Sådan bliver man en helgen

De første helgener (for eksempel Jomfru Maria og apostlene) blev ikke officielt udnævnt som helgener. De blev "udnævnt" ved almindeligt samtykke blandt de troende.

På allehelgensdag mindes de troende, som er døde. I den katolske kirke kaldes nogle af dem helgener, men hvad skal der til, før et kristent menneske ophøjes til helgen?

Allehelgensdag er andet og mere end lysende græskar. I kristen tradition handler dagen om at mindes trosforbillederne, og i den katolske kirke hyldes kirkens mange helgener. Men hvordan er de mange helgener egentlig blevet helgener?

Hvad er en helgen?

Helgener spiller en stor rolle i den romersk-katolske kirke. En helgens navn begynder altid med ordet "Sankt", der betyder hellig eller særlig knyttet til Gud. Den særlige tilknytning til Gud har helgener opnået gennem deres liv og gerning. Helgener er derfor åndelige forbilleder for katolikker.

Katolikker tror, at helgeners liv på jorden har givet dem evig frelse, og at de lever sammen med Gud. Helgener er derfor Guds nærmeste, som mennesket kan bede til for at få åndelig hjælp.

En helgen er ikke en person, der har levet et liv uden fejl. Men det er en person, som aldrig er holdt op med at forsøge at nærme sig Gud og leve et liv med Kristus, og som har levet et liv dybt præget af kristen trofasthed og integritet.

Helgenerne er en broget skare bestående af mange typer af mennesker med vidt forskellig baggrund, af begge køn, fra forskellige samfundslag og alderstrin. For eksempel blev den romerske officersøn Martin af Tours 80 år, mens Jeanne d'Arc var landarbejderdatter og blev brændt på bålet som 19-årig.

Helgener kommer også fra mange forskellige steder i verden. For eksempel blev den amerikanske mohawk-indianer Kateri Tekakwitha helgenkåret for nylig.

Flere helgener har også været temmelig excentriske skikkelser. Man kan blandt andet nævne den gejstlige Philip Neri, der var kendt for at bære fjollet tøj og barbere halvdelen af sit skæg af.

Uofficiel proces

De første helgener (for eksempel Jomfru Maria og apostlene) blev ikke officielt udnævnt som helgener. De blev "udnævnt" ved almindeligt samtykke blandt de troende. De første martyrer blev også spontant anerkendt som helgener af folk, som havde været vidne til deres lidelse og død for deres tro.

Senere trådte en uformel helgenkåringsproces i kraft. Den indebar at den lokale biskop efter ønske fra folket eller på grund af lang tids lokal sædvane, tilføjede en festdag for en bestemt person.

De uformelle og uofficielle kåringer af helgener i kristendommens første århundreder betød, at der blev udnævnt mange helgener. Kirkehistorikere har kunnet fastslå eksistensen af omkring 10.000 helgener, og at der givetvis har været flere, der er blevet glemt.

På allehelgensdag fejrer man også de helgener, der er blevet glemt, og dem, hvis fromhed kun Gud har lagt mærke til.

Den officielle proces

I det 12. århundrede besluttede pave Alexander III, at fremtidige helgenkåringer skulle foretages af autoriterne i Rom. Det førte til, at der blev udviklet en formel helgenkåringsproces, som også bruges i dag.

Processen fungerer således, at en person efter en undersøgelse af personens liv kommer i betragtning og kaldes ærværdig. Herefter starter en grundig officiel undersøgelse af personens kristne liv og virke.

Desuden undersøger man, om personen har udført mirakler efter sin død, for eksempel efter at en person bad til en bestemt potentiel helgen. Det påståede mirakel underkastes grundige undersøgelser af en række eksperter. Vurderes det, at miraklet er autentisk, kan personen saligkåres af paven.

Hvis endnu et mirakel bliver påvist hinsides enhver tvivl, kan paven indlede kanoniseringsprocessen, der ender med at personen bliver helgenkåret.

Processen med at kåre en person til helgen kan tidligst gå i gang fem år efter personens død, men ofte går der meget længere tid. Processen kan tage både årtier og århundreder. Det skabte derfor en del debat, da pave Johannes Paul II allerede satte gang i moder Teresas kanoniseringsprocessen to år efter hendes død.

Ifølge den katolske tro er det ikke kirken, der skaber helgener. Personen blev helgen på grund af sit liv i lydighed over for Gud og i det øjeblik, Gud tager imod dem ved deres død. Det eneste, kirken gør, er, at påpege, hvem de med sikkerhed mener, er blevet modtaget af Gud som helgen, på baggrund af en grundig undersøgelse af personens liv, virke, gerninger og de mirakler, personen forårsagede.