Luthers lille Katekismus

Martin Luther (1483-1546) anså selv sin lille katekismus for at være en af de bedste bøger, han havde skrevet. Foto: Arkivfoto

I det 17. 18. og 19. århundrede havde alle danskere i det protestantiske Danmark det samme pensum: Luthers lille Katekismus. Ingen bog har som denne bidraget til danskernes forståelse af det centrale i kristendommen. Læs om værket her

Luthers lille Katekismus er den mest læste bog i Danmark gennem historien - i hvert fald læst i sin helhed. Når man med stor sikkerhed kan sige dette, er det fordi, denne lille bog gennem tre århundreder - det 17., 18. og 19. - var fast pensum for alle, der overhovedet kunne læse. I det 20. århundrede er kendskabet til katekismen gået noget ned ad bakke, ja, det er vel næppe alle, der ved, hvad katekismus overhovedet betyder.

En katekismus er en bog til undervisning i kristendom - især til børn og unge - altså en bog, der giver en indføring i det, vi kalder den kristne børnelærdom. Når vi taler om Luthers "lille" katekismus er det selvfølgelig fordi, der også findes en stor. Den går mere i dybden med de emner, Luther fandt det nødvendigt at vide noget om, hvis man vil være kristen og "bekende evangeliet med hånd og mund", som Luther udtrykte det.

Tilblivelse

Allerede på et tidligt tidspunkt havde Luther indset nødvendigheden af undervisning i kristendom for lægfolket. Det var et vigtigt middel til udbredelsen af de nye teologiske erkendelser, han sammen med andre ville reformere kirken på, og i øvrigt en opgave, der i vid udstrækning var blevet forsømt af den romerske kirke.

Først og fremmest gjaldt det udlægningen af det, Luther kalder troens hovedstykker: De ti bud, trosbekendelsen og fadervor. Men en rundrejse til kirkerne i Sachsen, en såkaldt visitats, gjorde det klart for Luther, hvor galt det stod til med kundskaberne i kristen lære - ikke bare hos lægfolket, men også hos en del af præsterne, der for de flestes vedkommende var tidligere katolske præster.

Derfor tilføjede han nogle afsnit om dåben, skriftemålet, nadveren og vielsesritualet, samt en del bønner og en hustavle, der gav anvisninger fra Ny Testamente på, hvordan de enkelte medlemmer i husstanden skulle opføre sig. Bogen blev på denne måde også anvendelig for præsterne i deres daglige arbejde i menigheden. I 1529 forelå så den første udgave af den bog, vi nu blot kender som Den lille Katekismus.

Luthers lille Katekismus i indhold

Bogen er virkelig lille og kan let læres udenad, hvilket også var intentionen fra Luthers side. Den er i gennemgangen af de ti bud, trosbekendelsen, fadervor, dåben, skriftemålet og nadveren udformet med enfoldige spørgsmål, som der så svares på. For eksempel står der i afsnittet om dåben:

For det første:
Hvad er dåben? Dåben er ikke vand slet og ret, men den er vandet, indeholdt i Guds bud og forbundet med Guds ord.
Hvilket er da dette Guds ord? Det siger vor Herre Kristus i det sidste kapitel hos Mattæus: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."

På denne måde gennemgås stoffet på en letfattelig måde, om end efter en pædagogiske standard, der tydeligt tilhører en anden tid end vor egen. Når Luther valgte netop disse emner som troens hovedstykker, er han i overensstemmelse med den middelalderlige tradition, hvor budene, trosbekendelsen og fadervor også var i centrum. I den katolske kirke var lærestykker om de syv sakramenter, de syv dødssynder og lignende temaer efterhånden kommet oveni, og her lugede Luther altså ud i mængden og holdt katekismen nede på et overkommeligt niveau.

Mest berømt er måske Luthers udlægning af de ti bud, hvor forklaringen til hvert enkelt bud indledes med: "Vi skal frygte og elske Gud, så vi....", altså med det første bud som det, der sætter fortegnet for alle de andre. Det er det reformatoriske kernepunkt om, at troen alene retfærdiggør mennesket, der ligger bag denne udlægning. Budene er intet uden troen på Gud.

Katekismen i dag

Luthers lille Katekismus er den dag i dag en del af den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag, som det blev fastlagt i Danske Lov fra 1683. Allerede Grundtvig kritiserede Luther for at lægge de ti bud ind i den kristne børnelærdom. Også stykket om skriftemålet gled ud af senere udgaver af bogen, efterhånden som det at skrifte gik af mode. Langsomt gik hele den lille katekismus af mode, og det er vanskeligt at sige noget om, hvor meget Luthers lille Katekismus læses rundt omkring i Danmark i dag. Dele af bogen er stadig medtaget i Den Danske Salmebog - også i den nyeste udgave fra 2003 - men det siger jo ikke meget om, hvorvidt teksten læses og bruges.

Flere forsøg er blevet gjort på at skrive en ny og mere tidssvarende katekismus, men det er oftest blevet til lidt længere bøger, der er blevet mere for voksne end for børn, for eksempel Jan Lindhardts "Katekismus i kristendom - børnelærdom for voksne" fra 2000. Det er heller ikke nogen let opgave at opnå den klarhed og slagkraft, som Luthers snart 500 år gamle perle stadig har.