Oxford-gruppe-bevægelsen: Gennem helliggørelse til verdensfred

I 1930erne opstod i Danmark en gren af Oxford-gruppe-bevægelsen, der arbejdede for den enkeltes helliggørelse og samfundets forbedring, og i en alliance mellem kirke og borgerskab for en stund dominerede det kirkelige miljø

Den såkaldte Oxford-gruppe-bevægelse må ikke forveksles med Oxfordbevægelsen. Sidstnævnte opstod i højkirkelige kredse omkring universitetet i Oxford i midten af det 19. århundrede, og arbejdede for at genforene den anglikanske med Rom.

Oxford-gruppe-bevægelsen derimod var et svar på mellemkrigstidens kulturelle krise. Den opstod i USA i 1920erne, spredte sig hurtigt til resten af verden og omkring 1930 nåede den til Danmark. Også her blev mange grebet af den nye vækkelsesbevægelse, der prædikede omvendelse til et nyt og bedre liv, og den havde kortvarigt en stor indflydelse.

Især den højere middelklasse var tiltrukket af bevægelsen som indtil omkring Anden Verdenskrig spillede en vigtig rolle i det kirkelige miljø, ikke mindst i Danmark. I 1938 ændredes navnet til det mere kendte Moralsk Oprustning, men efter krigen gled den idealistiske bevægelse efterhånden ud i glemsel.

Grundlæggeren Frank Buchman
Oxford-Gruppe-Bevægelsen var i høj grad identisk med sin grundlægger, Frank Buchman. Han blev født i Pennsylvania i USA i 1878, som søn af en mor, som var en streng lutheraner, og en far, der pudsigt nok var indehaver af en virksomhed, der solgte alkohol. Imidlertid stammede farens familie fra Schweiz, hvor den havde gjort sig bemærket under reformationen.

Sønnen læste teologi og havde indstillet sig på en karriere som præst, da han inspireret af samtidige initiativer i Europa besluttede sig for at grundlægge et settlement i Philadelphia. Arbejdet blev en personlig fiasko for Buchman, der tog på en lang rejse til Europa for at komme sig.

I England deltog han i et af Keswick-møderne, hvor man arbejdede på at fremme helliggørelsen af deltagerne, det såkaldte higher life-arbejde. Under mødet fik Buchman en stærk religiøs oplevelse og vidste nu, hvordan han skulle bruge sit liv. Med Jesus som forbillede ville han arbejde intensivt på at gøre Guds vilje, og samtidigt inspirere andre til at gøre det samme gennem sit personlige vidnesbyrd.

Først var han med stor succes sekretær i YMCA på Pennsylvania State University. Han nærede dog samtidig tvivl om hvorvidt den ydre succes også garanterede en indre; han syntes ikke, deltagernes moral forbedredes. Derpå forsøgte han sig med mindre succes som missionær i Kina, hvor han efter anklager mod andre missionærer for, at deres synd stod i vejen for arbejdet, måtte forlade landet.

Grupperne og de fire absolutter
Frigjort fra alle tidligere karrieremæssige og religiøse forpligtelser kunne Buchman nu for alvor gå i gang med arbejdet. Han begyndte nu på talrige rejser rundt i især de engelsktalende lande at grundlægge større og mindre grupper, hvor medlemmerne kunne samle sig, bekende deres synder og aflægge vidnesbyrd.

Det var gennem disse møders formelle struktur, at selve bevægelsen efterhånden tog form, men vigtigere var det liv, der skulle leves mellem seancerne. Et rent og helligt liv, levet efter Guds vilje med Jesus som forbillede. For medlemmerne ville det sige, at man levede i overensstemmelse med de fire absolutter: ærlighed, renhed, kærlighed og uselviskhed.

Yderligere regnede Buchman med, at efterhånden som den enkelte realiserede det nye liv, så ville idéen brede sig til flere, og efterhånden ville hele samfundet blive præget i en mere positiv retning. Hermed ville den enkeltes helliggørelse vise vejen ud af den kulturelle krise, som den vestlige verden befandt sig i i mellemkrigstiden.

Dette fik også Buchman til at tro, at han kunne bremse nazismen i Tyskland, hvis blot han kunne komme i kontakt med de ledende kræfter og få dem omvendt.

Bevægelsen får stor indflydelse
Som sådan lignede Buchmans bevægelse mange andre initiativer i samtiden, der forsøgte at besvare samfundsspørgsmål med religiøse svar. Mere interessant end bevægelsens indhold er det derfor også, at den kortvarigt fik så stor indflydelse, som den gjorde. Netop denne bevægelse talte tydeligere til den problemfyldte tid end mange af de andre.

En af grundene var, at den var stærkt religiøs, men ikke bundet til nogen særlig kirkelig retning eller noget bestemt læresystem. Derfor kunne den nå flere kirkefremmede mennesker; det vil i Danmark især sige dem der stod uden for de to store vækkelsesbevægelser grundtvigianismen og Indre Mission. Men også folk, der kom herfra sluttede sig begejstrede til den nye udadvendte og aktivistiske retning.

