Kyndelmisse og lysskikke i danske kirker

Kyndelmisse betyder lysmesse, og i den katolske kirke indvies lysene på den dag. Alle kristne kirker bruger dog lys flittigt hele året

Bibelen taler om lyset, der skinner i mørket. Og Jesus siger om sig selv: Jeg er verdens lys.

Og netop lyset har til alle tider spillet en vigtig rolle i det kristne trosliv. Så vigtig er lyset, at det har sin egen højtid, nemlig kyndelmisse. Eller som det hedder på latin: Candalarum missa, altså lysenes messe, der falder hvert år den 2. februar. Det er også dagen, hvor man markerer, at Maria kunne vende tilbage til templet 40 dage efter, hun fødte Jesus julenat.

Lys-skikke til kyndelmisse, men også andre højtider

Kyndelmisse har siden middelalderen været den dag, hvor man i den katolske kirke velsignede alle de lys, som man skulle bruge i løbet af året. Det skete og sker typisk ved en speciel messe med lys-procession og derpå følgende velsignelse af de stearinlys, som skal bruges i kirken i de næste 12 måneder.

Men selvom kyndelmisse godt kan kaldes lysets egen højtid, har højtiden på ingen måde patent på lysskikke.

Snarere tværtimod er lys en fast del af traditionerne året rundt, både ved advents- og juletide med adventslys, julelys og helligtrekongerslys og ved påsketide, hvor lyset spiller en særlig stor rolle i den katolske kirke.

Højdepunktet i den romersk-katolske kirkes fejring af lys og højdepunktet i liturgien i det hele taget - er nemlig påskenattens indledende lys-ceremoni. Kirken er mørklagt, og præsten går til kirkens indgang.

Her tænder præsten så et levende lys og velsigner det. Fra det lys tænder han påskelyset - symbolet på den opstandne Kristus - sætter fem virakskorn i det. Præsten tænder derpå sit eget lys ved påskelyset.
Alle går i procession ind i kirken bag ved diakonen, der bærer påskelyset, imens han synger tre gange: Kristus, verdens lys. Alle svarer: Gud ske lov.

Alle tænder så deres lille lys fra påskelysets flamme. Når alle er kommet på plads, tændes alle lys i kirken, altså også det elektriske lys, til festbelysning. Diakonen synger nu den store lovsang: Exultet. Nu jubler englenes himmelske skarer.

Derefter slukker alle deres små lys. Påskelyset bliver stående og brænder ved alle messer i påsketiden og efter påsketiden ved dåb og begravelse. Efter dåben tændes dåbslyset ved påskelyset.

Nogle steder tændes ikke lys i hele kirken til påskelovsangen, så ved kirkeårets højdepunkt sidder man da kun ved små lys i mørke. Kirkens liturgiske forskrifter siger, at alle lys i kirken skal være tændt.

Lysskikke i de ortodokse og protestantiske kirker

Men også i de ortodokse kirker er lyset en vigtig del af troslivet.

Her opfattes lyset på alteret for eksempel som et billede på, at Gud træder ind i verden som lys. Og at når Guds lys således skinner ind i os, så kommer Gud også ind i os som menneskets deficatio, altså guddommeliggørelsen af mennesket. Herfra kan kirkegængeren så igen tænde vores eget lille lys som en tak tilbage til Gud.

Det er endvidere praksis i de ortodokse kirker, at menigheden efter den nadver, som er det centrale i den ortodokse gudstjeneste, synger vi har set det sande lys" som taksigelse.

Men også i den protestantiske kirke spiller de levende lys en stor rolle, især i de lysglober, som man i de sidste 10-20 år har fået i stadig flere og flere danske folkekirker, selvom Martin Luther mente, at levende lys var adiafora, altså noget der ikke var særligt væsentligt:

"Og til Kirkens sande enhed er det nok at være enig om Evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning. Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige overleveringer eller riter og ceremonier indstiftede af mennesker," som der står i artikel 7 i Den Augsburgske Bekendelse.

Men lysene tændes nu alligevel i stigende grad rundt omkring i de danske folkekirker, både til kyndelmisse og resten af året.

Kilder: Gyldendals store, danske Encyclopædi, Informationsafdelingen hos Den katolske kirke i Danmark, Katolsk.dk, Davidskirkens hjemmeside og Kristendom.dk