Sådan blev treenighedslæren til

Ikonmaleren Andrej Rubljovs ´Den gammeltestamentlige Treenighed´ tager afsæt historien om Abraham, der får besøg af Gud og to engle. På ikonen er de tre (ikke navngivne) besøgende anbragt omkring bordet. I midten Kristus, der holder hånden velsignende over nadverskålen. Kristus bærer rødbrun tunika inderst. Rødbrun er menneskets farve. Ovenpå bærer han en blå kappe, himlens farve. Helligånden (th.) bærer også blåt - og grønt, som livgiveren. Helligånden(th.) ser kun hen på Faderen (tv.) og ikke på Sønnen (im.). For at se billedet i fuldt format, klik her. Foto: Leif Tuxen

Fader, Søn og Helligånd er kristendommens navne på Gud. Men hvad betyder det, at man i kristendommen siger, at Gud er én og dog tre?

Treenighedslæren blev allerede formuleret i Det Nye Testamente og nøjere defineret i de følgende århundreder. Vi vil her følge det historiske forløb.

Den tidlige kristendom Ny Testamente

Kristendommen blev til påskedag. Den gruppe af mennesker, som havde fulgt Jesus i Galilæa og senere til Jerusalem, var overbevist om, at han var opstået efter henrettelsen ved korsfæstelse. For dem var det en bekræftelse på, at Jesus var Guds søn.

På pinsedagen modtog disciplene Helligånden som et udtryk for, at den opstandne nok var optaget til himmelen, men dog stadig ville være nærværende i sin menighed som en stadig skabende og livgivende kraft.

Den første kristne teolog og forfatter Paulus forudsætter da også troen på, at Gud viser sig som skaberen, dvs. som Jesu far, som den der er gået ind den menneskelige tilværelse for at frelse mennesket og som den kraft, der stadig får mennesker til at tro og håbe.

Således formulerer Paulus den såkaldte apostolske velsignelse i 2. Korintherbrev kap. 13.13: Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

I den tidlige kirke har man døbt i ... i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn" (Matthæusevangeliet 28, 19). Men en egentlig lære om Gud som treenig finder vi ikke i Ny Testamente men blot en understregning af sammenhængen mellem Gud, Jesus Kristus og Helligånd.

Mødet med den græske religion

Det er i mødet med den græske religion, at selve læren om Gud som treenig bliver til. Den græske opfattelse af en gud er statisk. Det vil sige, at gud eller guderne forbliver altid det samme. Guderne er hævet over tidens strøm og den menneskelige nød. lidelse og død.

De kristne teologer havde imidlertid op gennem 100-tallet fastholdt, at Gud havde givet sig til kende i historien. Først havde Gud skabt verden og udvalgt sig et folk, Israel. Dernæst havde Gud ladet sig føde som Jesus Kristus. Gud var altså foranderlig og dynamisk, hævder de første oldkirkelige teologer.

Irenæus fra Lyon (død 202) udformede en lære om Kristus. Han understregede, at Jesus Kristus kun kunne frelse mennesker ved på én gang selv at være både hel Gud og hel menneske. Kristus har fra evighed været hos Gud som Faderen og er udgået fra ham. Hvordan og hvorledes lod Irenæus være et mysterium.

En definition på treenigheden Tertullian

Det er så teologen Tertullian (død 223) fra Kartago, der udformer en egentlig lære om treenigheden. Han kæmper ligesom Irenæus mod den græske forståelse af Gud. Sønnen og Helligånden er ét med Faderen, men samtidig noget andet end Faderens, siger Tertullian:

Faderen er en anden end Sønnen, Han er større end Sønnen; thi den, som føder, er en anden, end den som fødes, den, der udsender, er en anden, end der udsendes.

Tertullian bruger nu det græske ord persona. Det betyder egentlig maske. Gud, Kristus og Helligånden er tre personer. Men de har samme substans eller væsen, siger Tertullian med brug af endnu et græsk begreb. De tre personer udtrykker således tre forskellige stadier i Guds måde at åbenbare sig på ligesom roden frembringer træet og træet frugten, men tilsammen er en og samme vækst.

En endelig udformning af treenighedslæren

Læren om Gud som Fader, Søn og Helligånd blev nu sat på en formel, nemlig i den trosbekendelse, som blev vedtaget ved det første store kirkemøde i den samlede kristenhed nemlig mødet i Nikæa i 325. Men alligevel var der behov for at få det helt klart frem, at der var identitet mellem de tre personer i Guddommen.

Det blev den store teolog Augustin (354 430), der mest overbevisende fik formuleret en treenighedslære. For det første gælder det, at Gud er én, siger han. Og denne ene Gud indeholder de tre personer. Eller sagt på anden måde: Fader, Søn og Helligånd er tre sider af den samme Gud.

Det kan ifølge Augustin ikke forstås med den menneskelige fornuft, og det kan ikke begrebsmæssigt forklares. Det kan kun forstås ved at vi griber til sammenligninger fra menneskelige forhold. Han sammenligner f.eks. med kærligheden. Kærligheden har således tre sider: 1) Den som elsker. 2) Det som elskes. 3) Selve kærligheden.

Treenighedslæren og modernismen

Med Augustin sluttede yderligere forsøg på at definere, hvad det vil sige, at Gud er tre og dog én. Middelalderens katolske kirke overtog uden videre Augustins opfattelse. Luther og den protestantiske kirke satte foreløbigt heller ikke spørgsmålstegn ved treenighedslæren. Og op gennem de følgende århundreder fandt man det lidt mystisk og underligt at beskæftige sig med spørgsmålet om Gud som treenig.

I 1900-tallet prøvede den store schweiziske teolog Karl Barth (1886- 1968) at nyformulere en treenighedslære rettet mod det, som han fandt var en moderne opfattelse af Gud som blot et princip eller en abstrakt størrelse. Den græske gudsforståelse var vendt tilbage! Nej, Gud er en gud der handler. Han søger efter mennesket, Han åbenbarer, siger Barth. Han åbenbarer sig selv gennem sig selv. Han åbenbarer sig som Skaberen eller Faderen i den skabte verden, som den der søgte mennesket gennem Jesus Kristus, og som den der stadig søger mennesket gennem Helligånden. Sådan er Gud nærværende for mennesker, siger Barth.