Kirkelig vielse af fraskilte argumenterne for og imod

bryllup, brudepar Foto: Bertrand Bechard/colourbox.com

Langt de fleste præster i folkekirken vier fraskilte, men nogle præster nægter. Ifølge Bibelen er ægteskabet livslangt. Hvad er så argumenterne for en kirkelig vielse af fraskilte og hvad taler imod?

Den kirkelige vielse
Når to mennesker bliver enige om at leve sammen, og dette får en offentlig godkendelse, er der tale om et retsgyldigt ægteskab. Det gælder uanset, om der er tale om et bryllup på rådhuset eller en kirkelig vielse. Parternes genside og offentlig erklærede løfte om at leve sammen er et retligt forpligtende løfte.

Den kirkelige vielse udtrykker rækkevidden af parternes løfte til hinanden. I kirken afgives ægteskabsløfte over for Gud og den menighed, der er tilstede ved vielseshandlingen. Her bedes for ægteskabet, og parret velsignes.

Vielsesritualet i kirken afspejler med sine tekster fra både Det Gamle og Det Nye Testamente følgende opfattelse af ægteskabet:

1) Kvinde og mand er skabt til at leve med hinanden i fællesskab
2) Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille
3) Ægteskabet er ubrydeligt og livslangt
4) Kærligheden, som skal bære ægteskabet, gives af Kristus
5) Kærligheden, som den kommer til udtryk i tilgivelsen, er ægteskabets fundament

SE OGSÅ: Vielsesritualet

Skilsmisse ifølge Bibelen
Går vi først til Det Gamle Testamente er der ingen direkte bestemmelse om skilsmisse. Udgangspunktet er, at ægteskabet er livslangt og utroskab er forbudt, sådan som vi ser det i det sjette bud i De ti bud.

Det Gamle Testamente afspejler det patriarkalske samfunds orden. Derfor fortæller teksterne kun om, at mænd kan få skilsmisse, som det for eksempel ses i 5. Mosebog kap 24: Hvis en mand gifter sig med en kvinde, men bliver ked af hende, fordi han finder noget skændigt hos hende, og han udfærdiger et skilsmissebrev, giver hende det og sender hende bort Kvinden kunne altså ikke på eget initiativ forlade hjemmet.

Hvori det skændige bestod var der i jødedommen på Jesu tid forskellige tolkninger af. Den hårde skole inden for jødedommen understregede, at kun seksuel utroskab kunne berettige til skilsmisse. En mere liberal opfattelse gik på, at skilsmisse var tilladt, når hustruen havde svedet maden, eller hvis manden fandt en kvinde, der var smukkere.

I Matthæusevangeliet tager Jesus i Bjergprædikenen stilling til det sjette bud. Han radikaliserer buddets krav. Mennesket er domfældet blot for en tankes skyld: "I har hørt, at der er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.

Her stilles det radikale og kompromisløse krav til ægteskabet. Og Jesus fortsætter: Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud."

I Matthæusevangeliet 19,9 har vi en bemærkelsesværdig undtagelse: Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.

Jesus afviser altså diskussionen om, hvor meget eller hvor lidt der skal til for at lade sig skille. Han hævder det monogame ægteskabs ubrydelige fællesskab.

Både i Markusevangliet kapitel 10 og i Lukasevangeliet kapitel 16 afviser Jesus skilsmisse under henvisning til skabelsesordningen: Mennesket er skabt som mand og kvinde. Derfor skal en mand forlade sin far og mor binde sig til sin hustru. De er nu ét - og det må et menenske ikke adskille. Pointen er klart nok en revolutionerende ændring af kvindens stilling.

Paulus er ude i samme ærinde, når han i sit første brev til menigheden i Korinth, kapitel 7, skriver: "De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand men er hun blevet skilt, skal hun forblive ugift eller også forlige sig med sin mand og en mand må heller ikke skille sig af med sin hustru." Paulus er altså liges så konsekvent som Jesus, når han skriver, at kun døden kan opløse ægteskabet.

Med disse udsagn som baggrund tillader den katolske kirke da heller ikke skilsmisse i modsætning til den protestantiske og den ortodokse kirke.

Reformationens førende skikkelse, Martin Luther (1483-1546) lærte, at skilsmisse er berettiget i tilfælde af ægtefællens utroskab eller ægtefællens flugt og den tilbagesiddende og svigtede part kan da indgå et nyt ægteskab. Hvor ægtefællernes samliv bliver forgiftet af had og bitterhed, kan skilsmisse være en nødvendighed, men da skal de forblive uden ægteskab livet igennem.

Argumenter imod vielse af fraskilte.
Modstandere af vielse af fraskilte vil argumentere for

  • at Jesus lærte, at skilsmisse er imod Guds vilje
  • at det skal tages alvorligt, at løftet var til døden jer skiller
  • at kirken skal bruge kræfter på at styrke ægteskaber og hjælpe ægtefæller til at overvinde kriser
  • at selvom skilsmisse kan være en nødvendighed som sidste udvej, giver skilsmisse ikke i sig selv ret til nyt ægteskab
  • at kirken ikke har mandat til at gifte par, hvoraf den ene eller begge har en skilsmisse bag sig nogle vil dog med Luther tillade, at den svigtede og tilbageblevne ægtefælle kan vies igen.

Når skilsmissen er blevet den uafvendelige realitet i et ægteskab, må konsekvensen (i de fleste tilfælde) være, at man fremover lever ugift. Et nyt ægteskab kan selvfølgelig indgås for den borgerlige myndighed, men kirken kan ikke give sin velsignelse.

Argumentationen hviler således på troskab mod en bogstavelig opfattelse af Bibelens ord på linje med en katolsk holdning eller Martin Luthers holdning.

Argumenter for vielse af fraskilte
De præster, der går ind for vielse af par, som har en skilsmisse bag sig, vil argumerete for:

  • at Jesu ord mod skilsmisse først og fremmest må ses som en kritik af den daværende ægteskabsforståelse og dens kvindeundertrykkende konsekvenser
  • at kirken må anerkende, at et ægteskab for parterne kan blive en permanent plage og et sejpineri. Og kun skilsmissen kan løse den dybe menneskelige konflikt
  • at kirken i lyset af evangeliet om Guds grænseløse tilgivelse skal sige ja til vielse af fraskilte og dermed forkynde Guds vilje til at give mennesker mulighed for en ny begyndelse
  • at Jesu forkyndelse af Guds barmhjertighed er det afgørende kriterium for kirkens holdning til skilsmisse og vielse af skilte par
  • at det ligger i folkekirkens selvforståelse og væsen, at den uden begrænsning står til rådighed for sine medlemmer med forkyndelsen af evangeliet, sjælesorg og kirkelige handlinger

Denne argumentation har sit udgangspunkt i en historisk-kritik opfattelse af Bibelens ord, det vil sige i en skelnen mellem det tidsbestemte og den aktuelle virkeligheds udfordringer til den kristne etik og livsforståelse.