Mange meninger om det kristne kald

Er et kald det at være kaldet til en bestemt opgave, eksempelvis at være nonne, eller er det at være kaldet til at tro? Det har man diskuteret i hele kirkehistorien.

Gennem kirkens historie har der været mange forskellige meninger om, hvorvidt et kald er for alle eller kun for de særligt udvalgte

I nutiden kalder man ofte et arbejde for et kald, når det er noget, man ikke bare gør for pengenes eller prestigens skyld. Som så mange andre begreber har det en kristen oprindelse.

Inden for kristendommen taler man om kald i to forskellige betydninger. På den ene side kan et kald være det, at man er kaldet til at omvende sig og tro på det kristne evangelium. Dette kald er dybest set ens for alle kristne.

På den anden side kan et kristent kald også være det, at man er kaldet til en bestemt opgave, for eksempel til at være præst. Den moderne verdslige betydning af kald, hvor et kald kan være mange forskellige slags arbejde, er afledt af denne betydning.

Overgangen i betydningen skyldes blandt andet, at reformatoren Martin Luther talte om, at alle mennesker var kaldet til at leve i det arbejde, de nu engang havde, uanset om det var som præst eller håndværker eller noget helt tredje. Det hævdede Luther i et opgør med den romersk-katolske kirke, hvor man mente, at det kun var de særligt udvalgte munke, nonner og præster der havde et kald.

Paulus: Enhver skal leve sådan, som Gud har kaldet ham
For at forstå det kristne kaldsbegreb må man imidlertid helt tilbage til kristendommens begyndelse og de bibelske skrifter. Flere af Bibelens forfattere nævner begrebet, men det er især apostlen Paulus, der har fået varig betydning for forståelsen af, hvad et kald er. I Første Korintherbrev kapitel 7 skriver han om, hvordan menighedens medlemmer efter hans mening bør leve: De skal ikke ændre radikalt på de ydre forhold i deres tilværelse. Enhver skal leve sådan, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham. Enhver skal blive i det kald, som han blev kaldet i (vers 17 og 20).

Han har dog en særlig anbefaling til de slaver, der er blevet medlemmer af menigheden: Var du træl, da du blev kaldet, så tag dig ikke af det men har du også mulighed for at blive fri, så benyt dig hellere af det (vers 21).

Men alt i alt lægger Paulus ikke op til, at nogle professioner skulle være finere end andre for en kristen. Derfor kunne Martin Luther også hævde, at det ikke var finere at være præst end at være skomager.

Kaldsbegrebet har dog også andre nuancer i Bibelen. Nogle steder lægges der op til et mere radikalt brud med éns hidtidige livsform. Det sker særligt i evangeliernes beretninger om Jesus, der ofte kaldte på blandt andre fiskere og toldere og bød dem at forlade deres erhverv og følge efter ham i stedet.

Antonius tog kaldet bogstaveligt
Efterhånden begyndte man mest at forbinde begrebet kald med en radikal ændring af éns tilværelse. En berømt beretning handler om Sankt Antonius, der er kendt som alle munkes fader. Han levede i Ægypten i det 4. århundrede e.Kr.. Han var en rig mand, der pludselig følte sig ramt af Jesu ord: Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig! (Matt 19,21). Derfor solgte han familieformuen, donerede pengene til de fattige og flyttede ud i ørkenen for at leve som eneboer.

Antonius blev både i sin samtid og i eftertiden betragtet som en meget from mand og et stort forbillede. Sankt Athanasius skrev en biografi om ham, og dermed blev han berømt i hele verden. Beskrivelsen af hans liv blev startskuddet til den kristne munkebevægelse, der skulle komme til at få afgørende betydning for kirkens udvikling i oldkirken og op gennem middelalderen.

Dermed kom man til at forstå kaldet som noget, der indebar, at man skulle opgive at leve et almindeligt liv blandt andre mennesker. Hvis man havde et kald, skulle man bo på et kloster eller lignende. De kaldede var på den ene side fromme forbilleder for almindelige mennesker; på den anden side var de radikalt forskellige fra dem. Hvis man var kaldet, skulle man forsøge at leve op til alle Jesu befalinger, mens almindelige mennesker kunne nøjes med det mest nødvendige.

