Luther og Grundtvig var imod vielse af fraskilte

Foto: Wikimedia commons

Den seneste tids debat om vielse af fraskilte er ikke ny. Få overblik over, hvad debatten har handlet om i løbet af kirkens historie

Spørgsmålet om skilsmisse og nyt ægteskab var allerede på Jesu tid et debatemne, og det har det været gennem hele kirkens historie.

På den ene side har kirken fastholdt, at Guds tanke med ægteskabet var, at det skulle være et livslangt, forpligtende og berigende fællesskab mellem en mand og en kvinde. På den anden side har virkeligheden været sådan, at det ikke altid var tilfældet på den faldne jord. Og hvad så? Det skal vi se på historisk:

I kirkens første tid var de kristne et lille mindretal, der lagde vægt på at leve et helligt liv. Skilsmisse var noget, man ellers tog let på i datidens romerske samfund, og mange ægteskaber gik i opløsning, når kun den ene part var blevet en kristen.

Generelt fastholdt oldkirken ægteskabets uopløselighed, men anerkendte også, at skilsmisse kunne blive en nødvendighed, men ikke at de fraskilte kunne indgå nyt ægteskab. Nogle kirkefædre mente dog, at hvis ægteskabet var opløst efter den ene parts hor, kunne den anden blive gift igen. Hvis ægteskabet gik i stykker, måtte man leve ugift resten af livet.

I middelalderen kom man i den katolske kirke ind på tanken om ægteskabet som et sakramente, og dermed også ægteskabets principielle uopløselighed. Det var ikke alene sådan, at mennesker ikke måtte adskille, hvad Gud havde sammenføjet, men de kunne heller ikke gøre det. Blev man separeret, måtte man derfor leve seksuelt afholdende sådan som man gjorde det i klostre og i præstestanden. I teorien var det slet ikke muligt at få skilsmisse og nyt ægteskab, men i praksis lod det sig nu alligevel undertiden gøre at få et ægteskab ophævet.

Reformatorerne i 1500-tallet ville tilbage til Bibelen, også i dette spørgsmål. De reagerede mod ældre tiders opfattelse af afholdenhed som et ideal og talte derfor om, at man ved skilsmisse også havde ret til at indgå nyt ægteskab, men til gengæld begrænsedes muligheden for skilsmisse til nogle få, klare tilfælde.

Luther var stærk modstander af den romerske tale om ægteskabet som et sakramente. Han var også stærkt imod skilsmisse og kunne sige, at han næsten foretrak bigami frem for skilsmisse. Derfor var han forbitret på romerkirken, der i praksis tillod ægteskabsannullering af mange og uigennemskuelige grunde. Ifølge Skriften var der kun tre grunde, hvor skilsmisse kunne accepteres: Hor, desertio og impotens:

Hor, fordi den skyldige havde dømt sig selv til døden - omend dødsdommen ikke eksekveredes længere. Man måtte prøve at tilgive, men kunne man ikke bære at leve sammen med een, der havde bedrevet hor, måtte man skilles og kunne gifte sig med en anden.

Desertio (rømning) tolkede han bredt om en række forhold, som gjorde, at ens ægtefælle ikke mere ville leve sammen med een. Der kan opstå uoverensstemmelser i ægteskabet, men det skulle man tåle. Kun hvis ægtefællen korporligt forlod een, måtte der forekomme skilsmisse efter en vis - ikke for lang - tid. At lade en forladt ægtefælle vente i 7 år, før han eller hun måtte gifte sig igen, var Luther imod. Eet år var længe nok. Luther tillod også skilsmisse, hvis den ene ægtefælle godt nok blev i hjemmet, men dog unddrog sig seksuelt samliv. Vedkommende skulle da stå offentligt skrifte og derefter regnes som død. Dette var nemlig blot een særlig form for desertio. Den anden ægtefælle måtte da gifte sig igen. Man kunne naturligvis også vente på den andens forbedring, men det skulle være frivilligt, man skulle ikke som paven lægge en byrde på den svigtede part, fordi dette fristede vedkommende til løsagtighed. En anden form for desertio var det, hvis manden ville tvinge konen til tyveri osv. Da skulle hun bie og tåle, indtil øvrigheden straffede manden. Så kunne hun få skilsmisse og blive gift med en anden. Men naturligvis skulle hun på alle måder prøve at redde manden ud af hans laster først. Desertio var der også tale om, hvis en lærer skulle forflyttes til en anden by, og konen ikke ville flytte med. Så måtte han tage sig en anden, for så havde konen jo reelt unddraget sig samlivet med sin mand.

