Kristendommens forhold til penge og rigdom

I kirkens tidlige historie var det imod kirkens budskab at samle penge ind. På den anden side var det afgørende for kirken at være økonomisk uafhængig af stormænd og fyrster. Her er det en kirkebøsse i Ry Kirke. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

I begyndelsen af kirkens historie var idealet at leve tilbagetrukket fra samfundet og under økonomisk beskedne forhold. Men i løbet af middelalderen blev kirken en af samfundets rigeste institutioner

Det oprindelige ideal
I den tidlige kristendom gjaldt det om ved moral og livsførelse at skille sig ud fra det øvrige samfund. I et skrift fra ca. år 130 indskærpes det som den kristnes pligt at sørge for enkernes og de forældreløse børn, at være gæstfri og velgørende og at være fattigere end andre mennesker.

Dette så man som en konsekvens af den livsførelse, som Jesus havde haft og den moral, som Paulus havde gjort gældende i de første kristne menigheder. For Paulus var der en grænse mellem denne verden og det Gudsrige, som de kristne allerede havde del i.

Indtil kristendommen blev en tilladt religion i Romerriget i år 313, markerede de kristne så vidt muligt afstanden mellem sig selv og det omgivende samfund. En biskop ved navn Hippolyt skrev i begyndelsen af 200-tallet en samling regler for, hvordan man skulle leve som kristen. Således var en række erhverv ifølge Hippolyt uforenelig med at være døbt og dermed medlem af kirken. Det var forbudt at drive bordel, at være billedhugger eller maler, at være gladiator, at være soldat eller at være ansat i offentlig tjeneste. Alt i alt skulle den kristne såvidt muligt holde sig uden for samfundet og dets aktiviteter.

Kirken får magt
Kejser Konstantin den Store, der var romersk kejser fra 306 til 337, gjorde kristendommen til tilladt religion i sit imperium. Og i praksis favoriserede han kirken. Kirken fik nu indflydelse og magt i samfundet. Store kirkebygninger kaldet basilikaer skød nu op i Rom og de større byer. De nye kirkebygninger blev udsmykket med strålende, forgyldte mosaikbilleder, gulvene blev belagt med marmor og loftskonstruktionen blev båret oppe af granitsøjler.

Kritikken med kirkens rigdom udeblev da heller ikke, og mange kristne søgte nu ud i ensomheden bort fra en livsform, der mere var præget af samfundets luksus. Munkelivet blev nu et alternativ til et kristent liv i familie og samfund.

I 600-tallet opstod den første egentlige klosterorden, bendiktnerordenen, opkaldt efter munken Benedikte fra Nursia. Munkene blev organiseret i klostre, hvor livet var bestemt af lydighed mod klosterreglerne, fattigdom og kyskhed. Kirken så hurtigt, at Benedikts munkeorden var af afgørende betydning, og i løbet af middelalderen opstod nu flere ordener og talrige klostre. Klostrene blev nu en væsentlig magtfaktor ikke bare inden for kirken, men også i samfundet.

Kirken og rigdommen
Lige fra Konstantin den Stores tid havde kirken opbygget et materielt grundlag for sin virksomhed. Nok var rigdom i sig selv noget, som kirken måtte se på med kritiske øjne. At samle penge var imod kirkens budskab. På den anden side var det afgørende for kirken at være økonomisk uafhængig af stormænd og fyrster. Og det nåede kirken til overmål. Allerede i begyndelsen af middelalderen ejede kirker og klostre ca. en tredjedel af al jord og blev derved en del af samfundsøkonomien. Mere og mere kom kirken derved til at se på økonomi ud fra et retsligt synspunkt. Dog prøvede kirken at holde fast på ét punkt: forbud mod at tage renter.

Krige og misvækst kunne imidlertid tvinge fattigfolk til at optage lån enten hos stormænd eller hos klostrene. Her var det kirkens opfattelse, at man naturligvis kunne og skulle hjælpe med lån. Når der var tale om risikable lån, blev det tilladt at beregne sig en rente.

