS MERE: Flere artikler om hekse Trolddom og kætteri er som sagt ikke det samme, men selve frygten for og forfølgelsen af det ene og det andet kan godt minde om hinanden. Det er derfor også interessant i denne sammenhæng, at der udover de kloge koner og mænd, socialt udstødte, særlinge og helt almindelige og uskyldige mennesker, der blev slået ihjel mens heksefeberen rasede, også var en hel del præster.

Ekskommunikeret af folkekirken
Der har dog været flere tilfælde gennem tiden, hvor religiøse afvigere er kommet i myndighedernes søgelys. Og det har ikke mindst været tilfældet efter det statskirkelige religionsmonopol blev opløst med indførelsen af Grundloven i 1849.

Siden da har der ikke været en centralt bestemt ortodoks folkekirkelig teologi, og derfor er en del medlemmer teologer eller ej i
diskussionen af hvor rummelig folkekirken faktisk er kommet i søgelyset på grund af deres kristendom. For eksempel kan et åbenlyst tilhørsforhold til et andet trossamfund i sjældne tilfælde føre til udelukkelse af folkekirken.

Det skete blandt andet for forfatterinden Karen Blixens moster, den meget farverige Mary Westenholz. I 1900 var hun medstifter af Det fri Kirkesamfund, den første unitariske menighed i Danmark. Unitarerne, som hun havde stiftet bekendtskab med gennem engelske familiemedlemmer, er kristne, der afviser læren om treenigheden, idet de ikke anerkender Jesu guddommelighed og Helligånden. I 1908 fastslog både en erklæring fra landets biskopper og en højesteretsdom, at unitarismen derfor afveg så meget fra folkekirkens bekendelsesgrundlag, at Westenholz måtte forlade folkekirken.

Et andet eksempel er Steen Ribers, kirketjener i Skt. Andreas Kirke, der i 1994 modtog et brev fra sin sognepræst og nærmeste foresatte om, at han var blevet udmeldt af folkekirken. Årsagen var, at Ribers offentligt havde agiteret for reinkarnation med inspiration fra den nyreligiøse, spirituelle bog Vandrer mod Lyset!Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden.

Efterfølgende lagde Ribers sag an mod folkekirken, og ved Højesteret fik han i 2005 sit medlemskab tilbage. En dom som siger meget om, hvor rummelig folkekirken er kraft af sin juridiske status.

LÆS OGSÅ: Mere om Steen Ribers

Afvigende præster
Også en række præster er gennem tiden blevet undersøgt, irettesat og dømt og vist endnu flere frikendt ved de såkaldte provsteretter og landemoder. Det er som regel sket på grund af problemer forårsaget af deres personlighed, af drikfældighed eller af uterlighed. Men i enkelte tilfælde har det også drejet sig om regulære teologiske problemer.

LÆS OGSÅ: Hvad er en læresag

Den sag, der igennem tiden nok har vakt det største postyr i kirken, er sagen mod præsten Niels Peter Arboe Rasmussen. Han var overbevist liberalteolog, og kritiserede derfor en række kristne dogmer, herunder jomfrufødslen, og han afviste, at trosbekendelsen har noget med sand kristendom at gøre.

LÆS OGSÅ: Hvad er liberalteologi?

Stort set hele kirkelivet vendte sig imod ham ikke mindst
biskopperne. Han frikendtes i første omgang af en provsteret, blev senere dømt af landemodet og mistede sit embede, men i 1916 fik han Højesterets ord for, at han ikke skulle straffes. Han fik et nyt embede 1917, men allerede året efter måtte han give op igen og tage til takke med en stilling på det Kongelige Bibliotek i København.

En teosof og en katolik i luthersk præstekjole
Et andet eksempel er præsten Jens Kure, der i 1927 måtte forlade sit embede, fordi han med tiden var blevet mere soldyrker og teosof inspireret af Rudolf Steiners system end kristen, og fordi han åbent talte for reinkarnation. Dette var ikke foreneligt med folkekirkens bekendelsesgrundlag, og Kure måtte altså gå.

LÆS OGSÅ:Kirken siger nej til reinkarnationPræsten Børge Barsøe blev i 1953 indklaget for en provsteret, fordi hans menighed mente, at han ikke bare var højkirkelig, men egentlig katolsk. Således afveg han fra den almindelig folkekirkelige opfattelse af nadveren, antallet af sakramenter og messeklædernes betydning, og han påkaldte Jomfru Maria under sine gudstjenester.

Selvom han tabte sagen, mødte han ret stor velviljei det teologiske landskab, og han kunne derfor nøjes med en indskærpelse om at holde sig til den lutherske tradition. LÆS OGSÅ:En højkirkelig outsider

Fortsatte dåbsstridigheder
Det er ikke kun antallet af sakramenter, men også hvordan de skal forstås, der kan bringe præster i vanskeligheder. Især forståelsen af dåben kan stadig vække stor debat.

LÆS OGSÅ:Fem læresager om dåbenFor eksempel måtte grundtvigianeren Torkild Skat Rørdam i midten af 1920erne danne sin egen frimenighed, fordi han med en række liberalteologiske særstandpunkter, herunder et særligt dåbssyn, faldt i unåde hos sin biskop.

Det samme gælder for præsten Bent Feldbæk Nielsen, der blev afskediget i 1999 fordi han nægtede at døbe børn i Faderen, Sønnen og Helligåndens navn, men i stedet døbte børne til. Retten afgjorde, at Nielsen mente, at dåben "ikke har gyldighed som grundlag for et kristent menneskes tro og liv, og at det ikke er den treenige Gud, der er handlende subjekt i dåben."

LÆS OGSÅ: Mere om Bent Feldbæk Nielsen

Den (foreløbigt) sidste store sag
De sidste års nok mest omtalte præst , der har været i fare for at blive afskediget på grund af sin teologi, er Thorkild Grosbøll. Han afviste først i en bog og senere i et interview eksistensen af en skabende og opretholdende Gud. Det førte til en heftig debat, og Grosbøll blev indkaldt til læresamtaler hos sin biskop, og han blev derefter sat under skærpet tilsyn.

I 2004 fik han valget mellem at gå eller blive smidt ud, og han blev fritaget for tjeneste. Kirkeministeriet valgte at sætte Grosbøll under tilsyn af en anden biskop, som fik ham til at genunderskrive sit præsteløfte og fremsige trosbekendelsen, hvis første led netop handler om den skabende og opretholdende Gud.

Dermed endte sagen i relativ mindelighed, og Grosbøll tog selv sin afsked i 2008.

LÆS OGSÅ: Mere om Thorkild Grossbøll