Impotens kaldte han enten for en skilsmissegrund eller for en grund til at annullere ægteskabet, der jo alligevel aldrig blev fuldbyrdet og dermed var en fejltagelse.

Yderligere skilsmissegrunde accepterede Luther ikke. Ganske særligt var han vred over romerkirkens tale om annullering af ægteskab i forbindelse med klosterløfter og såkaldt åndeligt slægtskab. Luther var altså på een gang skrappere og mildere end romerkirken.

Forskellen til romerkirken var, at Luther definerede nogle få klare tilfælde ud fra Skriften, hvor skilsmisse og gengifte kunne tillades, mens det var forbudt i alle andre tilfælde. Det var noget, der skulle afgøres i al åbenhed, og dommen skulle fældes med den verdslige øvrigheds dom.

Kirken skulle efter Luthers opfattelse ikke selv dømme i ægteskabssager (som i romersk-katolsk tradition), men overlade det til øvrigheden, der efter en offentlig rettergang skulle straffe den skyldige og hjælpe den uskyldige. Offentligheden var vigtig, for ægteskab var en verdslig størrelse. Helst så Luther et samarbejde mellem teologer og jurister i særlige ægteskabsretter, der kunne tage sig af de indviklede sager, og sådanne oprettedes da også i visse lutherske områder.

Bliv gift for seksualdriftens skyld

Bag Luthers tolkning lå som en forudsætning seksualdriftens ubetvingelighed. Man skulle ikke tvinge nogen til at leve seksuelt afholdende, når Gud ikke har gjort det. For seksualdriftens skyld skulle enhver have sin egen ægtefælle, og man skulle yde ægtefællen sin seksuelle pligt. Luther accepterede derfor ikke, at forskellig tro skulle hindre fortsættelse af ægteskabet.

At man var blevet uvenner med sin ægtefælle var ikke grund til skilsmisse, for det var et kors, man skulle bære, når ægtefællen i øvrigt ikke unddrog sig sine seksuelle pligter - den, som vil have ilden, må også tåle røgen!

Dog drog Luther ikke konsekvensen af seksualdriftens ubetvingelighed fuldt ud. Blev konen syg eller kom i fængsel, måtte manden ikke tage sig en anden, men skulle bære afholdenheden som et kors så længe. Eller rettere: Han måtte helst ikke tage sig en medhustru, for Luther forbød det ikke direkte. Hvis konen accepterede det, kunne det være i orden at tage sig en medhustru. Luther var også imod landgrev Filips dobbeltægteskab, men så gennem fingre med det, som et trods alt mindre onde end den løsagtighed, Filip plejede at leve i.

Nyt dilemma for præster

Med oplysningstidens syn på ægteskabet som en menneskelig kontrakt blev det lettere at få skilsmisse hos øvrigheden, og det førte til et dilemma for præster. Fra den franske oplysningstænkning kom tankerne om ægteskabet som en kontrakt, stiftet af mennesker, og som mennesker også var frit stillede til at opløse igen.

Disse tanker vandt indpas og resulterede i, at øvrighederne begyndte at give bevillinger til separation, og efter tre års separation kunne man blive skilt. Til separationen var det nok at anføre gemytternes uoverensstemmelse, og resultatet blev et stærkt voksende antal separationer med efterfølgende skilsmisser og nye ægteskaber i årene efter 1790.

Kongen i Danmark havde hele tiden haft ret til at dispensere fra ægteskabslovene, såvel som fra alle andre love - han var jo enevældig - og det var via kongelige bevillinger, at man begyndte at omgå de luthersk-kirkelige betingelser for skilsmisse og gengifte.

Dermed havde man forladt det lutherske princip om skyld og rettergang i forbindelse med skilsmisse og gået over til et andet princip, ødelæggelsesprincippet. Tanken var, at når ægteskabet allerede var ødelagt indefra, kunne det også opløses udadtil efter en tid, uden at der blev taget stilling til, om nogen var skyldig eller ej. I 1800-tallet blev de fleste af det stærkt voksende antal skilsmisser bevilget af grunde, som man ikke før kunne være blevet skilt for.

