Martyrer i kristendommen

Martyr kommer fra græsk og betyder vidne. I kristendommen forstås martyren som et menneske, der på grund af sin bekendelse til Kristus bliver slået ihjel eller forfulgt

Den første kristne martyr er Stefanus, der bliver stenet af jøderne (Apostlenes gerninger kapitel 6 v. 8 til 7v.60).

Udbredelse af kristendommen

Martyrerne får en afgørende rolle for udbredelsen af kristendommen i oldkirken. Deres eksempel med at lide døden uden modstand mod deres fjender vinder manges respekt og giver grundlaget for en samlende kult omkring deres gerninger og personer. I sitet New Advents katolske leksikon kan man finde en kort oversigt over de martyrer, der døde i de romerske forfølgelser fra 64 til 325 e.kr, hvor kristendommen blev rigsreligion for romerriget.

Tertullian, som skrev i Nordafrika i det 2. og 3. århundrede leverer med skriftet "Om martyrerne" en god beskrivelse af, hvad man forventede, når man ville kaldes martyr. Man kan se et kort resume af teksten på Tertullian: Ad martyras ("til martyrerne").

Hvad var martyrene?

Martyrer kunne både være kvinder og mænd. En enestående beskrivelse af dette finder man i Perpetuas martyrium om en 22-årig kvinde der i 203 lider døden med fem medkristne i Karthagos arena. På sitet Early Church finder man en omfattende litteraturliste til uddybende studier heri.

Korstogene, der begynder i 1095, da pave Urban den 2. udråber korstoget under mottoet "Deus vult" ("Gud vil det"), ændrer på billedet af martyren. Hvor martyren før udelukkende var den sagtmodig lidende, der efterfulgte Kristus, kommer der nu en anden type ind: soldater-martyren.

New Advents katolske leksikon har en god indføring i korstogenes mange aspekter, hvor tanken om martyriet bliver central. På hjemmesiden for forskningsprojektet "Denmark and the Crusading Movement" finder man bl.a. Kurt Villads Jensens arbejde, hvor korstogsprædikenen i dansk middelalder giver et indtryk af ideologien bagved. Med tempelherrerne og johannitterordenen træder den tætte forbindelse mellem martyrium og hellig krig frem.

Martyrer og helgendyrkelse

Efter reformationen blev martyrerne mest identificeret med den katolske kirkes helgendyrkelse af dem. På Christian Classics Ethereal Library kan man finde en gennemgang af de protestantiske martyrer efter reformationen, og på en engelsk menigheds hjemmeside sammenlignes katolske martyrer med de protestantiske.

Også i dag finder man i alle kristne kirkeretninger begrebet martyr. Det er især i den tredje verden, hvor kristne kirker bliver forfulgt, sådsom Pakistan, Østtimor, Sudan og mange flere steder. På sitet Greater Things finder man en oversigt over de steder, hvor kristne forfølges i dag og herunder også interessante forståelser af, hvad en nutidig martyr defineres som.