Legende droppede OL-finale på grund af helligdag

Eric Liddell rejste i 1924 til De Olympiske Lege i Paris. Måske er han mest kendt for et 100-meterløb, han ikke stillede op til. Alligevel finder man Liddells indsats ved legene i 1924 som nummer 8 på avisen The Guardians liste over 50 fantastiske OL-øjeblikke. Foto: Wikimedia Commons

Blændende OL-sprinter droppede 100-meterfinale på grund af helligdag og blev senere missionær i Kina

Tusindvis af toptrænede atleter sætter i den kommende tid kursen mod London og de Olympiske Lege. Mange af dem er religiøse og tager som en naturlig ting deres tro med i bagagen til OL.

LÆS OGSÅ: Sikher får lov til at gå med kniv til OL

Sådan var det også i 1924, da den unge skotte Eric Liddell rejste til legene i Paris. Måske er han mest kendt for et 100-meterløb, han ikke stillede op til. Alligevel finder man Liddells indsats ved legene i 1924 som nummer 8 på avisen The Guardians liste over 50 fantastiske OL-øjeblikke.

Eric Liddells spektakulære historie tager sin begyndelse i Tientsin i det nordlige Kina, hvor den kommende OL-deltager fødtes i 1902. Forældrene til Liddell var skotske kinamissionærer, og som så mange andre missionærbørn tilbragte han som ung 12 år på en kostskole for missionærbørn i det sydlige London. Herefter gik turen til Edinburgh og videnskabelige studier på universitetet. I Edinburgh etablerede Liddell sig hurtigt som en af landets bedste løbere på de korte distancer.

LÆS OGSÅ: Naboer i Norden: Danmark dårligst til OL

Liddell beviste sit sportslige talent ved mange konkurrencer, men efter sejre i Triangular International Contests i 1921, 1922 og 1923, hvor han slog både skotske, engelske og irske løbere, indløste han billet til OL i Paris i 1924. Her stod han med gode vinderchancer i sin favoritdisciplin på 100 meter.

Men sådan skulle det ikke gå. Liddell havde på trods af sin sportslige succes aldrig lagt troen bag sig. Tværtimod nægtede han at konkurrere på kristne helligdage. Han var stålsat i sin overbevisning og demonstrerede det i praksis ved at melde fra til selve OL-finalen på 100-meterdistancen. Arrangørerne havde lagt finalen på en søndag, og Liddell trak sig. Ifølge BBC.co.uk brugte han i stedet søndagen på at prædike i den lokale skotske kirke.

LÆS OGSÅ: Billedserie: 10 religiøse sportsfolk

Liddell stillede til gengæld op på 400-meteren, som egentlig var en lidt for lang distance for ham. Den unge mand, som mange sammenlignede med det legendariske eksprestog The Flying Scotsman, stod over for stærke konkurrenter. Især det amerikanske hold med Jackson Schulz, der netop havde slået Liddell på 200-meteren, var frygtindgydende. Samtidig var der ikke meget opbakning at hente fra den britiske lejr, der ikke kunne forstå, hvorfor Liddell regnede Gud for mere vigtig end en olympisk guldmedalje.

Alligevel lykkedes det både Liddell at vinde guld og slå verdensrekorden i tiden 47,6 sekunder.

Efter triumfen i Paris helligede Liddell sig fuldstændig missionærkaldet. Allerede i 1925 var han tilbage i fødelandet Kina, og i 1932 blev han ordineret til præst. Han giftede sig to år senere med Florence Mackenzie, og sammen fik de tre døtre.

LÆS OGSÅ: Kristendommen i Kina

Da Japan invaderede Kina i 1937 befandt familien Liddell sig stadig i Kina. Blot fire år senere blev alle briter dog kaldt hjem fra Kina på grund af krigen. Eric sendte sin familie ud af landet, men blev selv tilbage. I 1943 tog japanerne ham til fange og satte ham i fangelejren i Weishien, hvor Eric Liddell i 1945 bukkede under for en hjernetumor.

Eric Liddells historie er portrætteret i den Oscar-vindende film Chariots of Fire fra 1981.

Kilde: BBC.co.uk