Kristendommens opståen

En freske fra en tidlig kristen kirke i Egypten. Foto: photogolfer - Fotolia

Kristendommen og den kristne kirke har sin oprindelse i Jesus af Nazaret. Mange mennesker mente, at han var den ventede Messias. Afgørende er, at Jesus opstod fra de døde og blev levende igen

Af det Gamle Testamente fremgår det, at det jødiske folk havde en forventning om, at Gud ville sende dem en frelser, en Messias. Messias betyder "den salvede" på hebraisk, som var jøderne gamle sprog. Messias var oprindeligt en titel, som blev brugt om kongen, fordi han ved indvielsen til sit embede blev salvet med olie. Man havde den opfattelse, at kongen ved salvingen fik en speciel guddommelig kraft, som gav ham visdom til at lede sit folk og styrke til at slå fjenderne ned. Kongen var derfor ikke blot en national-politisk person, men tillige en person, som man anså for udvalgt af Gud.

På Jesu tid var jødernes land besat af romerne. Jøderne havde derfor store forventninger til Messias. Han skulle befri landet for fremmede besættelsesmagter, erobre lande og oprette et stort fredsrige for det jødiske folk. Dette nye kongedømme, som Messias skulle oprette her på jorden, ville være "guds rige".

Da Jesus stod frem og sagde, at Guds Rige var nær, troede folk, at Jesus var den ventede Messias. Imidlertid blev folk skuffede, for Jesus førte sig ikke frem som en konge; han greb ikke til våben, samlede ikke en hær og han smed ikke landets herskere ud. Tværtimod talte han om Guds Rige som en ny tilstand, hvor Gud er nær og råder. Jesus sagde, at Gudsriget ikke kun var forbeholdt jøderne, men at det skænkes til alle mennesker, der vil tage imod det.

I modsætning til jøderne, som havde mange love og bud at overholde, havde Jesus kun én leveregel, ét bud, nemlig at elske sin Gud, sin Næste og sig selv. Jesus så sig selv som sendt af Gud for at forkynde dette glædelige budskab. Jesus kaldte aldrig sig selv for Messias, men derimod Menneskesønnen, og han kaldte Gud for sin far.

Jøderne mente, at Jesus var en gudsbespotter, fordi han kaldte sig Guds søn, og de ville have ham dømt til døden. De anklagede ham for oprør, og fik romermagten til at korsfæste ham. Da han var død, blev han lagt i en klippehule. Og her ville historien om Jesus have været slut, hvis ikke det var fordi, han opstod.

Tre dage efter at Jesus var blevet lagt i klippehulen, kom nogle kvinder til graven, og de fandt den tom. Ingen havde set opstandelsen, men senere trådte Jesus lyslevende frem for disciplene, og senere fór han til himmels.

Det afgørende for tilblivelsen af kristendommen er troen på opstandelsen. Uden opstandelse ingen kristendom.

Mange havde tidligere påstået, at de var Guds søn, men ingen havde levet og talt som Jesus, og ingen var opstået fra de døde. Opstandelsestroen er det, kristendommen vokser ud af.

Selv om Jesus ikke svarede til forventningerne om den ventede Messias, var mange mennesker overbeviste om, at han var Guds søn. Derfor kaldte de ham allerede, medens han levede, for "Kristus", som betyder "den salvede" på græsk. (Græsk var hovedsproget i landene omkring Middelhavet). Hermed tilkendegav de, at de troede på, at Jesus var den ventede Messias ("den salvede"), den frelser, som Gud ville sende til dem. Jesus blev derfor også kaldt Jesus Kristus eller kort og godt Kristus. Med tiden blev de, der var tilhængere af Kristus og troede på Jesus som Guds søn, også kaldt kristne.

Sådan har de kristne kirkeretninger udviklet sig historisk:

Stenen var rullet fra graven, som nu var tom. Jesu opstandelse var den begivenhed, som stadfæstede, at Jesus vitterligt var Guds søn. Fundamentet til kristendommen var lagt. Tegnet af pige 7 år.