Mirakuløs medalje skal beskytte mod det onde

“O Maria, undfanget uden synd, bed for os som vender os til dig”. Med disse ord kalder Den undergørende medalje på Jomfru Marias hjælp.

- Der findes ingen andre kristne tegn som Den undergørende medalje, der er givet os direkte fra himlen, siger katolsk sognepræst Andre Papuga

O Maria, undfanget uden synd, bed for os som vender os til dig. Med disse ord kalder Den undergørende medalje på Jomfru Marias hjælp. Den er blevet slået i 179 år og bæres af millioner af troende katolikker over hele verden. Medaljen menes - med troens støttende hånd - at have undergørende kræfter.

Mirakler på snor
Den mirakuløse medalje fandt vej ind i katolikkernes hjerter efter nonnen Catherine Labourés to syner i 1830, hvor Jomfru Maria viste sig for hende. Hun bad nonnen om at få lavet en medalje magen til den allegori, hun viste sig i, og lovede stor nåde på forbøn af Guds moder til alle, som ville bære den. Som en underjordisk flod spredte rygtet sig til katolske menigheder over store dele af verden.

Et liv levet i Miracolosaens tegn
Sankt Vincent-søstrene er en af den katolske kirkes største ordener, og det var denne orden, som nonnen Catherine Labouré tilhørte. I Helsingør ligger en af ordenens danske kirker, Sankt Vincent Kirke. Sognepræst i kirken, Andre Papuga, fortæller om medaljen:

- Den undergørende medalje er et synligt tegn på Jomfru Marias omsorg for os mennesker. Jomfru Maria lover alle, der vil bære den, at de vil opleve en ganske speciel beskyttelse mod det onde. 

Sognepræsten forklarer, at der findes mange millioner mennesker over hele kloden, som benytter Den undergørende medalje til forskellige liturgiske fejringer af andagter, bønner, meditationer og andre åndelige øvelser. 

- Medaljen i sig selv kan være genstand for dyb meditation og bøn, og dem, der bruger den på denne måde - til at aflæse dens betydning i deres eget liv og som katalysator for deres tro - vil sikkert opleve store undere.

Bønnen er medaljens sjæl
Medaljens bøn og budskab, som i Catherine Labourés syn blev citeret af Jomfru Maria selv, er dens sjæl.

- Bønnen - O Maria, undfanget uden synd, bed for os som vender os til dig - skal gentages ofte, for at vi viser tillid og hengivenhed til den Hellige Jomfru, vor Moder, siger Andre Papuga. Når man tror på Gud, ved man, at Jomfru Maria indtager en særlig plads i Hans frelsesplan.

Den undergørende medalje er særlig i og med, at den så vidt vides er den eneste af sin art i den katolske tro, der er skabt på direkte befaling fra oven:

- Der findes nok mange forskellige medaljer og kristne tegn, men der eksisterer ikke andre af samme slags som Den undergørende medalje, der er givet os direkte fra himlen, mener Andre Papuga.

Den evige jøde
En af de historiske overleveringer, der eksisterer om medaljens mirakuløse væsen, handler om jøden Marie-Alphonse Ratisbonne. Den 20. januar i 1842 drev han rundt i SantAndrea delle Fratte i Rom. Kirken var tavs og andægtig som en gammel bedende signora, men stedet føltes gudsforladt det var Ratisbonne i hvert fald. Jøden havde aldrig troet.

Om halsen bar han i trods og for at bevise katolikkernes vantro den medalje, som vennen baron Theodore de Bussières havde foræret ham for at åbenbare troens magt for ham. Man sagde, at den havde undergørende kræfter, velsignet som den var af selveste jomfru Maria.

Madonna del Miracolo
For Ratisbonne var det bogstaveligt talt dommedag ved indgangen og frelse ved udgangen. I det andet sidekapel i kirken mødte han nemlig efter sigende Jomfru Maria og trådte ud igen med et for altid forandret liv i hænderne. Troen havde banket på døren til hans sjæl.

Kirken, der i Francesco Borrominis (1599-1667) form fra 1653 ligger ret nær Den Spanske Trappe, er måske den mest berømte af de kirker i Rom, der er viet til Jomfru Maria. Ordet Fratte betyder krat og hentyder til, at kirken i tidligere tider lå i byens udkant. 

Og man kan vel nærmest sige, at Ratisbonne fandt ud af sit eget personlige krat netop der efter det hellige syn, sådan som så mange andre gennem tiden har fundet åndelig hjælp og støtte i Den undergørende medalje.

Denne særlig medalje med påståede mirakuløse egenskaber har siden 1830 fået millioner af katolikker over hele verden til at vente Jomfru Marias hjælp og åbenbaring. Foto: Kilde: Sankt Vincent Kirke