Påsketraditioner: Det er påskesolen, der danser

Jesus stod op fra de døde påskemorgen, og derfor er det ifølge traditionen denne morgen, at solen danser af glæde, og ikke pinsemorgen

"Kom, vi skal se pinsesolen danse," siger vi til hinanden ved pinsetid og tror, at vi dermed holder en gammel tradition i hævd.

Påskesol og ikke pinsesol
Men oprindelig var det slet ikke pinsesolen, men påskesolen, som man mente, dansede af glæde over, at Jesus var opstanden. En tradition, som man kender til over hele Europa, hvor man mange steder stadig taler om den dansende påskesol.

Men det har vi tilsyneladende helt glemt i Danmark. Ifølge flere kilder fordi det tit er koldt ved påsketid i Danmark, mens det som regel er noget lunere ved pinsetid. Så i Danmark er det pinsesolen, der danser, i hvert fald i vores tid.

LÆS OGSÅ: Ti ting, du ikke vidste om danske påsketraditioner

For tidligere var man helt klar over, at det var påskesolen, der dansede. Hvor langt tilbage den dansende påskesol går, vides ikke med sikkerhed, men måske helt til middelalderens farverige kristendom.

Skikken med den dansende påskesol kan dog også stamme fra Vulgata, den katolske kirkes officielle, latinske udgave af Bibelen, der benytter et ord, der kan oversættes både som at glæde sig og at danse af glæde. Og i så fald stammer skikken formentlig fra 1500-tallet, hvor Vulgata blev autoriseret og oversat.

Under alle omstændigheder omtales den dansende påskesol i 1700-tallets gejstlige kritik af den folkelige overtro som en skik, det var svært at komme til livs, da den havde flere århundreder i bagagen.

En hoppende, dansende og legende påskesol
Men uanset hvad har den dansende påskesol været lige så populær, som pinsesolen er det i dag. Overalt i landet har man kendt til den.

LÆS OGSÅ: Hvornår falder påsken?

Udtryk som at "solen hopper tre gange op og ned," "at se solen løbe rundt som et rokkehjul" og "at se solen lege over den hellige grav" har også været brugt.

Nogle steder så man ikke på solen, men stillede i stedet en spand vand i den dør, der vendte mod øst. Solen sendte så sine stråler ned i vandet, der kastede sollyset op mod loftet i et flimrende lysbillede. Det blev kaldt "at se solen lege påskemorgen".

LÆS OGSÅ: Overtro ved påsketide

Der var også dem, som kiggede direkte på solen og mente at se Vorherre sidde i solen med et kors, mens solen løb rundt omkring ham.

Endelig så mange også påskelammet vandre over himlen fra øst til vest, typisk lige før den første morgenrøde viste sig påskemorgen.

1800-tallet og litteraturen
Om præsternes indvendinger i 1700-tallet mod den dansende sol virkede eller ej, vides ikke. Men faktum er i hvert fald, at man i litteraturen fra 1800-tallet møder både den dansende påskesol og den dansede pinsesol.

Først hos H. C. Andersen, som i den selvbiografiske roman Kun en spillemand fra 1837 skriver: "Hver påskemorgen gik almuemanden ud på Nonnebakken for at se solen lege, fordi Kristus var opstanden. Næsten altid var der rigtignok en sky for, så at man ikke fik legen at se. Men enhver troede i hjertet, at solen havde leget bag skyen."

Tre årtier senere kan man derimod i Vilhelm Bergsøes roman Fra den gamle fabrik, der udkom i 1869, læse, hvordan man pinsemorgen skal ud og se pinsesolen danse.

Men den dansende påskesol levede lidt endnu. For omkring 1900 skriver præst og folkemindesamler H.F. Feilberg i sin Jyske Ordbog:

"Solen leger eller danser påskemorgen, går bagefter lige op og ned tre gange, fryder sig over Kristi opstandelse." LÆS OGSÅ: Den kristne påske - dag for dag Kilder:
Iørn Piø: Det festlige år
Mogens Hansen: Årets gang i tekst og sang
George Nellemann: Bogen om påsken