Sådan blev kristendommen indført i Danmark
På Jellingestenen fra år 965 står der, at Harald Blåtand gjorde danerne kristne. Men længe før havde andre forsøgt at indføre kristendommen i Danmark
Se en tidslinje over kristendommens udbredelse i Danmark i bunden af artiklen.
Danmarks dåbsattest er indskrevet på Jellingstenen, som kong Harald Blåtand rejste i 965. På denne sten siger Harald, at han var den konge, der gjorde danerne kristne.
Men forud var der gået i alt to forsøg på kristne det danske område: Den engelske munk Willibrods mission cirka 710 og dernæst Ansgar, der for første gang er i Danmark i 826. Men hvorfor mislykkedes de første forsøg på at omvende danskerne til kristendommen, og hvorfor lykkedes det så for Harald Blåtand?
Det første forsøg: Willibrods mission (710)
Allerede før Harald Blåtand indførte kristendommen i Danmark, må man regne med, at danskerne havde mødt denne nye religion gennem handelsrejsende, der kom fra de områder af Europa, der allerede var kristnet.
Da vikingetogterne for alvor satte ind i 800-tallet, mødte nordboerne en kultur, der materielt og teknisk var dem overlegen. De mødte kristendommen, så kirkernes rigdom og de mange klostre, der efterhånden bredte sig op gennem Europa. Men i første omgang har der især været en stærk påvirkning fra den engelske og irske kristendom.
Vi ved, at engelske missionærer i løbet 600-tallet missionerede blandt
sakserne i det tyske område og i det frisiske område, det vil sige det nordlige Holland og de lavtliggende øer langs Hollands kyst frem til det nordlige Tyskland og den danske Vesterhavskyst.
Den engelske kristenhed var netop i 6-700-tallet inde i en fornyelsesperiode, der gav kirker og klostre kraft til en udstrakt missionsvirksomhed. Det blev imidlertid den engelske munk, Willibrod, der ifølge en krønike, skrevet af kejser Karl den Stores hofteolog, Alkuin, nåede frem til danskernes vilde folk for at forkynde evangeliet.
Willibrod kan meget vel have truffet danske handelsfolk i Dorestad, som lå ved Rhinens udmunding og så have fulgt handelsvejen mod nord. Den danske konge, som Willibrod mødte, skildres i krøniken som "grusommere end noget vildt dyr og hårdere end sten. Krøniken benævner ham som kong Ongendus eller Angatyr.
Modsat engelske munke, der var kommet før ham, slap Willibrod fra den danske konge med livet i behold. Dog lykkedes det munken at købe 30 danske drenge, som han tog med sig ud af landet for at opdrage dem i den kristne tro - sikkert med den hensigt, at de så senere kunne gå ind missionsarbejdet.
I 739 døde Willibrod, men der er ingen tvivl om, at der stadig har været forsøg på at kristne danskerne i de næste hundrede år. Dog viser Alkuins krønike, at disse forsøg har været uden synligt resultat.
Det andet forsøg: Ansgars mission i Norden
Den franske munk Ansgar kaldes ofte for Nordens apostel. Hans mission havde baggrund i en række politiske omstændigheder. Under Karl den Store (742-814) var der nu samlet et frankisk storrige. Ejderen dannede en grænse mellem Danmark og Frankerriget. Karl den Stores efterfølger, Ludvig den fromme, videreførte bestræbelserne for at danne et kristent storrige. I 810 opstod der strid om magten i danskernes område.
Harald Klark stod som et af emnerne til kongemagten, men blev drevet i landflygtighed af sine rivaler. Han søgte nu hjælp hos kejser Ludvig og knyttede samtidig forbindelse til ærkebiskoppen i Reims, Ebo. Denne Ebo var i forvejen af kejseren blevet udnævnt til at have ansvaret for den kristne mission nordpå ifølge et udnævnelsesdokumet, som blev skrevet i 822.
Byen Itzehoe blev missionsstation for forkyndelsen af evangeliet blandt danskerne og videre op i Sverige. Ebo gjorde det nu tydeligt for Harald Klark, at han nødvendigvis måtte gå over til kristendommen, hvis han ville opnå støtte hos kejserne i sin kamp for kongemagten over det danske område.