I udlandet er det især interessant, at den berømte teolog, schweizeren Emil Brunner, sluttede sig til bevægelsen. Han havde været med fra starten, da Karl Barth og den dialektiske teologi under indtryk af Første Verdenskrig tog et opgør med den herskende og i deres øjne forældede teologi.

Barth havde afvist, at der skulle findes noget i mennesket, der kunne forbinde det med Gud, men at al kontakt blev formidlet af Gud gennem frivillig åbenbaring. Heri var Brunner ikke enig; han mente tværtimod, at der i menneskets samvittighed var et tilknytningspunkt mellem menneske og Gud. Denne uoverensstemmelse førte til et brud mellem de tidligere allierede, men gjorde at Brunner kunne vende sig mod Oxford-gruppe-bevægelsen, hvor den enkeltes samvittighed netop var i højsædet.

Læs også:Hvad er dialektisk teologi?

I Danmark blev Barth i begyndelsen regnet for at være alt for radikal, men mange tilsluttede sig i stedet Brunner. Det gælder for eksempel Halfdan Høgsbro, som i løbet af sin karriere var både leder af pastoralseminariet, biskop over Lolland-Falster og i det hele taget en vigtig skikkelse i det det kirkelige liv på begge sider af Anden Verdenskrig. Og som sin læremester, Brunner, var han også stærkt engageret i Oxford-gruppe-bevægelsen og gjorde sit til at udbrede den i Danmark.

Det samme gælder Hans Fuglsang-Damgaard, der efter en kort universitetskarriere kunne indtage embedet som biskop over København, blandt andet med hjælp fra et andet medlem af bevægelsen, Kristeligt Dagblads redaktør Christian Holt. Meget betegnende tiltrådte Fuglsang-Damgaard sit embede omtrent samtidig med, at bevægelsen holdt en stor hvervekampagne i Danmark, og i sit daglige arbejde, hvor han i en svær tid skulle navigere mellem politiske ekstremer og tiltagende sekularisering, gjorde biskoppen det klart at Oxford-gruppe-bevægelsen var den eneste redning.

Også andre berømtheder gav bevægelsen sin tilslutning. Blandt andre præsten og dramatikeren Kaj Munk, og den konservative politiker Ole Bjørn Kraft. Begge gjorde sig i 1930erne bemærkede med kritik af tiden og det liberale demokrati.

Bevægelsen mødes med kritik
I Danmark støttede en vigtig del af det kirkelige establishment op om den nye vækkelse. Men det gælder også uden for kirken, at bevægelsen appellerede mest til samfundets ledende dele. Hvis man har set Lise Nørgaard og Erik Ballings tv-serie Matador, har man måske bemærket, at det især var medlemmer af den højere middelklasse og overklassen, der sluttede sig til bevægelsen.

I de afsnit, der skildrer midten af 1930erne flokkes Korsbæks fineste damer om Gruppe-bevægelsen som om den var en klub eller et initiativ ved siden af alle de andre, samfundets privilegerede borgere er engagerede i. Det er i høj grad i overensstemmelse med virkeligheden, og derfor blev bevægelsen også mødt af kritik fra samfundets lavere lag.

Men også internt i kirken blev den talt midt imod, blandt andet af Tidehvervsbevægelsen, der var opstået omtrent samtidigt. En af grundlæggerne, Tage Schack, skrev en protest, hvori han klart tog afstand fra den ukirkelige og ufolkelige vækkelse.

Han skrev blandt andet: "Kirken skal ikke lære et åndeligt og socialt falleret borgerskab at bruge Gud som middel til at undgå det kaos som truer. Den skal heller ikke tale til mennesker om alt, hvad de kan udrette og blive til ved Guds hjælp. Men den skal forkynde Guds barmhjertighed og Guds håb".

Gruppebevægelsen mister indflydelse
Den sociale og teologiske kritik er helt tydelig. Og efterhånden som både samfundet og det kirkelige miljø i Danmark og udlandet ændrede sig begyndte interessen for bevægelsen også at falme.

Man ændrede i 1938 navnet til Moralsk oprustning og indledte endnu en offensiv mod den fordærvede moral, man mente var skyld i alle den vestlige verdens problemer. Efter Anden Verdenskrig havde bevægelsen udspillet sin rolle i Danmark. I udlandet fortsattes arbejdet indtil i dag, fra 2001 under navnet Initiatives of Change.

Dens hovedindsats var arbejdet for at forsone de stridende parter efter Anden Verdenskrig, og der blev brugt mange kræfter under den Kolde Krig på at modvirke kommunismen. I dag gøres der desuden et stort arbejde blandt andet i kampen mod alkoholisme arbejdet i Anonyme Alkoholikere er inspireret af bevægelsen  og for at bygge bro mellem stridende parter, nationale såvel som religiøse.

Forsoningen starter dog fortsat hos den enkelte. Omvendelsen til et nyt og bedre liv er fortsat udgangspunktet.