Liv på andre planeter - hvad siger kristendommen?
Hvad er kristendommens forhold til liv på andre planeter? Hvad står der i Bibelen og hvad har teologer sagt op gennem tiderne?
Den amerikanske Mars-robot Curiosity landede mandag den 6. august sikkert på vores naboplanet. Det skete efter mere end otte måneders rejse. Med sine instrumenter skal robotten analysere støv og klipper for tegn på de byggesten, der tidligere kan have understøttet liv på Mars.
LÆS OGSÅ: Nasas mobile Mars-robot har nået sit mål
Men hvad er kristendommens forhold til liv på andre planeter? Hvad står der i Bibelen, og hvad har teologer sagt op gennem tiderne?
Bibelen: Gud som himlens og jordens skaber
På Bibelens første side finder vi beretningen om verdens skabelse (1. Mosebog kap 1). Her fortælles det, at Gud skabte et kosmos, det vil sige en ordnet verden med skel mellem lys og mørke, op og ned og adskillelse mellem vand og det tørre land. Og på hver af skabelsens dage toner livet frem, der kulminerer med menneskets tilblivelse.
De øvrige henvisninger til skabelsen, som findes i Bibelen, understreger, hvordan alt i universet er ordnet med visdom. Ja, himlen selv forkynder skabelsens storhed:
"Himlen fortæller om Guds herlighed, Hvælvingen beretter om hans hænders værk." (Salme 19)
De oldkristne teologer skriver da også om, hvordan universet er umådeligt og overmægtigt i øvrigt i god samklang med de gamle græske filosoffer. Og i dette vældige skaberværk udgør mennesket selv et mikrokosmos. Det har her en særstilling. Alt er indrettet, så mennesket kan leve, trives og udvikle sig.
LÆS OGSÅ: Hvad siger Bibelen om skabelse?
Den skabelsesforståelse, som vi finder i Bibelen er vel at mærke samtidig en livsforståelse og en opfattelse af verden. Religiøs livstydning og videnskab var således en enhed og blev fastholdt som en enhed fra kirkens første tid og op gennem middelalderen. Det er først med renæssancens frembrud i midten af 1300-tallet, at videnskaben for alvor begyndte at søge en forståelse af verdens indretning gennem iagttagelser og dermed uden om Bibelen.
Den kopernikanske vending
Udtrykket "den kopernikanske vending" stammer fra filosoffen Immanuel Kant fra 1700-tallet, der godtgjorde, at al erkendelse måtte have mennesket og dets fornuft som udgangspunkt. På samme måde skabte fysikeren og astronomen Nikolaus Kopernikus (1473 1543) en helt afgørende forandring i opfattelsen af universet. Universet havde ikke jorden som centrum, men solen.
Med renæssancens nye videnskabelighed blev grænserne sprængt: Jorden var ikke længere en flade med en himmelhvælving, hvor stjerner og himmellegemerne bevæger sig efter en sindrig mekanik. Jorden blev nu en kugle, et led i et planetsystem, der svævede omkring solen.
Men tanken om universets uendelighed meldte sig stærkere og stærkere hos filosoffer og astronomer. Teologen og filosoffen Nikolaus Cusanus (1401-64) skrev om det uendelige univers, der havde sin grund i Gud selv. Det ufattelige univers kan kun beskrives i matematikkens abstrakte sprog. På samme måde er Gud ufattelig, og mennesket kan kun tale om Gud ved at tale om, hvad han ikke er, sagde Cusanus.
Renæssancen i 1400-tallet gav plads til de grænseoverskridende tanker og teorier. Anderledes blev det hen imod 1500-tallets slutning. Nu greb kirken ind i et forsøg på at bremse både den protestantiske bevægelse og den nye videnskabelighed. Begge truede kirkens autoritet.
Det uendelige verdensrum
En tidlig vintermorgen år 1600 blev der på Campo di Fiori (blomstertorvet) i Rom opstillet brænde til et bål og oven på det rejst en pæl. Kardinaler og andre høje gejstlige var samlet. Tidens store filosof og naturvidenskabsmand Giordano Bruno (f. 1559) var dømt for kætteri og skulle brændes på bålet.
LÆS OGSÅ: Giordano Bruno sprængte kirkens verdensbillede
Universet er uendeligt, lærte Bruno. Det er fyldt med stjerner som vor sol, omgivet af planetsystemer hvor intelligente skabninger kunne bo. Han skrev: "Sådan bliver Guds herlighed forstærket, og udstrækningen af hans rige tydeliggjort, han forherliges ikke af én, men af talløse sole, ikke af én jord, men af tusinde, ja, jeg siger en uendelighed af verdner."
