Kampen om søndagen

For 100 år siden havde butikkerne åbent om søndagen. Det gik ud over familielivet og gudstjenesten om formiddagen, mente Foreningen til Fremme af Søndagens rette Brug

Indtil for ca. 100 år siden, var det ikke normalt at butikker havde lukket om søndagen. Butiksansatte havde arbejdsdage på optil 17 timer.

Både butiksansatte og kristne samfundsengagerede kæmpede for søndagslukninger. Søndagssagen, debatten om butikkers søndagslukninger, der førtes i de sidste par årtier af det 19. århundrede, ligner vore dages debat om lukkeloven, men der er også forskelle.

De første initiativer
Indtil slutningen af 1800-tallet var der meget få regler om butikkers åbningstider. Og de, der var, blev typisk ikke overholdt. De første, der tog til orde imod de uindskrænkede åbningstider, var nogle af de handelsansatte selv i starten af 1870erne. Arbejdstider på 1517 timer var ikke sjældne. Så søndagsaftener med meget få eller ingen kunder kunne blive meget lange.

I 1885 stiftedes Foreningen til Fremme af Søndagens rette Brug. Den var inspireret af andre kristelige søndagsforeninger rundt om i Europa. Sigtet med foreningen var at gøre opmærksom på søndagen som religiøs hviledag. Det var en dag, hvor kroppen skulle hvile, og hvor man i stedet skulle koncentrere sig om Gud, sin tro, familien og de nære værdier i det hele taget.

Samme år rettede en gruppe yngre handelsfolk i hovedstaden henvendelse til de lovgivende politikere for at få dem til at tage sagen op. Men initiativet blev ikke mødt med held. På det økonomiske område var det grundlæggende en meget liberal periode; der var generelt meget få regler, der greb ind i næringslivets forhold. Regulering af arbejdsmarkedets vilkår var heller ikke udbredt.

Kirkemand og nationaløkonom: Ansatte har brug for en hel fridag
Nationaløkonomen Harald Westergaard (1853-1936) var en af de stærkeste drivkræfter i søndagssagen. Udover at arbejde som økonom og statistiker var han også stærkt engageret i sociale og kirkelige spørgsmål. Det kom blandt andet til udtryk i pjecen "Søndagssagen som Led i det sociale Spørgsmaal" fra 1889, som byggede på et foredrag holdt samme år, og som Foreningen til Fremme af Søndagens rette Brug havde udgivet.

I pjecen skitserede han de sociale problemer, der var forbundne med de lange åbningstider døgnet rundt. Hvis den ansatte ikke havde en hel fridag, var det svært for vedkommende at skabe et stabilt hjem og en familie og så øgedes risikoen for, at han begyndte at drikke og kom ud på en social glidebane. Alkoholisme var et stort og udbredt problem i samtiden, og afholdssagen var netop aktuel blandt mange samfundsengagerede som Harald Westergaard selv.

Frie søndage ville føre til sociale forbedringer, mente man i søndagsforeningen. Og blandt andet derfor anså Harald Westergaard det for en kristen kærlighedspligt at virke for søndagssagen. Som økonom mente han, at handelen trivedes bedst i frihed, men over for en vigtig social sag som søndagshvilen måtte friheden indskrænkes en smule.

Husmødre skulle hellere købe ind om lørdagen
Der kom også hjælp til søndagssagen fra andre sider. Københavnske borgerdamer dannede en komité, der skulle få husmødre eller husassistenter til at købe ind lørdag eller fredag. På den måde, kunne både de selv og de butiksansatte nå gudstjenesterne om søndagen.

Cigarhandlerne var imod
I 1888 holdte Foreningen til Fremme af Søndagens rette Brug et stort møde i Indre Missions store missionshus i København, Bethesda. På dagsordenen var en ny henvendelse til lovgivningsmagten. Denne gang var tilslutningen blandt handelsstandens folk endnu større. Men der var langt fra bred enighed.

Cigarhandlerne og andre butiksejere, der typisk havde et godt salg om søndagen, var forståeligt nok mere skeptiske. Til sidst dannedes der sig alligevel et flertal for søndagslukninger på mødet. Men der skulle stadig gå en del år, før de totale søndagslukninger blev normen i Danmark.

De første lukkelove
I 1891 kom den første moderne helligdagslov. Det ses, at lovgiverne nu søgte at tage højde for nogle af de kristelige synspunkter: Butikkerne måtte nu lukke klokken ni om morgenen om søndagen; det vil sige, lige inden gudstjenesterne normalt startede.

I 1904 vedtog man den første egentlige lukkelov, der påbød generel søndagslukning. Parallelt med debatten om søndagslukninger pågik debatten om de generelle arbejdstider.

Der var ingen eller meget få reguleringer på området. I den debat brugtes der ingen særlige kristne argumenter, men der skete også en vis udvikling på det område. I 1908 kom en endnu bredere lukkelov: Butikkerne måtte nu kun have åbent fra klokken fire om morgenen til 20 om aftenen. Om lørdagen dog til klokken 23.

Debatten i dag
I dag er der typisk flere synspunkter i spørgsmålet om søndagenes brug. Man kan genkende ønsket om at tage hensyn til søndagen som religiøs hviledag. Nogle kalder søndagen en særlig dag, det er væsentlig at markere rituelt, andre siger at den er decideret hellig. Hensynet til selve gudstjenesterne søndag formiddag går også igen i dag.

LÆS OGSÅ: Kirkefolk splittede om søndagsåbent

Ønsket om at få mere fritid med familien fandtes også i debatten i slutningen af 1800-tallet, men i dag er perspektivet skiftet. Harald Westergaard slog i sin tid blandt andet på, at søndagslukning var nødvendig, for at de ansatte skulle kunne opretholde et harmonisk familieliv.

I vor tid er det snarere et generelt ønske, som nogle af kunderne også deler, at søndagen bør være et fast hvilepunkt i en hektisk og stresset uge. Butikkerne oplever dog stadig stigende efterspørgsel, når de visse dage kan holde søndagsåbent.

LÆS OGSÅ: Nej tak til flere søndagsindkøb

I dag mener nogle også, at ønskerne om søndagsåbne butikker er et tegn på en øget sekularisering. Det indgår næppe i den betragtning, at søndagslukning i praksis var ukendt indtil for lidt over 100 år siden. Sekulariseringen var ikke et perspektiv, der direkte indgik i datidens debat om emnet. Til gengæld forbandt en del lukningstilhængere den kristne hviledag med et socialt hensyn til de ansatte og deres familier.