Martin Luther: Tjen Gud i kald og stand
I middelalderen blev forskellen mellem almindelige mennesker og de særligt udvalgte eller kaldede til tider så stor, at det førte til protester. Den største protest kom ved reformationen i det 16. århundrede, hvor kaldsbegrebet var ét af en række punkter, man stredes om. Den endte med en splittelse af den katolske kirke, hvor protestanterne, primært i Nordeuropa, blev ekskommunikeret af paven og i stedet etablerede selvstændige kirker.

En af de allervigtigste skikkelser i reformationen, Martin Luther, var som nævnt ovenfor en stor modstander af den middelalderlige forståelse af kaldsbegrebet. Han mente, at præster og munke ikke var en særlig stand. Tværtimod var alle kristne i virkeligheden præster selvom man stadig for en god ordens skyld skulle indsætte bestemte personer til at have den særlige opgave som præst for menigheden. Men enhver kristen skulle tjene Gud i kald og stand og altså blive i den stand, som han nu engang hørte til i, i tråd med Paulus' anbefalinger.

Jean Calvin var en anden vigtig skikkelse i reformationen. Han havde en lidt anderledes forståelse af kaldsbegrebet. For ham betød det, at en kristen havde pligt til ikke bare at tjene til føden, men derimod at arbejde hårdt og flittigt. Sociologen Max Weber havde en berømt teori om, at den calvinske arbejdsmoral er en hovedårsag til de vestlige kapitalistiske økonomiers succes.

Kald for den ene og de mange
Med reformationen havde man altså fået et samfundsorienteret syn på kaldet, der indebar, at hver enkelt var kaldet til at udfylde sin plads i fællesskabet. Enhver skulle blive i sin egen stand. Omkring år 1800 begyndte den romantiske strømning imidlertid, anført af tænkere som for eksempel Friedrich Schleiermacher og G.W.F. Hegel, begge med protestantisk baggrund. Denne strømning fik også indflydelse på forståelsen af kaldet, sådan at man nu igen fik fokus på den idealistiske ener, der skilte sig ud fra den grå masse af almindelige mennesker.

I mellemtiden var der også bevægelser i kaldsforståelsen i den romersk-katolske kirke. Især to paver i nyere tid har været med til at bidrage til en ny forståelse af kaldet: Leo XIII (1878-1903) og Pius XI (1922-39). Ifølge den nye forståelse kan almindelige lægfolk også betragte deres livsform og deres arbejde som et kald.

Dog har den romersk-katolske kirke bevaret en forholdsvis skarp skelnen mellem de særligt kaldede og andre kristne. Man mener stadig, at nogle af Jesu befalinger er såkaldte evangeliske råd, som kun de særligt kaldede behøver at følge, mens andre kan nøjes med mindre. Ikke desto mindre har man altså anerkendt, at et kald kan være mange forskellige ting, og man har derfor fået et mere positivt syn på det almindelige arbejde og familieliv.

Magnus Malm: Et kald er ikke et arbejde
Den svenske forfatter og retræteleder Magnus Malm har i de seneste år udfordret den typiske forståelse af kaldet, at et kald er et arbejde eller en opgave. Malm er ansat i den svenske lutherske folkekirke, men er meget inspireret af den romersk-katolske kirke og den østlige ortodokse kirke samt ikke mindst oldkirken. Han mener, at vi fokuserer for meget på det ydre, når vi kalder et arbejde for et kald. I stedet bør vi fokusere på det indre.

Ifølge Magnus Malm betyder kald først og fremmest, at man er kaldet til at tro på Jesus Kristus, ikke at man skal udføre et bestemt arbejde. Det er på den ene side noget almengyldigt og inklusivt, fordi det er ens for alle mennesker. På den anden side er det også radikalt, fordi det kræver et helt nyt syn på éns måde at leve på. I sin bog Vejviser skriver han blandt andet:

Kaldet gælder altså ikke pletfri kandidater, som skal udføre et åndeligt arbejde, men almindelige syndere, som skal læges til hellighed hos Jesus.

Du kan læse mere om Magnus Malm i Kristeligt Dagblads artikel Om at være og måske gøre.