Sådan foregår en bispevielse

Bønnen for den nye biskop under håndspålæggelse er klimakset i bispevielsen. Billedet her er fra Peter Skov Jakobsens bispevielse i Københavns Domkirke i 2009. – Foto: Leif Tuxen

Marianne Gaarden bliver indviet som biskop over Lolland-Falsters Stift søndag den 10. september. Og det går ikke stille for sig, når en ny biskop skal indvies i folkekirken. Læs alt om, hvordan en bispevielse foregår her

Indvielsen af en ny biskop er en af de mest internationale begivenheder i folkekirken: En række udenlandske biskopper deltager, og dele af indvielsen kan afholdes på kirkens gamle fællessprog, latin. Men det er også en meget national begivenhed, hvor både dronning og kirkeminister trofast møder op, og hvor Danmarks Radio lige så trofast transmitterer live på landsdækkende fjernsyn.

Først og fremmest er bispevielsen dog en lokal begivenhed, hvor alle stiftets præster deltager sammen med repræsentanter for menighedsrådene. Det er jo deres biskop, der skal indvies.

Ritualet
Det nuværende ritual for bispevielse er fra 1987 og minder på mange måder om ritualet for præstevielse (ordination). Rammen for begge dele er en gudstjeneste, der på mange måder minder om enhver anden.

Bispevielsen begynder dog med et lidt usædvanligt element, nemlig en højtidelig procession. Mens organisten spiller præludium eller koret synger introitus, går stiftets provster, de danske og udenlandske biskopper, den kommende biskop og den biskop, der skal indvie ham, ind i kirken.

Bortset fra processionen begynder bispevielsen på samme måde som folkekirkens almindelige gudstjeneste, højmessen. Det er biskoppens stedfortræder, domprovsten, der leder den første del af gudstjenesten. Der er særlige regler for, hvilke bønner, salmer og bibeltekster, der skal bruges, men i sin form adskiller denne første del sig ikke fra andre gudstjenester.

Efter salmen efter trosbekendelsen kommer prædikenen i en normal gudstjeneste, men ved en bispevielse må den vente lidt endnu. På dette sted i ritualet skal selve indvielsen af den nye biskop nemlig ske.

Før den kommende biskop træder frem, indleder domprovsten selve indvielseshandlingen med den såkaldte intimation. Det er en højtidelig meddelelse om, hvem der skal indvies, og en opfordring til bøn for ham. Derefter beder domprovsten endnu en bøn, og der synges en salme med bøn til Helligånden.

Højdepunktet
Mens menigheden synger, går den kommende biskop (ordinanden) og den ordinerende biskop (ordinatoren, normalt Københavns biskop) frem til alteret. Ordinanden knæler på knæfaldet, og ordinatoren stiller sig ved alteret og leder ordinationsbønnen. Denne bøn kan være på enten dansk eller latin. Uanset sproget er det endnu en bøn om, at Helligånden må fylde menighedens hjerter.

Efter bønnen holder ordinatoren en tale for ordinanden. Derefter læser fire forskellige biskopper hvert sit stykke op fra Det Nye Testamente. Det er på dette tidspunkt i bispevielsen, at de særligt inviterede nordiske biskopper ofte deltager aktivt som læsere.

Efter de fire læsninger kommer højdepunktet i indvielsen. Ordinatoren læser en højtidelig formaning til ordinanden. Den kommende biskop bliver blandt andet mindet om at være årvågen, agte både på sig selv og på stiftets menigheder, vandre i troskab mod Gud, holde fast ved den sunde lære i Bibelen og kirkens bekendelser og tage vare på sin tjeneste med retsind.

Når ordinanden har bekræftet at ville overholde formaningen og givet ordinatoren håndslag på det, træder de to assisterende præster frem. Det er normalt stiftets ældste og yngste præst. De giver ordinanden bispekåbe og bispekors på. Derefter lægger ordinatoren, to assisterende biskopper og de to assisterende præster hænderne på ordinanden. Ordinatoren beder for i en bøn om Guds og Helligåndens hjælp og styrke. Bønnen sluttes af med et fadervor.

Helligånden i centrum
Efter bønnen under håndspålæggelse synges salmen Nu bede vi den Helligånd, som udgør endnu en bøn til Helligånden. Helligånden er så central i bispevielsen, fordi det er hans opgave at vejlede kirken og dens ledere.

Når denne salme er sunget, fortsætter gudstjenesten som en almindelig gudstjeneste. Den nye biskop prædiker og leder resten af gudstjenesten. Til sidst går processionen ud af kirken igen, men denne gang med den nye biskop og ordinatoren forrest.

Det meste af ritualet for bispevielse kan føres tilbage til det ritual, der blev indført i 1537 ved reformationen. Noget af det er dog endnu ældre, men der er også sket forandringer sidenhen. Ritualet fra 1537 var et meget folkeligt ritual, hvor repræsentanter for lægfolket var med til at lægge hånden på den nye biskop og bede for ham. Gudstjenesten sluttede også af med fælles nadver for alle.

I 1685 blev der indført et nyt ritual, og det betød slut med nadver for alle. Nu var det kun præster og biskopper, der skulle deltage i nadveren ved bispevielsen. Fælles nadver blev først genindført ved folkekirkens seneste bispevielse, i Roskilde i 2008.

Afskaffelsen af fælles nadver var ikke det eneste elitære element i ritualet fra 1685. Bispevielsen fik i det hele taget karakter af en ceremoni for overdragelse af myndighed. Det var biskoppens rolle som kongelig embedsmand, der var i centrum.

Det næste ritual blev indført i 1898. Der var nu mindre vægt på myndighedsoverdragelsen og mere på bønnen. Alligevel blev ritualet ikke mindre elitært. Det var nemlig stadig kun en håndfuld biskopper og præster, der deltog i den helt centrale del af ceremonien: håndspålæggelsen. Og sådan er det stadig, også efter at der kom et nyt ritual i 1987.

Et brud på rækken
Det er almindeligvis Københavns biskop, der indvier nye biskopper i Danmark. Men når der til august i år skal indvies en ny biskop i København, vil det naturligvis være en anden, der indvier ham. Hovedsagen er, at det altid er en biskop, der står for indvielsen. Der har imidlertid været én enkelt undtagelse fra denne regel, nemlig da de første danske biskopper efter reformationen blev indviet i 1537. Da var det den tyske præst Johannes Bugenhagen, der indviede biskopperne.

Bugenhagen var en af Martin Luthers nære medarbejdere, men var altså ikke selv indviet til biskop. Ved at lade ham indvie biskopperne, distancerede man sig fra tanken om apostolsk succession. Denne tanke er fremherskende i blandt andre den romerskkatolske kirke. Ifølge denne tanke skal enhver ægte biskop være indviet af en anden biskop, som igen er indviet af en biskop, og rækken (successionen) af biskopper skal kunne føres helt tilbage til apostlene. Denne række er altså blevet brudt i den danske folkekirke.

Nogle af de udenlandske biskopper, som deltager ved danske bispevielser (f.eks. de svenske) hører til i kirker, der har fastholdt den apostolske succession. For at undgå at få blandet spørgsmålet om apostolsk succession ind i danske bispevielser, sørger man traditionelt for at undgå, at de udenlandske biskopper deltager direkte i den centrale handling, som er bønnen for den nye biskop under håndspålæggelse.