Ud fra ødelæggelsesprincippet kunne man få bevilget separation og efter tre år også skilsmisse og dermed ret til nyt ægteskab. Da det således blev lettere at få skilsmisse, også af grunde, som teologien ikke hidtil havde anerkendt, opstod et problem for danske sognepræster. De var forpligtede på at vie alle brudepar i sognet, men mente ikke, at de teologisk altid havde ret til det.

Grundtvig sagde sit job op, fordi han ikke ville vie fraskilte

Det var dette dilemma (blandt andre faktorer), der i 1826 fik Grundtvig til at nedlægge sit embede i Statskirken og aldrig mere blive sognepræst. Der var flere grunde til hans skridt, men han fandt det også utåleligt at skulle give et åbenbart ukristeligt ægteskab det mindste kristelige skin.

Nogle politikere ville have indført tvungen borgerlig vielse for alle, og i den henseende støttedes de især af den grundtvigske del af vækkelsen. De grundtvigske drømte om præstefrihed, så en præst kun skulle betjene del levende del af menigheden eller dem, man selv ønskede at betjene, og man ventede, at tvungen borgerlig vielse ville resultere i dette. På Askov-mødet i 1881 krævede de grundtvigske derfor borgerligt ægteskab indført for alle.

I den anden del af vækkelsen, Indre Mission, var man enige i, at der skulle ske noget på vielses-området, så præster ikke blev ved med at være tvungne til at vie alle fraskilte. Man ønskede både, at præster skulle kunne fritages for at vie fraskilte, og at skilsmisse kun skulle kunne opnåes ved dom.

Den højkirkelige eller statskirkelige tredje retning var mere indstillet på, at kirken skulle vie alle brudepar. Her var man mere tilbøjelig til at bøje sig for det nye ægteskabssyn. Den retning så en stor værdi i det gamle princip om, at kirken havde vielsesmyndigheden. Dermed kunne staten præge folket etisk og prisen for at opretholde dette var for dem at se, at også de fraskilte måtte kunne blive viet i kirken.

Samvittighedsproblemer førte til ændringer i ritual

Med vækkelserne og den stigende menighedsbevidsthed i perioden efter 1850 steg også præsternes samvittighedsproblemer med at vie fraskilte. Derfor gav man lov til at foretage ændringer i vielsesritualet.

Man fik således et særligt ritual for fraskiltes vielse, hvorefter præsten reelt kun virkede som borgerlig vielsesmyndighed og viede parret - ikke i Guds, men i den lovlige øvrigheds navn. Det løste ikke hele problemet, så Biskop P. C. Kierkegaard lavede et mere vidtgående ritual fra fraskiltes vielse - et bodsritual - og kirkekommisionen af 1868 foreslog, at fraskilte skulle vies i stilhed i præstegården og uden at præsten var iført ornat. Med iagttagelsen af sådanne forskellige lempelser ville man tage hensyn til præsters ømme samvittigheder og samtidigt fastholde, at enhver præst skulle vie alle fraskilte.

Pastor Ifversen nægtede - og fritagelsesretten blev indført

Efter 1900 rejstes sag mod en pastor Ifversen, der havde nægtet at vie en fraskilt mand til den kvinde, som han havde levet sammen med, mens hans ægteskab endnu bestod. Ifversen blev frikendt i Højesteret, og denne dom var skelsættende. Fra og med ægteskabsloven af 1922 udvidedes præsternes frihed, således at man kunne nægte at vie alle fraskilte, uanset grunden til skilsmisse. Siden den tid har det i Danmark været overladt til præstens afgørelse, om han/hun ville vie fraskilte.

Med denne udgang på 1800-tallets debat fik ingen af de tre kirkelige retninger deres ønsker opfyldt: De grundtvigske fik ikke det tvungne borgerlige ægteskab, men nok frihed til at nægte at vie fraskilte. Indre Mission fik friheden til at sige nej, men fik det ikke gjort sværere at opnå skilsmisse. De statskirkelige fik ikke opretholdt kirkens monopol på ægteskabsindgåelse, men dog at kirken fortsat også var vielsesmyndighed.

Fordelen ved den retstilstand i folkekirken er, at spørgsmålet er blevet et personligt og teologisk spørgsmål: Finder den enkelte præst ud fra Skriften og præsteløftet, at det er rigtigt at vie (disse) fraskilte. Ellers har han/hun ret til at sige nej. At ikke alle vil være enige i det synspunkt, har den sidste tids debat vist.