Men der var også modstand mod kirkens økonomiske dispositioner. Således fordømte middelalderens største teolog, Thomas Aquinas (1225-74), at kirken tog rente af lån. I Milano rejste der sig en bevægelse i midten af 1000-tallet mod den økonomiske udvikling i kirken og biskoppers og præsters livsstil. Patarinerne, det vil sige de pjalteklædte, kaldte denne bevægelse sig. Den ville kalde kirken tilbage til dens oprindelige livsform og sætte Jesu egen fattigdom op som et ideal.

Tiggermunkene
Fra patarinerne i Milano går der en lige linje frem til de såkaldte tiggermunkeordener, franciskanerne og dominikanerne, der blev dannet i 1200-tallets begyndelse. Klostrene måtte ikke være jordbesiddere. Hidtil havde man i klostrene skelnet imellem den enkelte munks ejendomsløshed og så klostret som institution.

I klosteret kunne den enkelte munk leve efter Jesu lære om ikke at besidde noget, mens klosteret som ramme om munkene liv udmærket kunne erhverve sig ejendom. Frans af Assisi vendte sig imod denne opfattelse. Idealet om fattigdom skulle også gælde selve fællesskabet. Munkene skulle ikke have noget fast opholdssted. De skulle ikke eje noget, men udelukkende leve af gaver og i øvrigt hjælpe, hvor de kom frem. Idealet var Jesu egen livsstil. Ifølge Frans levede Jesus udelukkende som et tjenende menneske, som gav sit liv for andre. Han gik omkring og forkyndte omvendelse og gjorde gode gerninger, Han udfordrede de rige og hjalp de fattige. De fortællinger, som senere opstod om Frans selv, er tydeligt nok formet sådan, at de viser fællestræk med evangeliernes Jesus.

Luther og pengene
Med renæssancen opstod den moderne forretningsverden. Rige handelsbyer med bankvirksomheder var skudt frem i løbet af den sidste del af middelalderen. En ny samfundsklasse, borgerne, fik mere og mere magt. Og det var ikke mindst borgerskabet i de tyske og nordeuropæiske byer, som sluttede sig til Martin Luthers reformation.

Luther selv var enig med den katolske kirkes officielle lære om rentetagning. Ifølge Luther skulle den, der havde rigdom, ikke tjene på næstens nød, men hjælpe ved at give. For Luther var det umoralsk at tjene penge uden at arbejde. Og rentetagning var jo en arbejdsfri indtjening. Luther understøttede ikke sin opfattelse med citater fra Bibelen eller ved at henvise til Jesu eget liv som fattig. Nej, Luther går ud fra fornuftsmæssige overvejelser over, hvad økonomisk egoisme og gerrighed fører til, nemlig udnyttelse af de fattige og social uro i samfundet.

I Danmark blev reformationen indført af kong Christian d. 3. i 1536. Erhvervsfolk i de større handelsbyer pressede på hos kongen for at få lov til at tage rente ved pengeudlån. Efter en brevveksling med de lærde reformatorer i Tyskland blev man enig om, at man kunne tage en rente ved udlån på højest 5%. Men kongen pålagde samtidig sine præster at prædike mod rentetagning.

Et nutidigt eksempel: Oikos
Den af kristendomme inspirerede kritik mod rigdom og økonomisk udnyttelse er forsat op til i dag.

Med baggrund i kristne grupper blev andelskassen Oikos (græsk ord der betyder hus") oprettet i 1994. Formålet er især at kunne stille lavt forrentede lån (mikrolån) til rådighed for verdens fattige, som ikke har andre muligheder for at optage lån på rimelige vilkår, men også ved finansiering af aktiviteter, der har en direkte afledt effekt til fordel for fattige, for eksempel handel med u-lande på fair vilkår.

Oikos betragter penge som et byttemiddel og ikke som en vare med en egenværdi. Af samme grund afstår Oikos fra valutaspekulation og lignende forehavender, men søger at investere i etisk forsvarlige projekter. Endelig ønsker man at fremme rentefri pengeformidling.