Store bededag handler stadig om bøn

St. Bededag er oprindeligt ment som en dag til bøn og bod. Foto: stock.xchng

Bøn og store bededag hænger nøje sammen, og før i tiden var der nok at holde styr på, hvis man som kirkegænger skulle have det hele med

I dag forbinder de fleste store bededag - også forkortet som st. bededag - med varme hveder og en gåtur på Volden, og begge har også igennem flere århundreder været faste bestanddele af de folkelige traditioner omkring store bededag.

Megen kirkegang

Men oprindelig var store bededag - eller Ekstraordinær Almindelig Bods-og Bededag, som dagen oprindeligt hed. Det var ikke ment som en hyggedag og -aften med blødt, varmt brød og gåture i det grønne.

Store bededag var, siden den blev indført i 1686, ment som en alvorlig dag til bod og bønner.

Store bededag startede allerede aftenen før, altså storebededagsaften, hvor kirkeklokkerne ringede klokken 18. Så sluttede alt arbejde, og det måtte først genoptages, når store bededags tre gudstjenester var overstået.

Den første var en almindelig højmesse om formiddagen, der blev afløst af en tolv-prædiken, og til sidst kom aftensangen et døgns tid efter kirkeklokkerne havde ringet ind storebededagsaften.

Bøn på store bededag

Delen med boden er nu helt forsvundet fra både dagens navn og gavn. Men bønnen er der stadigvæk, og mange danskere beder endnu, som oftest Fadervor.

Johannes Møllehave gjorde sig engang nogle overvejelser om det at bede. Han sluttede af med at sige: "Skulle man ønske noget for dem, der ikke ved, hvad de skal stille op med store bededag, så skulle det være, at de lærte sig selv og deres nærmeste Fadervor. Det kan bruges, når den moderne sjæl bliver træt af sin grublen."

At store bededag ligger en fredag er helt naturligt. Siden oldkirken har fredag (og onsdag) nemlig traditionelt været tilegnet bøn, bod og faste. Men efter reformationen forsvandt de fleste af bede- og bodsdagene, og i dag har vi kun store bededag tilbage, som i vor tid endda er en af forårets store konfirmationsdage.

Store bededag er store konfirmationsdag

Ikke at konfirmation er en modsætning til bøn. Måske snarere tværtimod.

I et af H. C. Andersens eventyr optræder han selv som konfirmandernes gamle gudfar, der siger til de unge mennesker: "Alt, hvad et menneske har at bede om, er sagt og lagt i få ord i bønnen: Fader vor. Den er en nådens dråbe! Den er Trøstens Perle fra Gud. Den lægges som Gave på Barnets Vugge, lægges ved Barnets Hjerte. Barnlille, Gem den vel! tab den aldrig, ihvor stor Du vokser, og Du er ej forladt på de vekslende Veje! Den lyser ind i Dig, og Du er ikke fortabt."

For nok har nutidens fester afløst fortidens stilhed på store bededag, men i kirken er det stadig ordet og bønnen, der er det centrale og dermed kan både fortidens angrende kirkegængere og nutidens smarte konfirmander enige om, at en ny begyndelse starter store bededag.