Spørgsmålet om skilsmisse og nyt ægteskab var allerede på Jesu tid et debatemne, og det har det været gennem hele kirkens historie.
 
På den ene side har kirken fastholdt, at Guds tanke med ægteskabet var, at det skulle være et livslangt, forpligtende og berigende fællesskab mellem en mand og en kvinde. På den anden side har virkeligheden været sådan, at det ikke altid var tilfældet på den faldne jord. Og hvad så? Det skal vi se på historisk: 
 
I kirkens første tid var de kristne et lille mindretal, der lagde vægt på at leve et helligt liv. Skilsmisse var noget, man ellers tog let på i datidens romerske samfund, og mange ægteskaber gik i opløsning, når kun den ene part var blevet en kristen.

Generelt fastholdt oldkirken ægteskabets uopløselighed, men anerkendte også, at skilsmisse kunne blive en nødvendighed, men ikke at de fraskilte kunne indgå nyt ægteskab. Nogle kirkefædre mente dog, at hvis ægteskabet var opløst efter den ene parts hor, kunne den anden blive gift igen. Hvis ægteskabet gik i stykker, måtte man leve ugift resten af livet.
 
I middelalderen kom man i den katolske ind på tanken om ægteskabets som et sakramente, og dermed også ægteskabets principielle uopløselighed. Det var ikke alene sådan, at mennesker ikke måtte adskille, hvad Gud havde sammenføjet, men de kunne heller ikke gøre det. Blev man separeret, måtte man derfor leve seksuelt afholdende sådan som man gjorde det i klostre og i præstestanden. I teorien var det slet ikke muligt at få skilsmisse og nyt ægteskab, men i praksis lod det sig nu alligevel undertiden gøre at få et ægteskab ophævet.
 
Reformatorerne i 1500-tallet ville tilbage til Bibelen, også i dette spørgsmål. De reagerede mod ældre tiders opfattelse af afholdenhed som et ideal og talte derfor om, at med ved skilsmisse også havde ret til at indgå nyt ægteskab, men til gengæld begrænsedes muligheden for skilsmisse til nogle få, klare tilfælde.

Luther var stærk modstander af den romerske tale om ægteskabet som et sakramente. Han var også stærkt imod skilsmisse og kunne sige, at han næsten foretrak bigami frem for skilsmisse. Derfor var han forbitret på romerkirken, der i praksis tillod ægteskabsannullering af mange og uigennemskuelige grunde. Ifølge Skriften var der kun tre grunde, hvor skilsmisse kunne accepteres: Hor, desertio og impotens:

  • Hor, fordi den skyldige havde dømt sig selv til døden - omend dødsdommen ikke eksekveredes længere. Man måtte prøve at tilgive, men kunne man ikke bære at leve sammen med een, der havde bedrevet hor, måtte man skilles og kunne gifte sig med en anden.
  • Desertio (rømning) tolkede han bredt om en række forhold, som gjorde, at ens ægtefælle ikke mere ville leve sammen med een. Der kan opstå uoverensstemmelser i ægteskabet, men det skulle man tåle. Kun hvis ægtefællen korporligt forlod een, måtte der forekomme skilsmisse efter en vis - ikke for lang - tid. At lade en forladt ægtefælle vente i 7 år, før han eller hun måtte gifte sig igen, var Luther imod. Eet år var længe nok. Luther tillod også skilsmisse, hvis den ene ægtefælle godt nok blev i hjemmet, men dog unddrog sig seksuelt samliv. Vedkommende skulle da stå offentligt skrifte og derefter regnes som død. Dette var nemlig blot een særlig form for desertio. Den anden ægtefælle måtte da gifte sig igen. Man kunne naturligvis også vente på den andens forbedring, men det skulle være frivilligt, man skulle ikke som paven lægge en byrde på den svigtede part, fordi dette fristede vedkommende til løsagtighed. En anden form for desertio var det, hvis manden ville tvinge konen til tyveri osv. Da skulle hun bie og tåle, indtil øvrigheden straffede manden. Så kunne hun få skilsmisse og blive gift med en anden. Men naturligvis skulle hun på alle måder prøve at redde manden ud af hans laster først. Desertio var der også tale om, hvis en lærer skulle forflyttes til en anden by, og konen ikke ville flytte med. Så måtte han tage sig en anden, for så havde konen jo reelt unddraget sig samlivet med sin mand.
  • Impotens kaldte han enten for en skilsmissegrund eller for en grund til at annullere ægteskabet, der jo alligevel aldrig blev fuldbyrdet og dermed var en fejltagelse.