I 826 mødte Harald Klark så op i Mainz med hustru, søn og et stort følge for at lade sig døbe. Harald fremsagde ved den kirkelige højtidelighed en bekendelse, som sikkert er forfattet af ærkebiskop Ebo. Heri afsværgede han sig de nordiske guder og bekendte sig til den sande Gud, frankernes og kejserens Gud. Kejser Ludvig selv stod fadder og iførte ham dåbsdragten. De tilstedeværende danskere var dybt betagede af den store pragtudfoldelse og de rige gaver, som kejseren gav til kongen og hans følge. Med sig tilbage til Danmark fik Harald to munke, hvoraf den ene var Ansgar.
Ansgars mission førte dog ikke til noget på grund af de urolige forhold i Danmark. Harald Klark blev drevet ud at danernes område allerede året efter sin dåb - og Ansgar vendte sig nu mod det svenske område. I 830 kom han til Birka i Midtsverige. På dette handelsknudepunkt lykkedes det ham at få de svenske stormænds tilladelse til at bygge en kirke.
Kejser Ludvig fik nu med pavens tilladelse lov til at oprette et ærkebispesæde i Hamburg. Her blev Ansgar den første ærkebiskop. Og sammen med Ebo af Reims skulle hans stå for den nordiske mission.
Det lykkedes nu for Ansgar at oprette et så godt forhold til danerkongen, Hårik d. 1., at han kunne bygge kirke i Hedeby (Slesvig). Missionsprojektet gik imidlertid igen i stå, da danske vikinger hærgede Hamborg i 845. Ansgar flyttede nu sit ærkesæde til Bremen og indledte forhandlinger med den nye danerkonge Hårik d. 2., hvilket førte til opførsel af en kirke i Ribe. I 865 døde Ansgar.
Selvom det ikke lykkedes ham at give kristendommen et fodfæste blandt danerne eller i det øvrige Norden, så er krønikeskriverne fulde af lovord over hans indsats. Nordens apostel Ansgar er en person, som vi ved rigtig meget om takket være breve og den levnedsskildring, som blev forfattet af hans efterfølger på ærkebispesædet i Bremen, Rimbert. Ansgar tegnes i eftertidens skildringer som både den fromme og forsagende munk og samtidig den faste og handlekraftige kirkefyrste.
Harald Blåtand indfører kristendommen
Det blev kong Harald Blåtand, for hvem det endelig lykkedes at indføre kristendommen blandt danskerne. På en måde var den nye tro forberedt, idet mange danske handelsfolk på deres rejser rundt i Europa havde modtaget indtryk af kristendommen og var blevet primsignet, det vil sige, at de med en velsignelse havde ladet sig indvie til kristendommen, men samtidig beholdt deres gamle tro.
Det store frankerrige var gået i opløsning og delt. Et nyt Stortyskland var opstået med Otto den Store som kejser (965). Danerne var nu blevet samlet under en stærk kongemagt under Gorm og senere under hans søn, Harald Blåtand. Kejser Otto har uden tvivl presset på, for at hans nordlige nabo Haralds skulle gå over til kristendommen.
Historien om Poppos jernbyrd skal dog vise, at det var Haralds egen beslutning at lade sig døbe. Under en diskussion om, hvem der var stærkest - de nordiske guder eller den hvide Krist - er munken Poppo trådt frem og har erklæret, at ved at bære jernbyrd, det vil sige glødende jern, ville han bevise, at Kristus var den sande Gud.
Poppos hånd forblev uskadt, da han rørte ved det glødende jern, og alle var overbeviste om den katolske tros sandhed, som der står i en samtidig krønike. Kong Harald lod sig nu døbe, idet han samtidig befalede sin stormand at gøre det samme. Det er dog ikke gået for sig uden konflikter at kristne danskerne.
Modstanden var stor de kommende årtier. Og måske skal vi helt frem til kong Svend Estridsen (1047-76), før vi kan tale om, at danskerne helt og holdent er gået over til kristendommen. Nu blev der sat struktur på kirken. Et større byggeri af stenkirker blev sat i gang, og landet blev opdelt i bispedømmer eller stifter. Med ærkebispedømmets oprettelse i Lund i 1103 fik Danmark sin egen kirkeledelse.
Kristningen af det øvrige Norden
Kristningen af Norge fik et mere dramatisk forløb. Først efter Olav Haraldssons (også kaldet den Hellige) kampe mod de norske stormænd blev det samlede Norge kristent omkring år 1030.
På Island vedtog man at gå over til kristendommen ved en altingsbeslutning år 1000.
I Sverige var kristendommens indførelse ligesom i de øvrige nordiske lande afhængig af en stærk centralmagt. Modstanden mod den nye tro var imidlertid stærk og først omkring år 1100 lykkedes det kong Inge den Ældre at bryde den sidste modstand.