Giordano Bruno rejste rundt i Europa og forelæste ved universiteterne i London, Paris og Prag samt universiteter i Italien. Hans lære vakte opsigt og til sidst blev det den katolske kirke for meget. Giordano Bruno blev pågrebet og fængslet - og dømt til bålet - ikke som videnskabsmand og altså ikke for sin lære om universets uendelighed, men for foragt for kirkens sakramenter og lære.
Evolutionslæren og Big Bang
De store milepæle i den moderne naturvidenskabs udvikling op mod vor tid har været teorien om arterne udvikling og Big Bang-teorien.
I 1859 formulerede englænderen Charles Darwin den biologiske udviklingsteori om arternes udvikling gennem tilfældige nydannelser og gennem udvælgelse af de individer, der bedst kunne tilpasse sig til naturen. Mennesket ses i denne teori som et produkt af naturen.
I 1929 fremsatte den amerikanske fysiker Edwin Hubble den såkaldte Big Bang-teori. Ifølge denne teori var alt stof og al stråling komprimeret i en slags ildkugle. Ved en gigantisk eksplosion for omkring 13 milliarder år siden begyndte så universets dannelse. En ekspansionsproces som stadig er i gang. Denne ureksplosion har "foreløbigt" dannet omkring 100 millioner galakser eller stjernetåger ligesom den galakse, Mælkevejen, som vort solsystem er en del af og hvor vores sol udgør blot én af 100 milliarder stjerner.
Sandsynligheden for at der findes liv også intelligent liv - et sted i de talrige solsystemer, kan således ikke udelukkes. Mulighed for liv andre steder i universet er en statistisk mulighed.
Big Bang-teorien lader os forstå, at selve kosmos er opstået ved en tilfældighed, ligesom liv udvikler sig ved en tilfældighed, blot de rette atmosfæriske forhold er til stede. Liv kan være opstået på andre planeter - og er forsvundet igen. Men hvorfor er universet tavst, spørger forskerne. Når der er mulighed for intelligent liv et eller andet sted derude, så må det også kunne skabes kontakt, kommunikation.
Kristendommens reaktion
Allerede i 1800-tallets protestantiske teologi blev en grundlæggende forskel mellem den religiøse og den videnskabelige tilgang til verden gjort klart. Den tyske teolog Friedrich Schleiermacher (1768-1834) udtrykte det sådan, at vi religiøst ser os selv som en del af universet. Det er skabt for os. Skabelsen er fyldt med mening. I modsætning hertil ser videnskaben på verden som et objekt. Videnskaben undersøger de enkelte dele og prøver at give årsagsforklaringer.
LÆS OGSÅ: Præst: Liv på Mars er ikke et problem for troen
Den voldsomme videnskabelige udvikling op gennem 1800-tallet og ikke mindst evolutionslæren satte spørgsmålstegn ved den bibelske skabelsesopfattelse. Den tyske teolog Bultmann søgte at løse problemet gennem sit såkaldte afmytologiseringsprogram. Bibelens verdensbillede er mytisk, sagde han, og skal derfor fortolkes. Skabelsesberetningen for eksempel er en myte, der omsat til nutidssprog tolker menneskets vilkår i verden.
Tendensen i den teologiske tænkning i den protestantiske del af kristendommen går i disse år på at bruge de indsigter, som naturvidenskaben giver os om universet. Naturvidenskabens indsigter understreger netop den storhed og ufattelighed, som de bibelske myter prøver at give sprogligt udtryk for, siger man. Den kristne tro forholder sig til den samme verden, som også er genstand for naturvidenskabens forskning.
I den katolske teologi har der siden middelalderen været tradition for, at troen oplyste og udvidede den menneskelige fornuft. Det førte til adskillige konflikter mellem kirke og videnskab. I den katolske kirkes katekismus, udsendt af Vatikanet i 1997 (på dansk 2006) hedder det:
"Spørgsmålet om menneskets oprindelse har været genstand for mange videnskabelige undersøgelser, som på en storartet måde har beriget vort kendskab til universets alder og dimensioner, livsformernes tilblivelse, menneskets fremståen. Disse opdagelser indbyder os desto mere til at beundre Skaberens storhed, takke ham for alle Hans værker og for den forstand og visdom han giver de lærde og forskerne." I den katolske kirke ses filosofien og videnskaben fortsat som teologiens tjenere og hjælpere.