Yderligere skilsmissegrunde accepterede Luther ikke. Ganske særligt var han vred over romerkirkens tale om annullering af ægteskab i forbindelse med klosterløfter og såkaldt åndeligt slægtskab. Luther var altså på een gang skrappere og mildere end romerkirken.    

Forskellen til romerkirken var, at Luther definerede nogle få klare tilfælde ud fra Skriften, hvor skilsmisse og gengifte kunne tillades, mens det var forbudt i alle andre tilfælde. Det var noget, der skulle afgøres i al åbenhed, og dommen skulle fældes med den verdslige øvrigheds dom.

Kirken skulle efter Luthers opfattelse ikke selv dømme i ægteskabssager (som i romersk-katolsk tradition), men overlade det til øvrigheden, der efter en offentlig rettergang skulle straffe den skyldige og hjælpe den uskyldige. Offentligheden var vigtig, for ægteskab var en verdslig størrelse. Helst så Luther et samarbejde mellem teologer og jurister i særlige ægteskabsretter, der kunne tage sig af de indviklede sager, og sådanne oprettedes da også i visse lutherske områder.

Bliv gift for seksualdriftens skyld
Bag Luthers tolkning lå som en forudsætning seksualdriftens ubetvingelighed. Man skulle ikke tvinge nogen til at leve seksuelt afholdende, når Gud ikke har gjort det. For seksualdriftens skyld skulle enhver have sin egen ægtefælle, og man skulle yde ægtefællen sin seksuelle pligt. Luther accepterede derfor ikke, at forskellig tro skulle hindre fortsættelse af ægteskabet. 

At man var blevet uvenner med sin ægtefælle var ikke grund til skilsmisse, for det var et kors, man skulle bære, når ægtefællen i øvrigt ikke unddrog sig sine seksuelle pligter - den, som vil have ilden, må også tåle røgen!

Dog drog Luther ikke konsekvensen af seksualdriftens ubetvingelighed fuldt ud. Blev konen syg eller kom i fængsel, måtte manden ikke tage sig en anden, men skulle bære afholdenheden som et kors så længe. Eller rettere: Han måtte helst ikke tage sig en medhustru, for Luther forbød det ikke direkte. Hvis konen accepterede det, kunne det være i orden at tage sig en medhustru. Luther var også imod landgrev Filips dobbeltægteskab, men så gennem fingre med det, som et trods alt mindre onde end den løsagtighed, Filip plejede at leve i.
 
Nyt dilemma for præster
Med oplysningstidens syn på ægteskabet som en menneskelig kontrakt blev det lettere at få skilsmisse hos øvrigheden, og det førte til et dilemma for præster. Fra den franske oplysningstænkning kom tankerne om ægteskabet som en kontrakt, stiftet af mennesker, og som mennesker også var frit stillede til at opløse igen.

Disse tanker vandt indpas og resulterede i, at øvrighederne begyndte at give bevillinger til separation, og efter tre års separation kunne man blive skilt. Til separationen var det nok at anføre gemytternes uoverensstemmelse, og resultatet blev et stærkt voksende antal separationer med efterfølgende skilsmisser og nye ægteskaber i årene efter 1790. 

Kongen i Danmark havde hele tiden haft ret til at dispensere fra ægteskabslovene, såvel som fra alle andre love - han var jo enevældig - og det var via kongelige bevillinger, at man begyndte at omgå de luthersk-kirkelige betingelser for skilsmisse og gengifte.

Dermed havde man forladt det lutherske princip om skyld og rettergang i forbindelse med skilsmisse og gået over til et andet princip, ødelæggelsesprincippet. Tanken var, at når ægteskabet allerede var ødelagt indefra, kunne det også opløses udadtil efter en tid, uden at der blev taget stilling til, om nogen var skyldig eller ej. I 1800-tallet blev de fleste af det stærkt voksende antal skilsmisser bevilget af grunde, som man ikke før kunne være blevet skilt for.

Ud fra ødelæggelsesprincippet kunne man få bevilget separation og efter tre år også skilsmisse og dermed ret til nyt ægteskab. Da det således blev lettere at få skilsmisse, også af grunde, som teologien ikke hidtil havde anerkendt, opstod et problem for danske sognepræster. De var forpligtede på at vie alle brudepar i sognet, men mente ikke, at de teologisk altid havde ret til det.

