Præstejob: Statsansat og kaldet af Gud

Folkekirkens præster arbejder i et af og til konfliktfyldt krydsfelt mellem teologi og jura. Her kan du læse uddrag af juridiske, bibelske og kirkelige tekster, der på hver deres måde er grundlag for præsterne arbejde og embedets betydning

Præster i folkekirken er offentligt ansatte. Men præsternes embede er også til for evangeliets skyld. Tjenestemandsstillingen er statens men præsteembedet er menighedens og kirkens. Det er indstiftet af Gud og ikke af staten, teologisk set. Men begge dele er samtidig den samme konkrete persons daglige arbejde. Det er den dag i dag en kilde til konflikter og tvivlsspørgsmål i folkekirken.

Præster i folkets kirke
I Danmarks Riges Grundlov hedder det allerede i starten i § 4:

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Staten understøtter altså den luthersk evangeliske kirke, fordi det er det kirkesamfund, folket i særlig grad er knyttet til. Én af måderne den gør det på, rent praktisk, er ved at lade præsteembederne i menighederne falde sammen med tjenestemandsstillinger i det offentlige.

Det fremgår allerførst i Lov om tjenestemænd, kendt som tjenestemandsloven:

§ 1. Som tjenestemand i henhold til denne lov anses enhver, der er ansat i statens eller folkekirkens tjeneste efter reglerne i denne lov.

Der står imidlertid også noget andet vigtigt, nemlig at der er forskel på tjenestemænd i kirkens tjeneste og tjenestemænd i selve statens tjeneste. Ordet eller er en væsentlig detalje. Forholdene for præste-tjenestemændene må med andre ord være lidt anderledes.

Det uddybes i lovens niende kapitel, der hedder Særbestemmelser om folkekirkens tjenestemænd. En vigtig paragraf er § 42:

§ 42. En tjenestemand i folkekirken har pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i hans tjenesteforretningers og ansættelsesområdes omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for ham.

Paragraffen er ikke entydig. Men der står enkelt udtrykt to ting. For det første at chefen for kirkens tjenestemænd, det vil i praksis sige det ministerium, der tager sig af kirkens anliggender, har ret til at ændre ting på præsternes arbejdsområde.

Det andet er begrænsningerne, eller indskrænkningerne, i præcis samme ret. Ministeriet må ikke bestemme ting, der ændrer tjenestens karakter, eller som gør tjenesten upassende for netop en præst. Med karakteren menes overordnet det særligt kirkelige og teologiske ved præsternes arbejde. Men præcis hvordan denne grænse forstås, har vist sig at være omstridt.

Når der i den offentlige debat af og til tales om, at kirkeministeren blander sig i kirkens indre anliggender, er det ikke sjældent denne paragraf, der lurer i baggrunden.

Hvem, der overhovedet kan være præster, fremgår i Lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.

§ 1. I præstestillinger i den danske folkekirke kan ansættes: 1) personer, der har bestået teologisk kandidateksamen fra et dansk universitet, 2) personer, der har virket som præst i den grønlandske kirke, og som har bestået den af Landstinget i Grønland forordnede videregående uddannelse i kristendomskundskab, samt behersker det danske sprog, og 3) personer, der i mindst 7 år har virket som præst for evangelisk-lutherske frimenigheder, der opfylder betingelserne for at få folkekirkens kirker overladt til brug, hvis biskoppen i det stift, hvor vedkommende senest har virket som frimenighedspræst, anbefaler dette.
 
Stk. 2. Præster skal være medlem af folkekirken.

Stk. 3. Kirkeministeren kan bestemme, at deltagelse i uddannelse på folkekirkens institutioner til uddannelse og efteruddannelse af præster er en betingelse for ansættelse som præst.

Præster i folkekirken skal også tilhøre folkekirken. Og de skal leve op til bestemte akademiske og faglige minimumskrav. Derudover kan i princippet enhver være præst.

I Danmark og andre protestantiske lande taler man gerne om det almindelige præstedømme. I teologisk forstand er det dog ikke nødvendigvis det samme, som at alle er præster eller prædikanter i praktisk, faglig henseende.

I apostlenes fodspor
Bibelen taler mange gange, og ikke altid på samme måde, om forskellige embeder og gerninger i kirken. Et sted i Det Nye Testamente, der ofte anvendes, og som illustrerer forskellen på det indstiftede præsteembede og det, vi kalder det almindelige præstedømme, er Paulus første brev til Korintherne.