Grundtvig sagde sit job op, fordi han ikke ville vie fraskilte
Det var dette dilemma (blandt andre faktorer), der i 1826 fik Grundtvig til at nedlægge sit embede i Statskirken og aldrig mere blive sognepræst. Der var flere grunde til hans skridt, men han fandt det også utåleligt at skulle give et åbenbart ukristeligt ægteskab det mindste kristelige skin.

Nogle politikere ville have indført tvungen borgerlig vielse for alle, og i den henseende støttedes de især af den grundtvigske del af vækkelsen. De grundtvigske drømte om præstefrihed, så en præst kun skulle betjene del levende del af menigheden eller dem, man selv ønskede at betjene, og man ventede, at tvungen borgerlig vielse ville resultere i dette. På Askov-mødet i 1881 krævede de grundtvigske derfor borgerligt ægteskab indført for alle.

I den anden del af vækkelsen, Indre Mission, var man enige i, at der skulle ske noget på vielses-området, så præster ikke blev ved med at være tvungne til at vie alle fraskilte. Man ønskede både, at præster skulle kunne fritages for at vie fraskilte, og at skilsmisse kun skulle kunne opnåes ved dom.

Den højkirkelige eller statskirkelige tredje retning var mere indstillet på, at kirken skulle vie alle brudepar. Her var man mere tilbøjelig til at bøje sig for det nye ægteskabssyn. Den retning så en stor værdi i det gamle princip om, at kirken havde vielsesmyndigheden. Dermed kunne staten præge folket etisk og prisen for at opretholde dette var for dem at se, at også de fraskilte måtte kunne blive viet i kirken.

Samvittighedsproblemer førte til ændringer i ritual
Med vækkelserne og den stigende menighedsbevidsthed i perioden efter 1850 steg også præsternes samvittighedsproblemer med at vie fraskilte. Derfor gav man lov til at foretage ændringer i vielsesritualet.

Man fik således et særligt ritual for fraskiltes vielse, hvorefter præsten reelt kun virkede som borgerlig vielsesmyndighed og viede parret - ikke i Guds, men i den lovlige øvrigheds navn. Det løste ikke hele problemet, så Biskop P. C. Kierkegaard lavede et mere vidtgående ritual fra fraskiltes vielse - et bodsritual - og kirkekommisionen af 1868 foreslog, at fraskilte skulle vies i stilhed i præstegården og uden at præsten var iført ornat. Med iagttagelsen af sådanne forskellige lempelser ville man tage hensyn til præsters ømme samvittigheder og samtidigt fastholde, at enhver præst skulle vie alle fraskilte. 

Pastor Ifversen nægtede - og fritagelsesretten blev indført
Efter 1900 rejstes sag mod en pastor Ifversen, der havde nægtet at vie en fraskilt mand til den kvinde, som han havde levet sammen med, mens hans ægteskab endnu bestod. Ifversen blev frikendt i Højesteret, og denne dom var skelsættende. Fra og med ægteskabsloven af 1922 udvidedes præsternes frihed, således at man kunne nægte at vie alle fraskilte, uanset grunden til skilsmisse. Siden den tid har det i Danmark været overladt til præstens afgørelse, om han/hun ville vie fraskilte.
                     
Med denne udgang på 1800-tallets debat fik ingen af de tre kirkelige retninger deres ønsker opfyldt: De grundtvigske fik ikke det tvungne borgerlige ægteskab, men nok frihed til at nægte at vie fraskilte. Indre Mission fik friheden til at sige nej, men fik det ikke gjort sværere at opnå skilsmisse. De statskirkelige fik ikke opretholdt kirkens monopol på ægteskabsindgåelse, men dog at kirken fortsat også var vielsesmyndighed.

Fordelen ved den retstilstand i folkekirken er, at spørgsmålet er blevet et personligt og teologisk spørgsmål: Finder den enkelte præst ud fra Skriften og præsteløftet, at det er rigtigt at vie (disse) fraskilte. Ellers har han/hun ret til at sige nej. At ikke alle vil være enige i det synspunkt, har den sidste tids debat vist.

LÆS OGSÅ: Præster vil tvinge kolleger til at vie fraskilte
 
Kurt E Larsen er lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet og tidligere sognepræst.