1 Kor 12,28-30: Og Gud har i kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale. Er mon alle apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Mon alle kan gøre undergerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle udlægge?

Den kirke, der omtales, er institutionelt betragtet ikke identisk med en konkret kirke, som findes i dag. Det er kristendommens første menigheder, Paulus skriver til, i dette tilfælde en menighed i Korinth. Og som det fremgår, er rollefordelingen endnu usikker.

Man kan også se deri, at der er nogle roller, som ikke alle har. Det er apostle, profeter og lærere. Så er der nogle handlinger og evner, som også er i menigheden, men som ikke er bundet til en bestemt rolle.

Men dette er efter, at Jesus er død og genopstanden og har sendt apostlene ud med opstandelsesbudskabet, evangeliet. Så apostlene, der omtales her, er dem, der i apostlenes fodspor går videre med forkyndelsen af evangeliet. Det samme som er præstens hovedopgave i dag.

Til gengæld fremgår det ret tydeligt i denne teologiske udlægning af teksten, at Gud har villet, at der findes sådan en opgave, sådan et embede, som nogen, men ikke alle i menigheden har. Det er det, der er præsteembedet i kirken i dag, af og til også kaldet det apostoliske præsteembede.

Ved ord og sakramenter
Dette syn på præsteembedet blev slået fast med Den augsburgske Bekendelse i 1530. I det år under reformationen indkaldte den tysk-romerske kejser, Karl V, de ledende mænd i rigerne til byen Augsburg for at bekende deres tro. De protestantiske, lutherske fyrster fik da teologer til at udforme en tekst, der dels fordømte det, man anså for katolsk vranglære og samtidig definerede den lutherske trosopfattelse.

Den augsburgske Bekendelse er også i dag det vigtigste bekendelsesskrift for den danske folkekirke. Om synet på præsteembedet hedder det i bekendelsens artikel fem:

For at vi skal nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at forkynde evangeliet og række sakramenterne. For ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, der hvor og når Gud vil virker troen i dem, der hører evangeliet: at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld.

Det embede, artiklen her nævner, er fortsat ikke det almindelige præstedømme, selvom det almindelige præstedømme er et centralt element i protestantisk teologi. Embedet er her det konkrete, men af Gud indstiftede præsteembede; dem der prædiker over evangeliet og formidler sakramenterne, dåb og nadver.

Et åndeligt hus, et helligt præsteskab
Det almindelige præstedømme kan man finde andre steder. I Peters første brev, som et enkelt eksempel, skrives der igen til en af de tidlige menigheder med råd og forklaring. Baggrunden er det traditionelle gammeltestamentlige præstedømme, der forudsatte, at det jødiske folk var udvalgt som helligt præstefolk for Gud, og at præsterne, der forrettede de kultiske handlinger, i en særlig grad var retfærdiggjorte overfor Gud.

1 Pet 2,4-5: Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud.

I kristen forstand bliver dette præstedømme noget andet. Nemlig et præstedømme, som man har del i, i kraft af troen på den opstandne Jesus Kristus. Det kan man alt sammen læse i de tre linjer.

Levende sten og åndelige ofre er billedlige omtolkninger af det konkrete tempel, af virkelige sten, som de lige så konkrete ofre blev bragt i til Gud. Jesus vragedes af mennesker, det vil sige han korsfæstedes, blev dræbt. Men han var udvalgt af Gud, hvilket blev klart i og med opstandelsen fra døden.

Døbte kristne har igennem troen del i dette åndelige præsteskab. Eller med andre ord: Gud har med sin egen søn gjort det muligt for det enkelte menneske selv, som præst igennem troen, der her vises som et offer, at komme til sig.

Det er forskellen: I troen er den enkelte retfærdiggjort for Gud, hvormed præsten eller præstegerningen som sådan ikke behøver være noget særligt helligt. Eller den enkeltes religiøse karakter ændres ikke i og med at han eller hun bliver præst. Samtidig er den enkelte ansvarlig for sin egen tro.

Derudover er der så indstiftet et præsteembede, der skal forkynde evangeliet, og den forkyndelse kan, med Helligåndens hjælp, lede den enkelte til troen. Det kirkelige præsteembede og det almindelige præstedømme hænger derfor nært sammen, og man kan sige, at det almindelige præstedømme er en forudsætning for det kirkelige embede, i det mindste i luthersk teologisk forstand. Men de to begreber dækker ikke helt det samme.